Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Krigsvaabnene - Det grove Skyts
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FELTARTILLERIETS UDVIKLING.
113
og 18pds. Karronader som Fartøjsskyts. Imidlertid gik man fra Karronaderne
ikke helt tilbage til de tidligere Konstruktionsprinciper for Skibskanoner; i
Stedet for at konstruere disse af alle Kalibre ned til 8pds. og 6pds., og alle
af noget nær samme, forholdsvis lange og tunge Type, fandt man det
fordelagtigere at holde sig til nogle faa Hovedkalibre, men af hvert Kaliber at have
forskjelligt lange og tunge Konstruktioner, naturligvis da ogsaa bestemte til
forskjellige Krudtladninger. I en Periode fra Aar 1819 til 1860 støbtes der
saaledes til den danske Flaade fortrinsvis, om end ikke udelukkende, 18pds.
og 30pds. Kanoner; af de 18pds. havdes tre Klasser, af 222, 124 og 94
Kuglers Vægt, af de 30pds. ligeledes tre paa 195, 165 eller 172 og 133
Kugler. Bestræbelserne gik ud paa at gjennemføre en Kaliberenhed i
Skibenes Bevæbning, saa at man f. Ex. i Stedet for at bevæbne et Linieskib med
36pds. Kanoner i underste, 18pds. i mellemste og 8pds. i øverste Lag,
udrustede det med lutter 30pds. Kanoner, en af de tre Vægtklasser i hvert Lag.
Indførelsen af den 60pds. Bombekanon Aar 1833 og af en 60pds., 148 Kugler
tung Kuglekanon Aar 1862 truede dog den systematiske Kaliberenhed ved
Flaaden, allerede inden Indførelsen af Riffelskytset idetmindste foreløbigt
stillede det Slags Hensyn aldeles i Skygge.
Revolutionens og Kejserdømmets Krige havde bragt Granatskytset og
navnlig Haubitserne i større Anseelse, og de sidste havde tilkæmpet sig en
anerkjendt Plads i Feltartilleriet; dog var man med god Føje misfornøjet med
de korte Haubitsers ringe Skudsikkerhed, og den Omstændighed, at de kastede
deres Granater med saa smaa Krudtladninger og følgelig i saa krumme Baner,
medførte, at det ikke var uden Ulempe at lade dem følges i Batteri med de
sædvanlige Feltkanoner, idet Batterierne let kom i Tilfælde, hvor enten
Kanonerne eller Haubitserne efter Beskaffenheden af Maalet vare noget tilovers.
Til en vis Grad kunde man raade Bod herpaa ved at indrette Haubitserne til
at bruge forholdsvis større Krudtladninger end før, ved at give dem relativt
større Løblængde og Vægt, selv om dette kun lod sig iværksætte ved at give
dem mindre Kalibre, for at ikke Pjecerne skulde blive for tunge til
Feltbrug. Efter Aar 1815 indførtes derfor i de fleste europæiske Feltartillerier
med Undtagelse af de tyske saakaldte lange Haubitser, oftest med cylindrisk
Kammer til en Krudtladning af Vß à Vs af Granatens virkelige Vægt, med
en Løblængde af 10—12 Kai. og af 75—100 Granaters Vægt; disse lange
Haubitser konstruerede man derhos saaledes, at de passede i samme Lavetter
som de Kanoner, de fulgtes i Batteri med, saa at man undgik særegne
Konstruktioner og Beholdninger af Haubitslavetter. Det var imidlertid ikke blot
i Feltartilleriet at de lange Haubitser vandt Indgang; Aar 1822 foreslog den
franske Artillerigeneral Paixhans til Brug for Krigsskibe og paa Strandbatterier
at konstruere lange Haubitser eller, som han kaldte dem, Bombekanoner,
bestemte til at skyde saa store Bomber, som man hidtil kun havde kastet ud
af Morterer, og da Forsøg havde konstateret de paixhanske Bombekanoners
store Virkning mod den Tids Træskibe, indførtes de i Aarene 1830—1840 i
saa godt som alle Armeer og Mariner.
Opfindelsernes Bog. VII. 8
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
