Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Andersson, Nils, sv. Maler (1817-65) - Andersson, Nils Johan, sv. Botaniker (1821-80) - Andersson, Ola, svensk Politiker, f. 1837 - Anders Sunesøn, Ærkebisp og Skolastiker, (c. 1167-1228)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Akademiprofessor. Fra A.’s Haand har man en Del
gode Landskaber med Dyr; Nationalmuseet i
Stockholm ejer fl. Billeder af ham (»Oksedrift
fra Småland«, »Sorundabønder«).
A. Hk.
Andersson, Nils Johan, sv. Botaniker
(1821—80). A. blev 1846 Docent i Botanik i
Upsala, 1855 Demonstrator botanices i Lund og
Aaret efter Intendant ved Rigsmuseets botaniske
Afdeling samt Prof. ved »Bergianske trädgården«
i Stockholm. A. foretog talrige Rejser saavel i
Sverige og Lapland som i mange fremmede
Lande; 1851—53 deltog han som Botaniker i
Fregatten »Eugenie«’s Verdensomsejling (»En
verldsomsegling, skildrad i bref«, 1853—54). Bl.
A.’s plantegeografiske Arbejder bør fremhæves:
Conspectus vegetationis Lapponiae (1846) og
»Galopagos-Øernes vegetation« (1855). I øvrigt
gjaldt hans videnskabelige Virksomhed navnlig
Floristik; han udgav saaledes Salices Lapponiae
(1845), »Nordamerikas pilarter« (1848),
»Skandinaviens Cyperaceer och Gramineer« (1849—52),
On east Indian Salices (1860), Monographia
Salicum (1867), Salicineae (i de Candolles
Prodromus, 1868). 1849—51 og 1863 redigerede han
»Botaniska Notiser«. Ogsaa som Forf. af botaniske
Lærebøger har A. haft Bet. for sv.
Botanik; han udgav »Lärobok i Botanik« (1851—53)
og »Inledning till Botaniken« (1859—63),
»Atlas öfver den skandinaviske florans naturliga
familjer« (1849), »Väggtaflor« (1861—62) og —
i Forening med Lektor Thedenius — »Svensk
skolbotanik« (1857—63).
A. M.
Andersson, Ola, svensk Politiker, f. 1837 i
Skaane, i hvis politiske og kommunale Liv han
har gjort en meget betydelig Indsats, ligesom
han ogsaa i høj Grad har fremmet skaansk
Landbrug og Folkeoplysning. 1871—83 var han
Amtsraadsmedlem, 1871—84 Medlem af
Rigsdagen, hvor han hurtig indvalgtes i de
forskelligste Komitéer og Udvalg. I mange Aar ledede
han den svenske Nationalbanks Malmöafdeling.
I de senere Aar har A. været bosiddende i
Malmö og Medlem af Byens Raad. 1889—1912
var han desuden Sparekassedirektør. Det var
A., som tog Initiativet til Oprettelsen af
Sydsveriges første Højskole, »Hvilan«, i hvis
Styrelse han har været Formand, siden Skolen
stiftedes 1868.
