Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anders Sunesøn, Ærkebisp og Skolastiker, (c. 1167-1228) - Andes, se Gordilleras - Andesin, se Feldspat - Andeslt, en Eruptivbjergart, optræder som Lavastrømme - Andeskæl, se Rankefødder - Andetræk, i Jagtsproget Vildændernes Vandringer Morgen og Aften - Andhrimne, d.s.s. Andrimne - Andhrimner, et satirisk-kritisk-litterært Ugeblad, som 1851 udkom i Kria
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forelæsninger for de tyske Missionspræster og
raadede dem til Mildhed mod Hedningerne; 1207
vendte han tilbage til Danmark. Senere var A. S.
med paa Valdemar II’s store Tog til Estland
1219, forestod Daaben af de Ester, som
underkastede sig, og overværede det berømte
Volmerslag. Sagnet fortæller senere, at
Ærkebispen under Kampen havde knælet paa en
Høj med oprakte Arme; men da han ikke
mægtede mere at hæve dem, veg de Danske;
hans Præster støttede ham nu, og
pludselig dalede Dannebrog ned fra Himlen
og blev Sejrsmærke for Kong Valdemar og hans
Mænd. Efter at Kongen var vendt tilbage med
det meste af Hæren, blev A. i Estland og
grundlagde Bispestole. Men snart viste der sig
Vanskeligheder, som han ikke kunde magte. Esterne
faldt fra Kristendommen og belejrede de Danske
i Reval, og kun Hedningernes Frygt for nogle
Skibe, der var i Opsejling, friede A. S. og den
danske Besætning af Kniben (1221). Den lærde
A. S. duede ikke til Hærfører, og under
Rivningerne med Biskop Albert af Riga og de tyske
Sværdriddere kom han ogsaa til kort som
Politiker. Mismodig og ramt af Spedalskhed
vendte han tilbage til Danmark, og hans Hu
stod blot til at trække sig tilbage. Da Paven
ikke godkendte Valget af hans Efterfølger, fordi
det ikke var sket regelret, styrede han
Embedet endnu 1223. Netop da blev Valdemar II
overlistet paa Lyø og ført til Tyskland som
Fange. Den ulægelige Sygdom hindrede A. S. i
at gribe Styrelsen under den nationale Ulykke,
han var blot med til at paakalde Pavens Hjælp,
og dernæst tog han Afsked med Verden. Lunds
Domkapitel havde han skænket rige Gaver, og
af en af sine Gaarde i Lund havde han
grundlagt det første Dominikanerkloster i Danmark
(1222). Sine sidste Aar levede han, næsten som
Eneboer, paa Ivø i det østlige Skaane. Der
endtes hans Lidelser. Han blev jordet i det
nordre Sidekor af Lunds Domkirke. A.’s
Forfattervirksomhed er ikke banebrydende, og i
Verdenslitteraturen indtager den ikke nogen høj
Plads, men dog er han Danmarks eneste store
middelalderlige Teolog. Hovedskriftet er
Hexaëmeron ɔ: de 6 Dage, et dogmatisk, lat.
Læredigt paa 8040 Heksametre, delt i 12 Afsnit og
handlende ikke blot om Skabelsen, saaledes som
Titelen antyder, men om Treenigheden,
Menneskets oprindelige Tilstand og dets Fald, om
Kristi Menneskevordelse, om Dyder og Laster,
Frelse og Fristelse, Salighed og Fordømmelse
(udg. ved M. C. Gertz [Kbhvn 1892]). De lat.
