Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Per Langes Lyrik. Af Harry Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Andersen
og give Udtryk for ophøjet Skønhed og den
guddommelige Ide. Der er Glød og Storm,
lyse og mørke Toner i Per Langes »græske»
Digte. I »To Gudinder» spotter Afrodite
Athene og spørger, hvem af dem der skænker
den største Lyst. Athene griber harmfuld
efter sin Lanse og æsker to Mænd; den ene
er af dem, som Kvinderne kaarer til
»Enehersker over Hjertets Ve», den anden har
vundet Visdom ved sin Glædes Død. Det
fast opbyggede og fortræffelige Digt slutter
saaledes:
Men da Athene roligt bad dem dømme
og uden Vaklen vise deres Mod,
laa Elskeren ved hendes Kjortelsømme
mens Vennen kyssed Afrodites Fod.
I disse Digte tvinges Stoffet ind i
harmonisk og klar Form; Per Langes Formsans —
der er en saa irdpræget arkitektonisk Virkning
i månge af hans Vers — hans sikre og smidige
Sprogbehandling fejrer her Triumfer. Det
er ikke blot noget, som er blændende gjort,
men det er et Sind i Bevægelse, det er Sangens
Gåve til at binde Synerne i Ord, »Poesiens
Mystik».
Digteren Otto Gelsted har udgivet en
Samling Digte, som han kalder Dansens Almagt
(1921). Ogsaa Per Lange har digtet om
Dansens Almagt. I det græske Afsnit i Orfeus
findes et Digt »Dansen»; Dansens Rus kan
ikke have sin Rod i Fløjtens Tone og den
klare Streng, men Klangene kommer fra
fjerne Egne hos de dansende selv:
De flyder viljeløst paa Dansens Strøm
med vage Blikke og med udbredt Haar
som var de dukket af Døden nu . . .
Men naar Dansen stilner, søger Sjælen hjem,
og den føler i Tryghed, at alt er som før.
Et af Per Langes skønneste og mest gribende
Digte er »Danserinden» fra Kaos og Stjternen.
Det begynder med disse Vers, som sikkert
har givet Samlingen det Navn, der taler
om Stoffet og Formen:
Alt kan vi naa, naar vi ser dig,
du stridende Stjærne,
tumle paa Mørkets Rand
i Trods med Kaos og Død.
Ting som før var fjerne og dunkle og
»Almagtens Ord» sværmer omkring os.
Danserinden vrister Former ud af Natten, Former
som endnu lyser af Skabelses-Fryd og Hede.
Med et staar hun stivnet, fandt hun Ro i
Formen? Men hendes gyldne Lemmer
rammes igen af Storm. Bøjet over sit Indre
søger hun skjulte Kilder. Digtet slutter:
Men du segner tilsidst;
Jorden ejer dig atter,
nu er det os, der brænder
mens du synker udslukt ned.
Du skal glemme din Flugt,
men Mindet om dine Flammer
skal gives os Dansens Lethed
og Ildens L’saarlighed.
Denne Strofe viser hvilke Højder Per Lange
har naaet i sin Kunst. Hans Lyrik er
betydelig, den har en mørk Glød, en brændende
Uro, en smertefyldt Higen; der er Ve bag
den strenge Form, som er klar og ædel med
klassisk Lys over sig.
Det er Toner, ikke strømmende og rige,
men stærke og til Tider næsten haarde og
metalliske, fra en Ener i de senere Aars
danske Poesi.
438
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
