Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Christen Collin. Av Francis Bull
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
648
FRANCIS BULL
Shakespeare, hos Tolstoi, og hjemme i
sit eget land ogsaa hos Jonas Lie og
av og til hos Henrik Ibsen. Det er
helt efter Collins hjerte, naar Ibsen i
En Folkefiende og i Rosmersholm, Lie
i Niobe, og Bjørnson i Det flager i
byen og paa havnen, tar op spørsmaal
angaaende folke- og barneopdragelsen,
naar Shakespeare i sine skuespil tumler
med det store livsproblem hvorvidt det
lønner sig at være et godt menneske,
og naar han viser de gode magters
kamp, hvor selv nederlaget har et
seiers-haab i sig, og naar Goethe eller
Tolstoi forherliger det virksomme,
værdi-skapende, hjælpsomme menneske. Den
græske og romerske kultur døde, mener
Collin, av en aandelig sygdom:
»subjektivismen, den indadvendte sindsretning,
ringeagten for handlingens liv og den
usalige lyst til at søke lykken ved at
gaa i kloster i sine egne tanker og
stemninger». Ogsaa den moderne
kultur er begyndt at bli angrepet av
samme sygdom; der har vist sig slike
symptomer som den Renanske
»dilettantisme,» glæden ved at sitte i
lænestolens trygge virkelighet og möre sig med
at iagtta historiens spændende skuespil,
eller som Taines kunstopfatning, lysten
til at nyde »de stolte lidenskaper og
deres herjinger.» For Collin har
digteren (og historikeren) en langt større
opgave end den at gi sine læsere
nogen timers nydelse; han skal som en
læge stille samfundslivets diagnose,
skildre dets sygdomstilstand, og vise de
veier man kan prøve for at søke
helbredelsen ; han skal ogsaa — som lægen
saa ofte er nødt til — være en slags
sjælesørger, præke evangeliet om
mennesketankens magt, som gir haab om
at ethvert onde kan beseires og at
menneskesamfundet kan naa frem til et
fuldkomment og evig liv.
Ut fra et slikt synspunkt mistet Col-
lin næsten interessen for den enkelte
digter og hans verk, og tok isteden fat
paa en mere omfattende opgave; han
vilde undersøke kunstens plads og rolle i
kulturutviklingen. Et samlet arbeide om
dette emne har han aldrig naadd at gi,
men mange av hans senere bøker er
nærmest samlinger av essais omkring
denne opgave, og hans
hovedsynspunkter til den ligger helt klare.
Collin har engang i en avhandling
søkt at definere begrepet kultur
gjennem ordet ekspansion; han mener at
kulturen altid beror paa livsutvidelse
»gjennem nye organer for tilknytning
av hjælpende energi» — i næringsliv,
teknik, videnskap og kunst, statsliv,
religiøst liv, idræt. »Til disse organer for
kulturlivets utvidelse hører kunstverker
som Shakespeares kongedramaer, og
hans skuespil om høi stræben i
kjærlig-het og venskap. Digteren og hans
tilskuerkreds utvider sit liv ved at
gjen-nemleve mange livsskjæbner, især dem
som drives av en vældig vitalitet».
Men kulturblomstring,
ekspansions-tid, følges av krisetid og forfald,
perioder fulde av alskens kultursygdomme,
av rovkrig og nydelsestrang,
pauperis-me, utskeielser, brudd paa tro og love
i elskov og venskap. Dette blir da for
Collin historiens hovedemne: studiet av
fremgang og forfald, vekst og visnen;
men i forfaldet ser han altid lysere træk,
»vernekampen mot sygdom, det som
man med et billede fra den moderne
medicin kunde kalde de antitoxin- og
alexindannende processer».
Rousseaus hovedbedrift hadde været
— ved læren om at vende tilbake til
naturen — at skape en motgift mot sin
tids forfaldstendenser, og i den bok
som kanske er Collins heleste og mest
tankevækkende arbeide, Leo Tolstoi og
Nutidens Kulturkrise (1910), blir en
lignende antitoxindannende proces i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
