Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Christen Collin. Av Francis Bull
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CHRISTEN COLLIN
647
ikke verkernes kunstneriske værd, —det
ser ut til altid at ha været en biting for
ham, — men det idéindhold, som
bærer dem.
Fra slike enkeltstudier og kritikker
gik han derför snart over til drøftelser
av de herskende principper og retninger
i litteraturen, og han gik til angrep mot
naturalisme og mot Nietzscheanisme med
en række avisartikler, som samlet blev
utgit i 1894 under titlen Kunst og
Moral; store avsnit herfra har han nylig
trykt op igjen i en bok som søker at
vække nyt liv i Kampen om Kjærlighed
og Ktmst (1913).
Der blir let noget latterlig over en
moralens vogter og sædelighetens
apostel, og en række av Norges vittigste
penneførere — Arne Garborg og
Gunnar Heiberg, Nils Kjær og Knut
Hamsun — foruten fra Danmark selveste
Georg Brandes, har mangen gang søkt
at holde Collin frem til latter for
publikum ; der var meget de muntret sig
med, ikke bare i hans meninger og i
hans form, men ogsaa i hans usvigelig
paapasselige drabanttjeneste hver gang
Bjørnstjerne Bjørnson blev angrepet.
Collins motstandere kunde synes at ha
let spil, men intet forsøk paa at
latter-liggjøre ham har hat ringeste
indvirkning paa ham selv; dertil tar han sig
selv og sine egne meninger altfor dypt
alvorlig.
Og det har han hat ret til — skjønt et
smil nok vilde ha gjort godt en gang
imellem — ti for Collin er digtningen
virkelig livets dypeste og helligste
alvor. I tidens store livskamp for
tilværelsen, i vanskeligheten ved at finde
vei for de voksende millioner, der vilde
han at digterne skulde søke fremad
efter nye muligheter, forrest paa
frem-gangslinjernes tog. De store kunstnere
skulde ikke gaa ensomme, paa rov,
efter Nietzsches overmenneskelære, hæv-
Fot Forueck.
CHRISTEN COLLIN. 1916.
det han i boken om Kunst og Moral;
»i grunden er individualismen en
mangel paa mod til at leve livet: den
gjemmer frygt for at vi skal tape os selv
ved at utvide vort liv til at omfatte
andre». Og digterne skulde heller ikke,
som naturalisterne, bare skildre de syke
og opløsende kræfter, og derved skape
en syk kunst, fuld av aandelig
smittestof. »Det store og egentlige
gjennembrud av realistisk digtning vil bestaa i
at skildre de sunde livskræfter likesaa
levende som de syke, nei endnu mere
levende. Ti det sunde er mere
levende i virkeligheten end det syke. Det
sunde eier større kraft, og før digterne
formaar at la os føie denne sundhetens
kraft, er de ikke virkelige realister».
Denne sundhetens kraft har Collin
altid først og fremst fundet hos
Bjørnson, som derfor er og blir hans stadige
eksempel og ideal, men desuten hos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
