Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 34. Om Sidliarnat - 35. Om en Enke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
131
de Efterladte bleve nu glade, fordi de saae dem igjen, som de alt
saalænge havde opgivet. De spurgte ogsaa om deres Ledsager, men
fik til Svar, at ham havde de efterladt hiinsides Havet. — Da deres
Koners nye Mænd bleve bange, sagde de: »vi ville ikke gjøre eder
Fortræd, vi takke eder fordi I have forsørget vore Efterladte«. Men
Konerne bleve dem tilbagegivne. Om Vinteren glemte de Bjørnen.
Engang begyndte de at tale om den, da sagde Mændene, som alle
vare hjemme: »en Bjørn kryber op paa Strandbredden!« Da de toge
Vaaben frem, sagde Brødrene: »Lad os først, see paa den.« De gik
derpaa ud og gjenkjendte strax hiin Bjørn. Da sagde de: »Lader
den være, bruger ikke Vaaben, uden den vare vi ikke komne hjem.
Det var den som befordrede os hertil igjen, bereder Føde for den.«
Da de talte saa, lode de den være. Da Bjørnen var kommen op,
satte den sig ved Husets Indgang, med Hovedet vendt indefter.
Derpaa lagde de hele Sælhunde ned for den, og bøde den at æde, og
alle Mændene satte sig omkring den, og lode den være deres Gjæst.
Da den nu havde fortæret Sælhundene, blev den liggende for at sove
sin Mættelse ud, og Børnene legede omkring den. Derpaa aad den
atter og reiste sig saa, fulgte sine Spor ned til Havet, gik tilsøes,
og blev senere ikke seet mere. Sidliarnats Slægt fik senere mange
Børn og levede længe, fortælles der.
35. Om en Enke.
En Mand havde mistet sin lille Søn. For at glemme sin Sorg
reiste han sydpaa, og ved hver Vinter plads, han kom til, erkyndigede
han sig, om der ikke fandtes en Navne til hans Søn, og han vedblev
at reise til han omsider kom til Folk, der havde et Barn med samme
Navn som hans Søn; hos dem tog han Vinterophold. Engang
anskaffede han sig en Kniv til den lille Navne, og naar han indbød
Mændene til Maaltid hos sig, og de toge Knive frem, og der saa
manglede, tog han dog ikke den lille Navnes Kniv i Brug. Engang
da der saaledes havde været Selskab og han skulde eftersee Knivene,
saa manglede den, som han satte saa stor Priis paa; den var nemlig
stjaalen. Ilan sendte Bud og lod sige, at man skulde bringe ham den
igjen, men der var ingen, som vidste noget om den. Da han anden
Gang sendte Bud, lod han sige, at hvis Kniven ikke blev bragt, vilde
han forhexe dem. Men han fik den heller ikke; derpaa hexede han
over dem alle. Da nu en af de Samboende, et ungt Menneske, blev
syg og laa paa Dødsleiet, sendte han Kniven, og døde derefter. Men
nu hørte Eiermanden, at de andre vilde dræbe ham. Da sagde han til
9*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
