Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 34. Om Sidliarnat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
129
i det aabne Hav. Omsider, da de vare nær ved at omkomme af
Sult, dreve de til en ubekjendt Kyst og slåp iland. Da de paa Lykke
og Fromme søgte efter Mennesker, kom de over en Landtunge og
saae et lille Huus med eet Vindue; derpaa sagde Sidliarnat: »lad dem
kun først gjøre mig til Bytte,« og han gik foran dem og ind i Huset.
Men der traf de blot et Par gamle Ægtefolk som de eneste Beboere.
De fire Mænd satte sig paa Brixen, men da ingen af dem talede et
Ord, betragtede den gamle Mand dem, og efterat have blæst sin Aande
paa dem, sagde han: «hvorfra ere I komne?« Da sagde Sidliarnat:
»Fra Landet hiinsides Havet gik vi paa Isen efter Fangst, da kom
Sydostvinden og drev os herover. Vi tre ere Brødre, den fjerde der er
blot vor Ledsager.« — Da sagde den Gamle til sin Kone: »Naar
man har vandret, pleier man at blive sulten,« og han tilføiede Ord,
som de ikke forstode. Men Konen tog en Gryde, hentede lidt Spæk,
kogte det, øste det op i en Bakke og satte det frem. Skjøndt nær
ved at vansmægte, toge de dog kun ganske lidt til sig, men senere
satte hun rigtig Mad frem for dem, og derpaa begyndte den Gamle
saaledes: »Vor eneste Erhverver bliver længe borte. Vi have nu længe
ventet paa ham, for en Maaned siden gik han paa Fangst, og endnu
er han ikke kommen tilbage; blot han ikke har truffet paa slette
Mennesker.« — Da han talte saa, tænkte Gjæsterne: »hvad mon det
er for Folk, vi ere hos?« Det var nemlig Bjørne i
Menneskeskikkelse. — Derpaa fik de denne Gamle til deres Pleiefader. En
Aften, da de alle vare hjemme, hørte de en ’ Stemme udefra, som
sagde: »jeg vil ind.« Derpaa skyndte den Gamle sig ud og kom siden
ind, med sin Søn ved Haanden; denne saae meget bleg og mager ud.
Da han havde spiist lidt, lagde han sig paa Sidebrixen, og der blev
han liggende i flere Dage, endelig en Morgen stod han tidligt op og
var da bleven fed igjen. Nemlig alle hans Indvolde vare nu komne i
ham igjen. Derpaa spiste han, fik sin tidligere Skikkelse og blev
deres Forsørger igjen. Han pleiede at gaae tidligt ud og bragte
mange Fjordsæle, men saaes aldrig med noget Vaaben. Da de nu
havde været dér i mange Vintre, sagde den Gamle en Aften til den
ældste Broder: »da du var et lille Barn, dengang du blev født, hvad gav
man dig da til Amulet?« Sidliarnat svarede: »da jeg blev født, gave mine
Forældre mig til Amulet en Aadselmaage, som søger efter Aadsler
paa det ydre Hav.« Derpaa sagde den Gamle: »du vil sikkert komme
hjem igjen.« Ligeledes sagde den anden Broder: »vi have alle tre
den samme til Amulet.« Men da han spurgte deres Ledsager, og
denne svarede, at han havde til Amulet en Ravn, som vender sig ind
imod Landet, for at søge efter Aadsler, sagde han: »du kommer vist
aldrig til dit Hjem igjen.« — Henad Vinteren pleiede den Gamle at
Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn. 9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
