Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Hippolyte Taine. 1828—1893. Af Paul V. Rubow - II. Forfatterskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hippolyte Taine
maal at forklare den ulige Værdi af
Kunstværker der er i lige Grad determinerede og
nødvendige, at give et Kriterium at dømme
efter, et Inddelingsprincip. Efter Taine er
Kunstværker mere eller mindre værd i
Forhold til i: o Karakterens Væsentlighed (det
filosofiske Princip), 2:0 dens Gavnlighet
(det moralske Princip), 3: o Virkningernes
Sammenspil.
Ene det sidste er jo et egentlig
kunstnerisk Princip, og netop den Side af Sagen har
Taine ikke gjort stort ved — det var noget
mere haandværksmæssigt. For at yde ham
Retfærdighed maa man imidlertid supplere
disse Udviklinger med den æstetiske Teori
som er nedlagt i Afhandlingen om La
Fontaine, navnlig tydeligt i den reviderede
Udgave af 1861. De store Kunstneres Storhed
beror paa, at de fremstiller den mest almene
Idé i den mest sanseligt levende Form. Jo
videre Kunstneren spænder til begge Sider,
des højere er hans Rang. »Ved Kunstnerens
Hjælp kommer vi til at se disse Gestus, at
høre dette Tonefald, at fornemme de tusinde
umærkelige og flygtige Enkeltheder som ingen
Biografi, ingen Anatomi, ingen Stenografi
kunde gengive; og vi rører ved det
uendeligt Smaa som ligger paa Bunden af enhver
Sansning. Men ved hans Hjælp kommer vi
samtidig til at gribe Karaktererne, fatte
Situationerne, gætte de oprindelige og
hersken-ke Egenskaber som konstituerer eller
omdanner Folkeslag og Tidehverv, og vi naar til
det uendeligt Store som indeslutter enhver
Ting. Han staar paa een Gang ved begge
Yderpunkterne, i de partikulære Sansninger
hvormed Erkendelsen begynder, og i de
almene Ideer hvori Erkendelsen munder ud.»
I denne dybsindige Lære er tillige givet et
Program for naturalistisk Kunst.
Mest beundringsværdig ved Taines sidste
System er den Frugtbarhed hvormed de
gamle Teorier her paa ny er anvendt i andre
teoretiske Omgivelser. Særlig optræder den
herskende Evne virkningsfuldt. Man vil
bemærke, at Taine har valgt at lægge den til
Grund ogsaa for Vurderingen af
Kunstværker — hans Æstetik er normativ; at han
anbringer den i Kunstværket og ikke i
Kunstneren — hans Æstetik er objektiv; og at
han lægger den i Stoffet, ikke i Formen —
hans Kunåtlære er i alt væsentligt en
Ind-holdsæstetik.
Ved saa at sige at gøre den kunstneriske
Opfattelse af Tingene identisk med den vi-
denskabelige, og ved mange andre Træk,
viser Taine som Æstetiker sig at være Elev
af Hegel. Man genfinder da i denne Fløj af
hans Lærebygning hans Tænknings
almindelige Tendens: Forening af højspændt
Idealisme med massiv Realisme. I denne Alsidighed
og Evne til at forlige de største
Modsætninger, specielt til at mægle mellem den tyske
Spekulation og den engelske Realisme, saa
Taine noget karakteristisk for den franske
Aand.
Der er en enkelt Idé i Kunstbøgerne, som
har særlig Interesse for Taines Biograf.
Han viser hvordan hver Epoke udtrykker
sig i en »personnage regnant», en typisk
Skikkelse, der resumerer dens Evner, Behov
og karakteristiske Tendenser. Denne Person
er bestandig kun ufuldkomment realiseret i
det virkelige Liv, men Kunsten stræber at
frigøre den eller tilfredsstille den, fremstille
den i sine Værker, fremkalde den ved sit
Exempel i Publikum (Taine vidste godt, at
ikke alene efterligner Kunsten
Virkeligheden: Virkeligheden efterligner ogsaa
Kunsten). Den samme Teori, en dybsindig
Variant af Læren om Geniet som et Resumé,
fremkaldt af Stofæstetikkens Behov, har
Taine ogsaa udviklet i den definitive
Udgave af Essais de critique et d’histoire fra
1866, hvor han sammenligner den med
Saint-Hilaires Teori om Analogierne og Enheden
i Kompostionen, altsaa drager en zoologisk
Parallel. Denne Idé er interessant: thi det
er Taines sidste Idé.
Efter Udarbejdelsen af sine
kunstfilosofiske Skrifter har han offentliggjort lige
saa mange Bind som indtil da. Adskillige
opfatter det Taine senere har skrevet som hans
sande Hovedværker. Men hvis — i det
mindste efter 1870 — Tonen er skiftet,
Fremstillingsmaaden til en vis Grad ændret, Stoffet
gennemgaaende nyt, saa vil man forgæves
søge efter en virkelig ny ledende Tanke.
Taine kunde forandre hvad man populært
kalder Meninger, d. v. s. de forskellige
Farver af det Private som Interesser, Humør,
Helbred, ydre Tilskikkelser o. lign. sætter
paa en og samme uforandrede Grundidé. Men
nye Elementer i hans Tænkning, nye
Kategorier i hans ’System, dem finder man ikke
mere. Han leverede nye, større Slag, men
med de samme Tropper og efter de samme
taktiske Principper som før.
Heri er intet i og for sig mærkeligt. Der
er faa Exempler, om overhovedet nogen, paa
221
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
