Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Advent (aduentus Domini, Herrens Komme) - Adventister - adventitia - adventiv - Adventivkrater, d. s. s. Parasitkrater - Adverbium - Advers - adversa fortuna - adversaria - Advertiser - Advis - ad vivum - advocatus dei - advocatus ecclesiæ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med violet Tøj (Kirkens Sørgefarve), og
Præsterne, der forretter Altertjenesten, klædte i
samme Farve; først paa den sidste
Adventssøndag erstattes det med rosafarvet. Om
Adventstidens Ordning har man ikke kunnet enes.
I den græske Kirke varer den 6 Uger ligesom
Fasten, i den rom. og evang.-luth. 4 Uger. De
Reformerte, som ikke har noget egl. Kirkeaar,
fejrer slet ikke A. Bl. Protestanterne har kun
Anglikanerne bevaret Fasteskikken. Fra 6. Aarh.
begyndte den vesterlandske Kirke at regne
Kirkeaaret fra A., medens det tidligere regnedes
fra Paaske. Den græske Kirkes Nytaar
begynder derimod 1. Septbr.
L. M.
Adventister, en religiøs Sekt, der tror paa
Herrens snare Genkomst. De staar i
Forbindelse med ældre Retninger, men deres egentlige
Stifter er William Miller, som fra 1831 vandt
mange Tilhængere i Nordamerika og forkyndte
Verdens Undergang til Tiden mellem 21. Marts
1843 og 21. Marts 1844. Da det ikke gik i
Opfyldelse, forlod mange ham, og han blev
udstødt af Baptistsamfundet, men efter hans Død
(1849) voksede A.’s Tal igen. De har spaltet
sig i forsk. Partier, bl. hvilke maa nævnes
»Den syvende Dags A.«, der helligholder
Sabbaten. »Syvendedagsadventisterne«’s
Hovedkvarter er Washington, hvor Generalkonferencen,
der er øverste Myndighed, holdes. Under
Generalkonferencen staar i 1913 25
»Unionskonferencer« og under disse 120 »Konferencer«
foruden en hel Del »Missionsmarker«. De
missionerer især ved Sanatorier, idet en sund
Levevis og Brugen af naturlige Midler ved
Sygdommes Behandling er et fremtrædende
Led i deres Anskuelser og Praksis, ved
Skoler, hvoraf de har c. 90 foruden over 600
Børneskoler, og ved Forlagshuse, hvorfra der i
1913 udbredtes Skrifter i 91 forsk. Sprog. I
Danmark og Norge begyndte A. at missionere
1877, og til den skandinaviske Unionskonference
hører Danmark med 23 Menigheder, Norge med
28. Sverige med 31. Finland med 10 og Island
med 1, der tilsammen har 3496 Medlemmer.
De har en skandinavisk Missionsskole i
Skodsborg, hvor de har et meget besøgt Sanatorium,
de har ogsaa et Sanatorium ved Frederikshavn
og i Kria. For Danmark og Norge udgives i
Kria »Evangelisk Sendebud« og »Sundhedsbladet«.
Enhver A. skal give Tiende af sine
Indtægter til Samfundet, der desuden modtager
Gaver og har Indtægter af store Plantager i
Sydamerika og af Fabrikation, især af
Fødemidler. A. giver store Bidrag til
Missionsvirksomhed især i Hedningelande; de skandinaviske,
der har Abessinien som særlig Missionsmark,
ydede i 1912 over 30,000 Kr. dertil. Skriften er
for A. Sandhedens eneste Kilde; Barnedaab og
al Overlevering forkaster de.
L. M.
adventitia (Tunica a.) er Navnet paa
Blodkarrenes yderste Hinde. Den bestaar
hovedsagelig af Bindevæv og er navnlig udviklet i de
større Pulsaarer.
adventīv (bot.), egl.: hvad der bryder frem;
anvendes om Rødder og Knopper, der bryder
frem paa Steder, hvor saadanne ellers ikke
plejer at vise sig. Se Knop og Rod.