A. M. D.
Anders Sunesøn, Ærkebisp og Skolastiker,
f. c. 1167, d. Skt Hans Dag 1228, hørte til
Skjalm Hvide’s navnkundige Æt. Hans Fader
var Sune Ebbesøn (d. 1186), en af de gæveste
Høvdinger paa Vendertogene og Valdemar I’s
tro Raadgiver. A. voksede op paa den fædrene
Gaard, Knardrup, i Nordsjælland. Tidlig blev
han sat til Bogen. Ynglingeaarene tilbragte han
efter Absalon’s Tilskyndelse med filosofiske og
teologiske Studier i Paris, fortsatte dernæst med
at studere Retsvidenskab i Italien og England
og tog atter til Paris, hvor han nu vandt Ry
som Lærer. Efter sin Hjemkomst blev han
(senest 1194) Kong Knud’s Kansler og Domprovst i
Roskilde. Sakse fremhæver i Forordet til sin
Danmarkskrønike, at A. S. ved sin overlegne
Dygtighed hævede Kanslerembedet til noget
langt højere, end det før havde været. Som
Kansler fik A. et saare vanskeligt Hverv: Den
franske Konge Filip Augustus havde forskudt
sin Dronning, Ingeborg, Kong Knud’s Søster;
nu blev A. og den gamle Abbed Vilhelm fra
Æbelholt sendt til Italien for at faa Paven til at
sætte de franske Prælaters Skilsmissedom ud af
Kraft (1194), og de vandt virkelig Pave
Cølestinus III for den danske Kongedatters Sag;
men han udrettede ikke det mindste over for
den mægtige franske Konge. Da drog de danske
Afsendinge selv til Frankrig (1195); men i Dijon
blev de grebne, berøvede deres Brevskaber og
kastede i Fængsel. Cistercienserne udvirkede
vel deres Løsladelse, men deres Henvendelse
til Kongen var aldeles spildt. Efter Hjemkomsten
fra denne sørgelige Sendefærd var A.
sysselsat med den danske Kirkes mangfoldige
Sager. Da Absalon døde 21. Marts 1201, blev A.
hans Efterfølger som Ærkebiskop i Lund. Paven
stadfæstede ham tillige som Sveriges Primas og
sendte ham Palliet, det ærkebiskoppelige
Værdighedstegn. Snart efter besteg Valdemar II
Tronen, A. kronede ham, og var hans Forhold
til den store Konge end ikke jævnbyrdigt med
Venskabet mellem Absalon og Valdemar, saa
vandt han dog tilbage, hvad Ærkesædet under
Eskil havde maattet afstaa til Kronen. A.’s
Anseelse var ualmindelig. Flere Gange gjorde
Paven ham til sin særlige Legat i Norden, fremfor
alt for at han med des større Vægt kunde virke
for Mission og Korstog. Innocentius III indbød
ham til det store Lateranmøde 1215, og da A.
undslog sig, irettesatte den store Pave ham; A.
S. maatte da give Møde i Rom. I sin Styrelse
var A. S. ivrig for de kirkelige Ideers
Gennemførelse, men tillige sagtmodig, mild og
fredsommelig. Sammen med sin Broder, Biskop Peder
mæglede han Forliget 1203, hvorved Lauenburg
blev overgivet Valdemar II, imod at Grev Adolf
III af Holsten blev frigivet, og senere virkede
han for den oprørske Biskop Valdemar’s
Løsladelse (1206). A. S. naaede ikke lidet m. H. t.
den danske Kirkes Fremme. Paa et sjællandsk
Kirkemøde fik han vedtaget Love om Bod og
Kirkeorden, i sit Ærkestift fik han gennemført
Bispetiende, der havde kostet Absalon haarde
Kampe, og ved mild Formaning og sit eget
rene Eksempel fik han Præsternes Cølibat
stærkere gennemført. I denne sidste Sag havde han
Støtte af den pavelige Legat Gregorius de
Crescentia, der paa et Møde i Slesvig 1222 fik
Præsteægteskaberne fordømt og Præstebørnene
gjort arveløse. A. S. var heldig med Udøvelsen
af sit Primat over den svenske Kirke. I Lund
viste han sine store Evner som Prædikant og
Lærer; han hævede Domskolen og testamenterede
den sin værdifulde Bogsamling. Det var
ogsaa for de Unges Skyld, han skrev sit
Hexaëmeron. Særlig Bet. fik A. S. som
Korstogsprædikant og Leder af Missionen blandt Ester og
Kurer; næst Valdemar II var han Hovedmanden
i dette store, danske Foretagende. Fra 1203
prædikede A. Korstog mod Esterne, der havde
dristet sig til Landgang i Bleking, og 1206 fik
han af Paven Tilladelse til at indsætte en
Biskop over de Folk, han maatte omvende. S. A.
var han med Kong Valdemar paa et Sejrstog
til Øsel, men der grundlagdes dog ikke noget
dansk Herredømme over Øen; A. S. drog
dernæst til Riga, hvor han holdt teologiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
