Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 60. Den eenlige Kajakmand - 61. Kasiagsak, den store Løgnhals
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184
en Bolig i Forraadshuset; men derefter blev det streng Vinter, hele
Havet frøs til, og Enkens Søn holdt op med at gaae paa Fangst.
Omsider havde de opbrugt hele deres Forraad af Sælhundekjød, men
Enken havde endnu nogle faa Angmaksat og en lille Pose med Spæk.
De kunde derfor ikke hver Dag spise tilstrækkeligt; i tre Dage spiste
de kun ganske lidt, nemlig om Aftenen uddeelte Enken Angmaksat
saaledes, at Sønnen fik to og en halv, Datteren og hun selv hver een
og en halv. Formedelst Enkens Sparsommelighed spiste de saaledes
lidt ad Gangen, men de omkom ikke, da de fik ganske lidt Spæk
dertil. Saaledes levede de i tre Dage, den fjerde Dag kunde de ikke
finde deres eneste Mandfolk; han var nemlig gaaet op paa de høie
Fjelde paa Udkig. Da han kom tilbage om Aftenen, gjorde han sine
Vaaben istand, og den næste Dag kom han slæbende med en stor
Hvidfisk paa Isen. I deres Glæde gave Moderen og den lille Datter
sig strax til at flense, men alt som de flensede, sagde Datteren: »jeg
fryser.« Hun havde nemlig faaet Hvidfiskeblod i Støvlerne, men
Moderen sagde alligevel, at hun skulde vedblive at hjælpe hende. Lidt
efter sagde Datteren, at Fjeldene viste sig dobbelt for hendes Blik.
Da først bød Moderen hende at gaae op i Huset, men ligesom hun
bukkede sig, for at gaae ind i Huusgangen, knækkede hun midt over,
og døde paa Stedet. Om Aftenen manede Sønnen over den Døde.
Moderen havde nemlig ikke vidst at han var Angakok. De slukkede
Lampen, og han manede og skaftede hende Liv og Sundhed igjen.
Medens de endnu boede her, tog han sin Pleiesøster til Hustru, og de
døde der, uden at være saarede.
61. Kasiagsak, den store Lognlials.
Kasiagsak, som boede i et stort Huus sammen med mange
Er-hververe, var en ussel Stakkel, som aldrig kom hjem med Fangst.
Hvergang han var ude i Kajak, havde hans Kone, som hed Kitlagsuk,
ingen Ro paa sig, men løb idelig ud, for at see, om Kasiagsak ikke
skulde bringe noget paa Slæb, men han kom gjerne tomhændet.
Engang da han var i Kajak, saae han en sort Plet paa et Stykke Driviis,
og da han roede nærmere, saae han at det var en lille Sælhund. Først
vilde han til at kaste den, men lagde saa Harpunen tilbage og sagde
til sig selv: »Aa! den lille Stakkel, det kunde jo være, at den
allerede var saaret af en Anden, maaskee behøver jeg blot at jage den
ned i Vandet, saa taber den Veiret og jeg behøver bare at gribe den.«
Derpaa gav han sig til at raabe, og Sælhunden var ikke seen til at
smutte i Vandet, dukkede under, og kom op igjen lige foran Spidsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