Adventivkrater, d. s. s. Parasitkrater.
Adverbium er i Gramm. Benævnelsen paa en
Ordklasse. Den danske Benævnelse er Biord.
En stor Del Adverbier er uoprindelige som
saadanne, idet de er opstaaede af Kasusformer:
stundom (opr. Stundum, Dat. Plur. af
Stund), især (opr. i sig ɔ: i sig selv, Dat.),
— Adverbier, der ender paa -lig
(fredelig), havde i Gammeldansk alm. Endelsen
-lige (fredelige, at leve fredelige).
Men ved Siden heraf optræder den fra Plattysk
laante Endelse -en (fredeligen). Den vandt
stadig mere Hævd og holdt sig i vort
Skriftsprog til langt ind i 19. Aarh., men maa
vel nu betragtes som opgivet. I sv. Skriftsprog
har Endelsen -en derimod vedligeholdt sig
urokket. Ofte bruges som adverbial Endelse -t
(fredeligt), dannet i Lighed med andre
Adjektiver, hvor Intetkønsformen bruges som
A. (at leve godt).
P. K. T.
Advers kaldes paa en Mønt Forsiden (med
Regentens Billede e. l.) i Modsætning til
Revers (Bagsiden). Se Mønt.
adversa fortuna (lat.), Modgang, Uheld.
adversaria hed hos Romerne Kladdebogen,
hvori Indtægter og Udgifter indførtes for den
løbende Maaned; ved Maanedens Udgang
overførtes de i tabulae, Hovedbogen. I moderne
Latin bruges Ordet om den Lærdes spredte
Optegnelser i Anledning af hans Læsning; deraf
som Bogtitel »Bemærkninger« (f. Eks. Madvig’s
adversaria critica).
H. H. R.
Advertiser (eng.) [↱ädvəta^izə ell. ädvə↱ta^izə],
Anmelder; den, der bekendtgør. A. bruges som
Titel paa eng. Dagblade
(»Avertissementstidende«).
Advis, Underretning. Bruges om den
Meddelelse, som Udstederen af en Veksel giver den
paatrukne om Udstedelsen. At give saadan
Meddelelse kaldes at advisere Vekslen.
ad vīvum (lat.), egl. et medicinsk Udtryk
»ind til det levende Kød«; i Talemaaden a. v.
resecare, at skære ind til Kødet ɔ: at tage det
for nøje med noget.
advocatus dei, advocatus diaboli, Guds
Sagfører, Djævelens Sagfører. Inden en til
Kanonisation foreslaaet, afdød Mand ell. Kvinde
optages bl. Romerkirkens Helgener, undersøges
det, om Vedk. er værdig dertil. Ved denne
Undersøgelse faar een Person i Ærinde at
anklage den til Kanonisation foreslaaede, en anden
at forsvare ham, Forsvareren er a. dei,
Anklageren a. diaboli (se Helgen).
L. M.
advocatus ecclesiæ, Kirkefoged,
kaldtes i Middelalderen den Lægmand, der paatog
sig at være Beskytter for en kirkelig Stiftelse,
varetage dens ydre Sager og værne dens
Ejendom. Pave Gregor den Store var ivrig for alle
Vegne at indsætte saadanne »Defensorer«, og
i de urolige Tider søgte Præstestanden selv til
mægtige Mænd som Advokater. Grundlagde
Stormænd Kirker og Klostre, overtog de som
oftest selv at værne dem. a. e. blev saaledes
Patron med Højhedsret over Kirken; i St. f.
at være Kirkens Tjener indsatte han Biskop,
Abbed og Præst, og til Skade for Kirken plejede
han ofte sine egne Interesser. Kirken ønskede
derfor Frigørelse. Karl den Store fremmede
dens Bestræbelser, og nu valgte Kirker og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
