Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - En dansk Skuespillerinde. Odda Nielsen. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En dansk Skuespillerinde
Men hendes Plads var alligevel paa Det
kgl. Teater. 1886 engagerede Teatret paany
Oda Nielsen, som hun var kommen til at
hedde efter at have indgaaet Ægteskab med
Skuespiller Martinius Nielsen.
Den længste Periode — den roligste,
men næppe lykkeligste — i hendes
Teaterbane følger. Hun bliver til 1902 ved Det
kgl. Teater og udnævnes til kgl.
Skuespillerinde.
Men Statsscenen baade tiltrækker og
frastøder hende, anvender hende i nogle
Aar, bortgemmer hende i ligesaa mange.
Dog Publikum bliver i hvert Fald ikke
troløs mod hende, og i ikke faa Roller
behersker hun Scenen saaledes, som kun
den, der er født til den, formaar. Hun
viser Orientalerindens forføreriske Ynde som
Scheitan Emisresin i Holger Drachmanns
»Ved Bosporus», Hollænderindens
Skælmeri i Goldonis »Tilfældet har Ret», hun
er Oehlenschlägers Dina og Edv. Brandes’
Asgerd, men svigter heller ikke som den
muntre, københavnske, trallende
Tjenestepige Birgitte i P. A. Heibergs gamle
Sangspil »Kinafarerne», ja selv Papagena i
»Tryllefløjten» findes blandt hendes Roller.
Vaudevillens Forening af Ord og Toner
klæder selvfølgelig Nitouches
Fremstiller-inde, og hos J. L. Heiberg er hun baade
Sophie i »Nej», Christine i »Et Eventyr i
Rosenborg Have» og Madame Voltisubito
i »Recensenten og Dyret». Hun ejer Vid
og Ynde, den pludselige Overgang fra
Sol-skinssmil til Regnvejrs-Muthed og formaar
at lægge et Skær af Poesi over Vaudevillens
tit saa grove Skæmt.
Hun higede videre i disse Aar, da
Statsscenen balancerede mellem nyt og
gammelt og ikke kunde bestemme sig for
nogen af Delene. Hvad hun ejede af
ubrugt Kraft, skaffede sig et spontant
Udtryk, da hun kom til at spille Rita i »Lille
Eyolf». Stykket forsvandt hurtig igen, og
det var tilsammen taget ikke mange Gange,
hun udførte Rollen, men den staar i
Erindringen blandt hendes ypperste, en
Oplevelse ved Smertens Dybde og det
Perspektiv, hun i Digterens Aand havde lagt
gennem Figuren. Denne Rolle burde have
banet hende Vejen til mange lignende,
men Henrik Ibsens Skuespil var for Teatret
kun literært Pynt og fristede ikke til nye
Eksperimenter.
Selv den mindste Opgave formaaede
Rita i Lille Ey o lf.
Oda Nielsens mærkelig frodige Evner at
gøre stor og adle. Der findes i den yngre
Dumas’ Lystspil »Damernes Ven» en ung
Frøken Hackendorff, som fortæller om sit
trivielle Liv: hvorledes hun føres i Teatret
for at høre »Troubaduren» snart paa fransk
og snart paa italiensk. Denne Rolle
spillede Oda Nielsen saaledes, at man senere
syntes at have kendt den unge Pige, som
hun pludrede og kvidrede med et
halvkvalt Suk over sin forpjuskede Tilværelse.
IV.
Teatret forstod ikke at pleje dette
perfektible Talent, hvis Evner rakte saa vidt.
Hun syntes tilsidst en Trope-Kolibri, der
havde forvildet sig ind i en Voliere af
plejede Stuefugle. Den daværende
Teaterchef udtrykte det saaledes, at Oda Nielsen
553
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
