Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - I Tragediens Tegn. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
af Tyverne, men den sved i Øjnene paa
Publikum af i Dag som besk Tørverøg.
Indviet-hedens forstaaende Latter klang op imod
dette Optrin og steg igen til et Brøl, da Dr.
Knock som Rosinen i Pølseenden
overbeviste sin arme Forgænger om, at ogsaa han
var dødssyg, og derefter i Triumftog vandrede
frem i Projektørlyset, fulgt af sin Stab — som
en af Øjeblikkets politiske Heroer at skue.
Desserten ved Holger Gabrielsens
Festmiddag, Noel Cowards »Det er saa yndigt»,
er kun en Spøg, en dramatiseret Anekdote
om en brav Månd, Vejviser i et Stormagasin,
som er blevet lokket og narret ind i et
Ægteskab og nu i femten Aar har siddet ved sin
Families morgensure Frokostbord sammen
med sin sjuskede og dovne Kone, sin
forkælede og snottede Datter og sin
edderspændte Svigermor, som Clara Pontoppidans
Hænder havde formet til et Monument over
selve Begrebet Svigerheksen. Holger
Gabrielsen spillede det rare og pæne Mandfolk, som
disse træske Fruentimmere holder
slavebundet inden for deres Tryllekreds. Men nu
har han besluttet at bryde ud. I første Scene
ser vi ham ved Frokostbordet i den graa
Morgen i den lille, londonske Forstadsvilla.
Beslutningen staar allerede tegnet paa hans
Ansigt. Som ung drømte han om et Liv paa
Rejser, om en Stilling som Stewart paa
Oceanfarere. Nu skal Drømmen føres ud i
Livet. Om Aftenen vender han hjem igen
efter at have drukket sig Mod til i to
Whiskysjusser og holder Storvask med
Hjemmefronten. Den stille, pæne Månd sprænger
Lænkerne og læser Kvindfolkene Teksten.
Og saa vandrer han med sin Attachétaske
og sin Paraply for sidste Gang ud ad
Gadedøren for at begive sig ned til Skibet, der skal
føre ham til hans Sydhavsø, mens den
hulkende Familie sidder alene tilbage. Gabrielsen
ridsede et elskværdigt Billede af denne
Oprører. Han fik det engelske hos ham frem —
Gabrielsen ejer jo en enestaaende Evne til
at gengive Nationaliteternes Særpræg — og
man mærkede ogsaa bag det graa Tøj og det
graa Ansigt det bævende Udlængselshjerte,
et Passatvindspust af Poesi.
Aarets anden Komedieforestilling paa Det
kgl. var Gudmundur Kambans Grandezza.
Det kongelige Teater ser ud til at ynde
Hr. Kamban. Tidligere paa Aaret gik hans
»Komplekser» over Scenen, frelst i Land i
bevidstløs Tilstand af Poul Reumerts
sprudlende morsomme Fuldmægtig i Landbrugs-
ministeriet. »Grandezza» stod ikke til at
redde. Det Materiale, Kamban har fundet
frem, er ellers ikke til at kimse af. Det
rummer oplagt dramatisk Grundstof. Det handler
om en Krigsfange, som vender hjem fra
Makedonien uden sin Hukommelse. Den har han
mistet ved et Granatchok, siger han. Hjemme
i Italien begynder to Kvinder at rives om ham.
Sikken et Væld af virkningsfulde Situationer,
dette Stof byder paa! Der er Genmøderne med
de to lige paastaaelige Hustruer, en fornem
Modehandlerinde og en jævn
Grønthandlerske; der er Møderne mellem Konerne
indbyrdes; der er Gensynet med en Arvetante,
Stykkets morsomst tænkte Optrin, men
desværre ogsaa kun tænkt. Krigsfangens to
Valkyrier indvikler sig i en Proces, der deler
Italiens Land i to stridende Lejre, og
Sensationspressen puster til Ilden. Publikum ulmer
derimod kun svagt og uinteresseret under
disse krigeriske Begivenheder. Dramatisk set
er »Grandezza» den rene Plukfisk. Desuden
har Kamban en underlig tommelfingret
Maade at skrive Repliker paa, som ofte gør
dem halvt uforstaaelige og aldrig
pointespidse og rammende. De indlagte Vitser maa
karakteriseres som hambré.
Fuldstændigt katastrofal faldt Sidsteakten
ud. Heri afsløres det, at den hukommelsesløse
Krigsfange i Virkeligheden er en
sydamerikansk Dramatiker, som har skrevet tolv
Stykker for Skrivebordsskuffen — lige saa
mange som Kamban selv, der dog har faaet
alt for stor en Del af dem opført.
Dramatikeren konstaterer om sig selv, at han er et
Kva-litetsmenneske, men det førte ikke til noget
her i Verden. Først da han satte sig paa
Sensationens Ryg som den usle Fugl paa
Ørnens, blev han omtalt, Heldet tilsmilede
ham, og Verden tilbad ham. Denne
overraskende Vending i »Grandezza»s Luntetrav
kom i Sandhed som en Overraskelse paa
begge Sider af Rampen, for Krigsfangen havde
ikke haft en eneste Scene, hvori han røbede
nogen som helst menneskeligt værdifuld
Egenskab. Nu maatte han i en Monolog paa
en halv Time paastaa, at han besad en ædel
og ophøjet Sjæl og tolv uopførte
Kvalitets-dramaer. Det lød ikke meget sandsynligt.
Kedeligt var det desudenved. Jeg har aldrig
hørt saa mange Ord falde vingeskudte i
Orkestergraven.
Paa Uriaposten som Krigsfangen stod
Johannes Meyer, og han stod sig. Han spillede
mere diskret, end jeg længe har set ham —- og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