Vers er ulastelige, men selvfølgelig lidet
poetiske; Indholdet er laant fra de gængs
skolastiske Lærebøger og for saa vidt uoriginalt, men
præget af Tidens højeste kirkelige Kultur. Et
andet dogmatisk Skr. om de 7 Sakramenter,
kendes nu kun af Navn; det maa have suppleret
Hexaëmeron. A. skrev endvidere nogle smaa,
latinske Digte til Jomfru Maria’s Pris i fr.,
skolastisk Smag, men lettere og friskere end
Hexaëmerons tanketunge Heksametre. Endelig
forfattede han en lat. Bearbejdelse af den
skaanske Lov, et Vidnesbyrd om hans Lovkyndighed,
men ogsaa om hans Forkærlighed for
kanonisk Ret, der skulde være den verdslige
Rets Herskerinde. Her ses den store Forskel
paa ham og Absalon; hos A. S. havde Udlandets
Kultur saa fuldstændig faaet Overtaget over det
hjemlige. (Litt.: F. Hammerich, »En
Skolastiker og en Bibelteolog fra Norden« [Kbhvn
1865]; A. B. Nilson, »A. S. och hans ö«
[Malmö 1911]).
H. O.
Andes [↱an-], se Cordilleras.
Andesin, se Feldspat.
Andesit, en Eruptivbjergart, optræder som
Lavastrømme, Dækker og Gange ved mange af
Nutidens og Fortidens Vulkaner. Hovedbestanddelene
er Kiselsyre (55—70 %), Lerjord (13—21 %),
Jernilter (3—9 %), Kalk 3—7 %) og
Alkalier (under 8 %). Ved Størkningen opstaar
herved en Blanding af Mineraler, mellem hvilke
kalkholdige Feldspater og mørke, jernholdige
Mineraler spiller Hovedrollen; efter det
overvejende af de sidste adskiller man Biotitandesit,
Hornblendeandesit, Hyperstenandesit og Augitandesit. I
de kiselsyrerige A. findes jævnlig Kvarts, og
Bjergarten kaldes da Dacit. I mindre
Mængder optræder som Bestanddel Magnetjern o. a.
Mineraler, desuden oftest mindre ell. større
Mængder af Glas, hurtig afkølede Partier kan
endog overvejende bestaa af Glas. Strukturen
er i Reglen porfyrisk, idet større Krystaller
(»Strøkorn«), især af de nævnte Hovedmineraler,
ligger indstrøede i en oftest tæt Grundmasse,
hvis Bestanddele ses ved Mikroskopets Hjælp.
Farven kan variere fra ganske lys til helt sort.
A. staar Basalten nær; begge forekommer oftest
i samme Vulkanomraade og er forbundne ved
Overgange; Grænsen sættes efter
Kiselsyreprocenten, som hos Basalt er under 55 %.
Andesitiske Bjergarter fra ældre (før-tertiære),
geologiske Perioder har ofte et noget afvigende
Udseende p. Gr. a. de Forandringer, de i
Tidens Løb er undergaaede, og udskilles under
Navn af Porfyriter fra de egl. (tertiære
og yngre) A. I Skandinavien er A. kun fundet
i Helsingland (Sverige); af betydeligere
Forekomster i det øvrige Europa kan nævnes de
udslukte Vulkanomraader i Ungarn, Siebengebirge
ved Bonn, Auvergne i Frankrig, Cabo
de Gata i Spanien og den endnu virksomme
Vulkan Santorin i det græske Archipelag. En
langt større Rolle spiller dog A. i
Andes-Bjergene (hvoraf Navnet), Sunda-Øerne o. m. a.
Vulkanegne uden for Europa.
(N. V. U.). O. B. B.
Andeskæl, se Rankefødder.
Andetræk. Herved forstaas i Jagtsproget
Vildændernes Vandringer Morgen og Aften. Om
Morgenen trækker de fra Kær og Moser til
Indsøer og Hav, om Aftenen atter tilbage. Trækket
begynder i Slutn. af Aug. og varer ved til
Frostens Indtræden.
S. F.
Andhrimne [↱and-], d. s. s. Andrimne.
Andhrimner var Navnet paa et
satirisk-kritisk-litterært Ugeblad, som 1851 udkom i Kria,
udg. anonymt af P. Botten-Hansen,
Henrik Ibsen og A. O. Vinje. Bladet, hvis
Nr. 1 udkom 5. Jan. 1851, hed i første Kvartal
»Manden«, senere A. Dets sidste Nummer
udkom 28. Septbr 1851. Det var i dette Blad, at
Ibsen under Pseudonymet Brynjolf Bjarme lod
sine første Digte trykke. Ogsaa enkelte af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
