Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 62. Den Gjenoplivede, som kom til Ingnersuït - 63. Ordlavarsuk, som vilde efterligne Angakut
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
190
ham, og han bød dem, ikke at vende Oinene fra Forstævnen af hans
Kajak, naar de roede mod Klippen. Strax bragte de Reisegodset ned
til Baaden, og droge afsted; da de roede imod Klippeskrænten,
aabnede den sig, og de saae indenfor en Baad liggende paa Støtten, og
en Strandbred med Steenhobe, og et yndigt Land med Boliger, foran
hvilke der laa opdynget Kjød og Hvidfiske-Mattak. Da de saae dette,
glemte de af bare Glæde hvad der var sagt dem; de saae sig om —
pludselig var alt forsvundet, og de løb med Baaden lige imod
Brat-ningen og knækkede dens Stævn, og alle, som sadde i Baaden, faldt
omkuld. Pleiesønnen kom til dem og sagde: »nu kunne vi ikke mere
følges ad, men hist paa det fremspringende Trin af Bratningen skulle
1 nu bygge eders Huus, de ville nok forsyne eder med Levnetsmidler.«
— Derpaa byggede de Huus og bleve der, og hver Dag bragtes der
dem færdig Mad i Foræring.
63. Ordlavarsuk, som vilrie efterligne Angakut.
Ordlavarsuk gad først ikke høre noget om Angakut, fandt heller
ikke Behag i Aandemanen, og vilde ikke deeltage deri. Engang drog
han paa Besøg til en fremmed Plads, og da det blev Aften, begyndte
de Folk, som han besøgte, at mane Aander, og vilde have deres
Angakok til at øve sin Konst. De tildækkede Vinduerne og slukkede
Lamperne, hvorpaa deres Angakok begyndte, medens Pigerne
istemmede høirøstede Sange. Da Ordlavarsuk først begyndte at deeltage
deri, tik han Smag derpaa og syntes, at Pigernes Sang var smuk at
høre, og da han skulde hjem, misundte han dem, som forstode sig
derpaa, og ønskede selv at være Angakok, men vidste ikke, hvorledes
han skulde bære sig ad. Endelig begav han sig engang paa en
Fodvandring, for at see om han paa Angakuts Viis kunde fremmane en
Tornak. Da han var kommen langt bort til et afsides Sted, raabte
han med høi Røst: »en Tornak, en Tornak!« — og da han, staaende
paa en Græstue, havde raabt dette, tik han endelig Svar. I sin Glæde
løb han hen i den Retning, hvor Stemmen kom fra, og raabte: »hvor
er du?« Stemmen svarede: »her!« — og da han vedblev at løbe, saae
han omsider et Menneske af uhyre Skikkelse, og med en Hætte saa
stor som Forstævnen af en Baad; i Haanden holdt han en Stav, som
han stødte mod Jorden med et vældigt Drøn. Da Ordlavarsuk saae
dette, blev han bange og flygtede ned mod Havet, medens Aanden
forfulgte ham. Da han kom til Strandbredden, var der en lille 0
nær ved Land, som ved lavt Vande var landfast med samme, men nu
ved høit Vande var adskilt ved et Løb. Da der ingen anden Udflugt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
