Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Hippolyte Taine. 1828—1893. Af Paul V. Rubow - II. Forfatterskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pa ici V. Rubow
Men Bogen er fuld af Efterretninger og
alskens gavnlig Lærdom, som Turister kan
drage Nytte af; og nogle Gange lægger
Professoren Pegepinden fra sig og fortaber sig
i Intuitioner, der er en stor Tænker og
Digter værdige. Her er et skønt Exempel, lige
karakteristisk for Taines Tankegang og Stil,
som jeg citerer i Georg Brandes’ værdige
Gengivelse:
Kunstens Herlighed er kun fantastisk, Naturen
er mere end fantastisk; thi det Fantastiske er blot
en Sygdom i vor menneskelige Hjerne. Naturen
vedligeholder og udvikler sig selv, sund og stadig,
uafhængig og fuldkommen, virksom og klar, det er
Alt hvad vi kan sige. Dersom vi skulde vove at
sammenligne den med noget menneskeligt Værk, da
maatte det være med visse græske Gudebilleder;
de er sig selv nok, som den er sig selv nok. Vi
kan ikke elske den; thi vore Ord passer ikke paa
den og naaer den ikke. Den er udenfor os,
ligegyldig imod os; vi kan kun betragte den, som vi
betragter hine Tempelbilleder, stumme, med blottet
Hoved, for i vor Aand at indprente dens fuldendte
Form, og styrke vort skrøbelige Væsen ved
Berøring med dens Udødelighed. Hvad er et Museum
Andet end en Række af Gravmæler, et Maleri, en
Statue, en ’ Bygning Andet end et Erindringstegn,
som en dødelig Slægt ængstelig sætter sig selv
for at forlænge sin flygtige Tilværelse ved et
Mindesmærke, der staar lige saa stærkt for Fald som
den selv? Derimod over for Vandene, Himlen,
Bjergene føler man sig Ansigt til Ansigt med fuldendte
og altid unge Væsener. Tilfældet har ingen Magt
over dem; de er de samme som paa den første
Dag; det samme Foraar vil hvert Aar med fulde
Hænder skænke dem af sine Safter. Vor Svaghed
rejser sig foran deres Styrke, og vor Uro stilles ved
Skuet af deres Fred. Igennem dem aabenbarer sig
den ensartede Kraft, der udfolder sig i Tingenes
Foranderlighed og Omdannelse. Over for den store og
frugtbare Moder, hvem intet forstyrrer, fordi Intet
er uden for hende, udvikler sig i Sjælen en Følelse,
en dyb og hidtil ukendt. Selve dens Grundvold
kommer for en Dag. De utallige Lag, som Livet
har afsat over den, alle Levningerne af Lidenskaber
og Forhaabninger, alt det menneskelige Skarn, der
har ophobet sig paa Overfladen, svinder bort.
Sjælen bliver enfoldig; den genfinder de ældste Tiders
Instinkt, de ubestemte, ensformige Ord, som fordum
satte den i Forbindelse med Guderne, de naturlige
Guder, der lever i Tingene; den føler, at alle de
Ord som den siden har sagt eller hørt, kun er
indviklet Snak, kun Øjeblikkets Udbrud, kun Støj paa
Gaden, og at, dersom der er et Minut som er
sundt og attraaværdigt i Livet, saa er det det i
hvilken Sjælen glemmer den store Myretues
Summen og Plagerier, og, som de gamle Vise sagde,
opfatter Klodernes Harmoni, det evige Verdensalts
Hjertebanken.1
Imellem Taines Skrifter staar dette store
Værk som en Overgang fra Rejsebøgerne til
1 Stedet er rimeligvis paavirket af Goethes
Afhandlinger om Naturen fra 1780 og om Granitten
fra 1784.
hans kunstfilosofiske Arbejder, der
indeholder de vigtigste Bidrag til hans Æstetik. Det
er en Serie smaa Bind, udkomne med et Aars
Mellemrum: Philosophie de l’Art (1865),
Philosophie de 1’art en Italie (1866), De
ridéal dans l’Art (1867), Philosophie de
l’art des Pays-Bas (1868), philosophie de 1’art
en Grèce (1869). De blev samlede i to Bind
i 1880 og er oprindelig holdt som
Forelæsninger paa École des Beaux-Arts, en
Omstændighed som vist forklarer Diktionens
ganske ualmindelige Verve og Glans. De
unge Kunstnere i Auditorierne i rue
Bonaparte er endnu i vore Dage Verdens
fordringsfuldeste Publikum, men ogsaa
taknemlige mod den, der formaar at rive dem med^
Og Taine var deres Afgud.
Skønt det var Synd at sige han smigrede
for deres Smag. Han foredrog dem sit
System, der ikke kan have interesseret dem
meget, da det er rent filosofisk og aldrig
indeholder noget om den artistiske Enkelthed.
Men Taine forgyldte Pillen ved at illustrere
de tørre Læresætninger med en Række
Landskabs- og Billedbeskrivelser, som
undertiden hæver sig til den Højde han havde naaet
i Bogen om Pyrenæerne. Taine var en saare
erfaren Stilist, han havde studeret den
maleriske Stils Fif som et Fag for sig;
desværre har han aldrig samlet sin rige Viden
om Skrivekunstens smaa Hemmeligheder:
han ansaa det for under en Tænkers
Værdighed at fremstille det blot
Haandværksmæs-sige.
Hans Doktriner er i al Korthed følgende:
Kunstens Opgave er at efterligne Naturen,
men denne Efterligning skal ikke være et
Aftryk. Kunstværket indskrænker sig heller
ikke til at efterligne Delenes Forhold; de
allerstørste Skoler forandrer dem med Vilje.
Kunstneren ændrer planmæssigt Delenes
Forhold for at lade en væsentlig Egenskab
træde frem. Denne væsentlige Egenskab er
altsaa ikke fuldstændig udtrykt i Naturen;
derfor opstaar Kunsten og raader Bod
derpaa.
Videre undersøges Kunstværkets
Tilblivelse, og Loven om Milieuernes Indflydelse
opstilles og forklares ved Hjælp af fire
historiske Tilfælde: det gamle Grækenland og
Skulpturen, Middelalderen og Arkitekturen,
det syttende Aarhundredes Frankrig og
Tragedien, det nittende Aarhundrede og
Musikken.
Skriftet om Idealet i Kunsten har til For-
220
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
