Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - To Romankredse. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6i4
CARL BEHRENS
tertræk og Typer, omsmelter og
omdanner, saa det baade er og ikke er.
I De dödes Rige, denne Kreds af fem
store Romaner, som hurtig er fulgt efter
hinanden, hver for sig ventet med
Utaalmodighed, indtil den sidste omsider
skænkede dem alle et fælles Navn, er den
historiske Baggrund uomtvistelig for alle,
som har levet hine Aar med, men det er
alligevel forbundet med Vanskelighed at
sige, at Digteren har ment de og de
bestemte Begivenheder og Personligheder med
sine Skildringer. Det er netop hans sjældne
Evne, at han aldrig har svigtet sig selv
som Digter for at blive Öjebliksskildrer og
Öjebliksfotograf eller holde Afregning med
virkelige eller indbildte Uvenner.
Han giver sig som Fortæller god Tid
— »De dödes Rige» har sin egen, rolig
fremadskridende Rhytme. Kapitel kæder
sig til Kapitel uden nervös Hast, store
anselige Kapitler efter god Romansædvane.
Og Sproget har ogsaa sin Ro, værdigt og
ædelt, uden unödvendigt Sirat, men i Pagt
just med M. Goldschmidts og maaske
ogsaa Vilhelm Topsöes afklarede Besindighed
og Ædelhed, med deres ironiske
Smuthuller og lönlige Baghold. En virkelig
æsthetisk Nydelse er det i vort forjagede
Aarhundrede, hvor Sproget mere og mere
bliver demokratisk Slang, at læse en
Digter, som just vaager over den gode Tone,
som forstaar at bygge sin Stil op og skænke
den Personlighed og Kraft.
»De dödes Rige» — denne
Romankreds er ingen Solstraalefortælling. Henrik
Pontoppidan svinger Riset over sin
Samtid, som han betragter med et smerteligt
Smil. Som Digter staar han paa en höj
Varde og ser udover de Skarer, der
boltrer sig i Samfundslivet, kæmpende som
gale om Guld og Ære, Magt og
Indflydelse, enten denne nu kan opnaas gennem
Politik eller Religion, Kunst eller —
Kærlighed. Han fölger fra sin Höjde Slagets
Gang, den lunefulde Lykke, der svigter
netop i det Öjeblik, den anses for vundet,
og han ser, hvorledes de saarede og ramte
iler i Skjul for hadefulde og skadefro
Blikke.
Det mylrer frem i »De dödes Rige»
med Skikkeiser, som ikke mere slipper
deres Tag i En — man lever med dem,
lider med dem. Först og fremmest Jytte
Abildgaard, Bogens Heltinde, den unge,
rige og uafhængige Jytte, Ministerdatteren,
ved hvis Vugge alle gode Féer synes at
have staaet, men som dog ikke kan vinde
Lykken i det vanskelige Liv, som ser den
rinde bort som Sandskorn mellem sine
Hænder, indtil tilsidst hun staar ribbet for
alle Illusioner, bojet og knækket, syg til
Döden, som omsider forbarmer sig over
hende. En fin og yndefuld Profil, tegnet
med den sikreste Kunst, det blödeste
Haandelag — Pontoppidan synes mig
aldrig at være naaet höjere. Omkring hende
flokkes saa alle de andre: Lægprædikanter
og Politikere, som hin Enslev, hvis
Personlighed springer frem med lysende
Klarhed, Godsejere og Kunstnere, hele
Samtidens Danmark i kunstnerisk Forkortning,
et summende og brummende Galleri af
store og smaa, Projektmagere og
Frasemagere, Dilettanter og Supplikanter,
Troende og Komedianter, Fallenter og
Producenter, Halvgale og Kloge,
Probenreu-tere og Videnskabsmænd. Snart i fine
Kulturhjem, snart paa zigöjneragtige
Kunstnerkviste, snart i Bladpolitikens
Hexekök-ken, snart midt i Ægteskabstragediens
Spændetröje.
En svulmende rig, gribende og
mærkelig betagende Bog, et Udsnit af vor egen
Tid, som netop derfor fængsler saa stærkt
og sætter saa mange Tanker i Bevægelse,
der ikke senere lader os i Fred. En Række
af de Problemer, som i udpræget Grad
hörer det ny Aarhundrede til, bliver
be-rörte, Samfundsmodsætninger belyste: de
nye Lag, der vil frem, og de herskende
Klasser, som söger at bevare deres
Magtstilling — denne store Romankreds er som
en Projektor over den store og mærkelige
Brydningstid, vi stadig befinder os midt i,
og som nu antager nye og kraftigere
Former.
Til en Brydningstid har ogsaa Henri
Nathansen henlagt sin anselige
Romanrække Aj Hugo Davids Liv (V. Pios
Forlag) omfattende fire Bind paa
tilsammen over 1,000 Sider. Som M.
Goldschmidt midt i 40erne i Romanen »En
Jöde» optog sin Samtids Syn paa
Jöde-spörgsmaalét til Behandling, vil Nathansen
nu hævde, at der stadig bestaar et
Problem om Jodens Stilling i det moderne
Samfund: hans Ensomhedsfölelse i
Modsætning til »de andre».
Dette Problem synes hos Nathansen at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
