Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 41. Om de to eenlige Brødre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162
Træ, som var sat fast i Jorden; dette benyttede han dog ikke til at
knuse ham paa, men kastede ham midt ud blandt Tilskuerne, saa at
Blodet strømmede ud af hans Mund. Da blev der Larm blandt
Mæng-den, nogle jublede, andre græd, og da de gik ned, trængte man sig
om Seierherren, blot for at faae Lov til at røre ved ham og naar
han saa vendte sig om, sagde de: »du skal til Tak faae mine Vinder.«
Men han forstod ikke hvad de meente dermed. Da hans Svigerske
mærkede, at han var træt, sagde hun: »aa han har ingen Kræfter,
men den yngre Broder derimod, ham kan han ikke kaste, naar han
ligger paa Knæ.« Derpaa raabte de imellem hverandre: »eder ville
vi have til Herrer, siden vi nu ingen anden Herre have.«
Saaledes forbleve de da nu paa deres nye Boplads, gik i Kajak
og fulgtes altid ad. Da det blev Vinter og Havet frøs til, gjorde
Mændene paa Pladsen en Dag deres Redskaber istand til
Vinterfangsten, men de deeltoge ikke deri, fordi de ikke kjendte noget til den
Fangemaade. Dagen efter gik alle Mændene ud paa Isen, og henad
Aften saaes den ældste af Mændene komme tilbage, slæbende to
sort-sidede Sælhunde efter sig og i en saadan Fart, at de neppe berørte
Isen. Alle de andre holdt sig tilbage , og kom først senere tilsyne,
gaaende paa Rad; det var nu saaledes Skik hos dem. Nogle havde
en Sortside, andre en Blaaside eller en Fjordsæl. Dagen efter fulgte
de Fremmede med ud paa Isen for at see den nye Fangemaade. Først
langt ude fra Land opdagede de Frostrøg og kom til aabne Vaager,
og langs Kanten af disse vare Hvalrostænder fastgjorte i Isen; det
var disse, som de havde kaldt deres Vinder. Den Ældste sagde: »I
maae ikke kaste efter de større Sælhunde, en lille Fjordsæl kunne I
tage, men jeg vil kaste efter de store.« De adløde ham, og da de
hver havde sat Harpuner i en Fjordsæl, vandt de deres Fangeremme
op omkring en Hvalrostand og fastgjorde den. Da alle de fangne
Sælhunde vare dræbte, gjorde de dem istand til at slæbes og begave
sig alle paa Hjemveien, idet de lode den Ældste gaae foran. Men ikke
langt fra det aabne Vand vendte lian sig om og sagde: »nu kuune 1
gaae efter Behag«, og derpaa Høi han afsted som ført af Vinden, og
forsvandt. Alle de øvrige fulgte efter i en Række, men kom først
seent hjem. Da de vare komne ind, sad den Ældre der, tog et Fad
med kogt Kjød frem under Brixen, og satte det for dem med de Ord :
»Maden er nok ikke god mere, den er bleven tør af at staae
saalænge.« De Fremmede spiste kun lidt, og holdt saa op, fordi de
syntes at Maden var bleven tør; men de besluttede nu at gjøre
Gjengjæld. Den følgende Dag gik de atter ud til de aabne Steder; men
denne Gang fangede hver af de fremmede Brødre to af de store
Sælhunde. Mændenes Ældste sagde: »I ville nok ikke komme hjem før
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
