Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - H. N. Andersen. 10. September 1852—30. December 1937. Af J. Østrup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. N. Andersen
Kraft, blev den Jord, de gik paa, stadig mere
vulkansk, og selve hint Arbejdes Intensitet
bidrog væsenligt hertil. Den forøgede
Produktion maatte nemligt uundgaaeligt ogsaa
forøge Vigtigheden af Spørgsmaalene om
Markeder og Vejene dertil, netop det, som
der er bleven kæmpet om, saa langt som
Historien kan huske tilbage.
Og saa oprandt det store Sammenstød, der
gav H. N. Andersen Lejlighed til at udføre
sit Livs største politiske Bedrift; atter her
bekræftedes Schiller’s Ord, at Manden vokser
med sit større Formaal.
En tysk To-Frontskrig mod Frankrig og
Rusland vilde lade Danmark lige saa uberørt
som Krigen i 1870, fordi Tyskland overfor
begge disse Magter vilde være overlegen til
Søs, takket være Nord-Østersø-Kanalen. Men
med et Sammenstød mellem Tyskland og
England stod Danmarks Skæbne paa Spil.
Det var klart, at Danmark fremfor alt vilde
søge at fastholde sin Neutralitet, men
næsten lige saa vigtig som denne var den
økonomiske Handlefrihed; for overhovedet at kunne
leve maatte Danmark kunne købe og sælge
baade i Vest og i Syd At holde begge disse
Veje aabne, samtidigt med at eget
Territoriums Ukrænkelighed bevaredes, blev da den
danske Udenrigspolitiks meget kombinerede
og meget vanskelige Opgave. Med
Minespærringen af Bælterne den femte August
1914 havde Danmark oretaget et Skridt, der
— i alt Fald i første Omgang — maatte gøre
Indtryk af mest at være til Fordel for
Tyskland, og dette gjorde naturligvis ikke den
Del af Opgaven lettere, som skulde løses i
London.
Det var især den danske Eksport, det drej
-ede sig om; hver af de to store krigsførende
Modstandere maatte ønske selv at faa det
Hele og navnlig ønske, at den Anden slet
ikke fik noget. Og jo mere det gik op for
England, at Blokaden, Indespærringen,
Udsultningen vilde blive dets virksomste Vaaben
i den vældige Kamp, desto mere maatte dette
Ønske blive levende her.
For Danmark gjaldt det altsaa om at faa
de ledende Mænd i England til at forstaa, at
det i Virkeligheden var i dette Lands egen
Interesse, at en Del af de udførte danske
Landbrugsprodukter gik til Tyskland; maatte man
ellers ikke risikere, efterhaanden som
Mangelen paa Fedtstoffer blev følelig i dette
indespærrede Land, at Tyskerne efter at være
gjort desperate ved Synet. af den dejlige
Mængde Fødevarer, der hver Uge gik over
Nordsøen til de engelske Havne, brød frem
og besatte Danmark for selv at tage det Hele ?
Saa vilde England oven i Købet udsættes for
at faa en bred tysk Angrebsfront rykket
uhyggeligt nærmere. Hvis man i England gav sin
Tilslutning til denne Betragtning, maatte
Danmark naturligvis paa sin Side give
Garantier for, at de hertil indførte Varer ikke gik
videre til Tyskland, saa at der paa dette
Lands Nordgrænse vilde blive et Hul i
Blokadens vidt spændende Ring.
Det var paa disse Linier, at det
diplomatiske Forsvar for Danmarks delvise
Imødekommenhed til begge Sider maatte bygges op.
Overfor Tyskland var Danmarks Stilling
lettere at begrunde; man var her glad ved at
have sin Nordgrænse dækket af en under alle
Omstændigheder neutral Ståt, og det oven i
Købet en velvillig Nabo, hos hvem mail
altid kunde faa en Del haardt tiltrængte Ting
at købe; saa maatte man finde sig i, at det
allermeste af de i Danmark producerede
Fødemidler gik til England. Det vilde under
alle Omstændigheder ikke være tilraadeligt
at skræmme Danmark saa stærkt, at dette
Land af Angst for et tysk Angreb aabnede
sine jydske Havne for et engelsk
Ekspeditionskorps. Disse Overvejelser fandt navnlig Sted,
inden Tyrkiets Indtrædelse i Verdenskrigen i
Slutningen af Oktober 1914 helt forandrede
Situationen ved at flytte det sø-strategiske
Tyngdepunkt fra Østersøen til det østlige
Middelhav.
I London var man i de øverste
Regeringskredse gennemgaaende venligt indstillet mod
Dronning Alexandra’s Fædreland, men i den
britiske Marine var der adskillige, som holdt
paa, at naar Blokeringen skulde være
systematisk og fuldstændig, maatte ogsaa Danmark
gøres til et Led i Blokadens Kæde; kunde man
ikke faa et allieret, krigsdeltagende Danmark,
vilde et Danmark, som man kunde behandle
som Fjende, være at foretrække for et neutralt.
Til at modarbejde disse Betragtninger og
til at sikre sig, at den britiske Regering i sin
Krigspolitik gjorde de danske Anskuelser til
sine, fandt Danmark i Alvorens Stund den
bedst egnede Månd i H. N. Andersen. Han
var ikke Diplomat af Profession, men han
havde blandt Orientens Købmænd i en lang
Aarrække gennemgaaet den bedste
diplomatiske Skole, som tænkes kunde. Og her var
jo netop et Felt, hvor hans Yndlingsteori
om Gensidighed som al sund Forretnings
11—Ord och Bild, 47 :e årg.
161
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
