Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Krigsvaabnene - Det grove Skyts
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
ARTILLERIMATERIELLETS STØRRE ENSARTETHED.
sider gik bort fra de overvættes lange og tunge Slangekonstruktioner og
formede alt Skytset, Metal- og Støbejernskanonerne, lige fra de største ned til
de mindste Kalibre nærmest i Overensstemmelse med de gamle
Kartov-konstruktioner, idet man samtidigt opgav de store Krudtladninger af fuld
Kuglevægt og nøjedes med 2/s eller V2 Kuglevægt eller endnu mindre
Ladninger, hvad man saa meget bedre kunde gjøre, som Fremskridtene i
Krudttilvirkningen efterhaanden gjorde Krudtet stærkere end fordum. Overgangen
fra de meget lange og tunge Kanonkonstruktioner til lettere gik naturligvis
ikke af uden endel Famlen, idet man i sin Iver gik for vidt med at formindske
Kanonernes Vægt, saa at man bagefter maatte gjøre et Skridt i den modsatte
Retning. Her i Danmark lod f. Ex. Kristian IV. støbe ikke ganske faa
Kanoner af forskjellige Kalibre, hvis Vægte kun udgjorde 100, 80 eller endog
kun 60 Kuglevægte, og som kun havde en Metalførlighed af 3/4 eller 7/i2
Kaliber over den bageste Del af Løbet, naar ikke dette endte med et
kegledannet Kammer for Ladningen; den største Ulempe ved saa lette Kanoner
var ikke just den, at de vare udsatte for at springe, men at deres Tilbagestød
i Skuddet var saa voldsomt, at de søndersloge deres Lavetter, med mindre
man byggede disse af saa stærke Tømmerdimensioner og med saa mange og
svære Jernbeslag, at den virkelige Vinding paa den samlede Vægt blev højst
tvivlsom. Først ved Midten af det 17de Aarhundrede kom Bevægelsen i
Kanonkonstruktionen for saa vidt til Ro, som man derefter i lang Tid støbte
de til sædvanlig Brug saavel tillands som tilsøs bestemte Kanoner med en
moderat Længde af 18—26 Kalibre og en Metaltykkelse bagtil af 1 Kaliber
eller lidt derovei’ for Metalkanoner, af 7/g—5/a Kaliber for Jernkanoner, samt
en Vægt af 175—300 Gange Kuglens. Blandt disse Kanoner var det gjerne
de af de mindste Kalibre, der konstrueredes med forholdsvis størst Længde
og Vægt, ikke fordi man gav dem større Krudtladning end de andre, i Reglen
kun x/2 Kuglevægt, men blot fordi man lagde stor Vægt paa, at Kanonerne,
opstillede bag et Brystværn i et Skydeskaar eller til Orlogs i en Stykport,
skulde række langt frem i denne med sin Munding. Af det Skyts, som en
Armee førte med i Felten, bleve saaledes ikke blot de større Kanonkalibre
saasom de 12pds., 18pds. og 24pds. altfor tunge, men selv 6pds. og 4pds.
Kanoner havde en Vægt, der gjorde dem uskikkede til at manøvreres i Marken
især i hine Tider, hvor Artilleriets Hestevæsen endnu ikke var militært
organiseret, men hvor man endnu kun havde Ægtheste eller lejede Heste og
Kudske til Skytset og de øvrige Artillerikjøretøjer.
Det var derfor et Fremskridt af meget stor Betydning for Artilleriet og
for Krigsvæsenet, at man i det 17de Aarh. efter et af Morits af Oranien givet
Exempel optog som et Supplement til de sædvanlige temmelig tunge Kanoner,
de saakaldte Regimentskanoner, som fordeltes til Infanteriregimenterne, og som
vare af saa smaa Kalibre og derhos saa korte og lette, at de paa Valpladsen
kunde trækkes af Mandskab, som Regimenterne afgave, og saaledes følge disses
taktiske Bevægelser saa at sige allevegne. Ihvorvel Gustav Adolf ikke med
Føje kan betragtes som Regimentskanonernes Opfinder, var han dog den, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
