Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Krigsvaabnene - Det grove Skyts
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
KARDUSER. PROJEKTILER. FÆNGRØR.
Skraa af Jernstumper eller Smaasten. Brandkuglen bestod af en kugledannet
Sejldugspose, spilet ud over et Jernskelet og fyldt med en stærkt brændende
Blanding af Harpix og Beg med Salpeter, Svovl og Krudt. For at afholde
Fjenden fra strax at løbe til og slukke den Brand, Kuglen kunde afstedkomme,
hvor den faldt, indlagde man paa Kryds og Tvers i dens Masse saakaldte
Mordslag, o: ganske korte Bøssepiber, ladede med Krudt og Kugle, hvilke en
efter en smeldede af i alle mulige Retninger, alt som Branden i Kuglen
naaede dem; eller man indlagde i Massen en eller flere Granater, o:
metaleller jernstøbte hule Kugler med et enkelt Hul i Skorpetykkelsen, Brandhullet,
hvorigjennem Ilden fra Brandkuglen forplantede sig til den Sprængladning af
Krudt, hvormed Granatens hule Rum var fyldt. Granaten brugtes tillige som
Haandgranat til med Hænderne at kastes fra en Vold eller Mur ned i
Fæstningsgraven mellem de stormende Fjender; i dette Øjemed lagdes den efter
at være fyldt med Krudt i en Hankekrukke af brændt Ler, som forresten
fyldtes med Melkrudt og lukkedes med et tilkittet Laag, hvorhos der knyttedes
smaa Stykker Lunte paa Hankene; naar Granaten skulde bruges, tændtes
først disse Lunter, inden Krukken med hele sit Indhold kastedes ud over
Brystværnet; i Faldet søndersloges den, Lunterne tændte dens Indhold af
Melkrudt, som ved at blusse op forplantede Ilden gjennem Granatens Brandhul
til dens Sprængladning. Tidligt i det 17de Aarhundrede fandt man paa i
Granatens Brandhul at anbringe et Rør, »Brandrøret«, af Metal eller senere
drejet af skjært Træ, hvis cylindriske Boring var drevet fuld med en
Krudtsats saa fast, at den brændte sukcessivt lige som Satsen i en Raket; Røret
blev indsat og kittet i Granatens Brandhul saaledes, at dets nederste Ende
ragede ned i Sprængladningen, medens den øverste ragede lidt udenfor
Skorpetykkelsen, hvor dets Boring var udvidet skaalformigt og fyldt med en let
fængende »Indfyring« af løs Bomuld dyppet i Brændevin og Krudt og dernæst
tørret. Med et saadant Brandrør behøvede Haandgranaten ingen Krukke;
med en Lunte tændte man Røret, inden man kastede Granaten fra sig, og
efter nogle Sekunders Forløb naaede Ilden gjennem Brandrøret til
Sprængladningen saa at Granaten sprængtes der, hvor den var falden. Derfra var
der da ikke noget langt Spring til at kaste Granater eller Bomber, som de
større af dem kaldtes, ud af Morterer og Stenstykker uden at have dem
indlagte i Brandkugler; efter forskjellige Prøver paa, hvorledes man bedst
skulde faa Granatens Brandrør tændt, blev man en Tid lang staaende derved,
at man anbragte Granaten i Morterens eller Stenstykkets Løb med
Brandrøret vendt imod dets Munding, og dernæst brændte paa »med to Lunter«,
o: først tændte Granatens Brandrør fra Mundingen og dernæst afskjød Pjecen
ved at bringe Ild til dens Krudtladning gjennem dens Fænghul; men snart
lærte man, at man ikke behøvede at gjøre sig ümag med at faa Brandrøret
tændt, eftersom dette skete af sig selv ved Flammen fra Skuddet, saa at
Granater ogsaa godt kunde udskydes af Kanoner. Alt før Midten af det
17de Aarhundrede brugte man at kaste Granater ud af Morterer og
Stenstykker, og inden Aarhundredets Udløb brugtes Granater ogsaa til at skyde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
