Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 107. Rensjægerne i Kangerdlugsuak
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•295
raske Folk, med Undtagelse af en gammel Ungkarl, en krumbøiet
Stakkel. Medens de oplioldt sig der, øvede deres Angakok sin Konst,
men besvimede derved og tabte sin Bevidsthed. Da han ikke drog
sin Aande mere, meente Narsamiutterne, at han var død, men hans
Folk sagde, at saaledes var det ofte Tilfældet med ham; han kunde i
lang Tid ligge uden Bevidsthed. Men medens de ventede paa at han
skulde vaagne, mærkede de omsider, at han blev ganske stiv, og saa
først begyndte hans Folk at jamre sig, og de bare ham ud af Teltet
og stode om ham i en Kreds, begrædende ham, medens
Narsamiutterne vare Tilskuere. Men den stakkels Krøbling kom pludselig i
Bevægelse, kunde ikke være rolig, men gik grædende ned og satte sig
ved Siden af Angakokkens Kajak, greb hans Vaaben og kastede med
hans Harpun, idet han udraabte: »Ak! huske I dog hvorledes han
kunde kaste!« — Og han greb i Kajakken og gik saa atter op igjen.
Omsider bleve Narsamiutterne kjede af at see dem staae og græde.
De sagde: »naar et Menneske er i den Tilstand, er der intet mere at
gjöre, I burde indsvøbe ham til Begravelse!» Derpaa klædede
Qvin-derne Liget i et dobbelt Sæt Klæder og de sagde, at han skulde
følge med dem, og de gave ham Vanter paa, som vare forsynede med
Vinger. Men Krøblingen bJev ved at gaae omkring, hylende og
grædende, snart ned til Kajakken, hvor han atter tog fat paa Vaabnene,
snart op til Teltet, idet hau jamrede: »hvor ere de, som indsye ham,
jeg seer dem ikke!« — Narsamiutterne sagde atter: »naar et
Menneske er i den Tilstand, er der intet mere at gjøre, holder op med
eders Klage!« — Krøblingen sagde: »gode Mennesker sige til os, at
han vil komme derhen hvor der er godt, lader os nu være stille!« —
Og de troede ham og begrove den Døde i Taushed og bare alle hans
Sager nnder Armene hen til Graven og nedlagde dem tillige. Da de
reiste bort fra Stedet, saaes en stor Skygge svæve hen over dem.
Der fortælles endvidere, at da de kom til Amerdlok blev en af deres
Qvinder gift med en Mand, som boede dersteds. Hendes Moder sagde:
»I ville faae megen Hjælp af hende, hun er mageløs til Arbeide og
som Roerske. Naar hun roer, saa skummer det omkring hendes Aare
og det er som om hun naaede Bunden med den.« — Men da hun
havde været i nogen Tid hos sin Mand, mærkede denne, at hun
hverken forstod det ene eller det andet, og han forskjød hende derfor og
sendte hende tilbage til sine Slægtninge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
