Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ankjær, Stefan, dansk Officer (1820-1892) - Anklagejury, Grand jury - Anklagemyndigheder, Paatalemyndigheder - Anklageproces, d.s.s. Akkusationsproces
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Forslag til Organisation af den danske Armé«.
Allerede tidligere var A. optraadt som Forf., idet
han 1858—63 udgav »Geografisk-Statistisk
Haandbog« og fl. Afh., deriblandt en Fremstilling af de
nordiske Rigers Stridskræfter (1860). Foraaret
1865 blev A. Stabschef ved 2. Generalkommando,
1867 Oberst af Generalstaben og 1871 Chef for
20. Bataillon, hvornæst han Efteraaret 1874
udnævntes til General og Chef for 1. jyske
Brigade. Efter 1884 at have kommanderet
Øvelsesdivisionen i Jylland, udnævntes han 31. Jan. 1885
til Generalløjtnant og kommanderende General i
2. Generalkommandodistrikt, medens han kort
Tid efter blev Storkors af Dannebrog; 1888 tog
han sin Afsked. — A. var 1856—63 Medlem af
Rigsraadet for Kbhvn og af Rigsdagens
Folketing 1861—62 og 1863—64 for Ribe Amts 2. Kreds,
af Rigsraadets Landsting 1864—65—1865—66 for
2. Kreds og af Folketinget for Viborg Amts 2.
Kreds fra 1872, til han blev General, da han
opgav sin politiske Virksomhed.
P. Nw.
Anklagejury [-ri], se Grand jury.
Anklagemyndigheder, se
Paatalemyndigheder.
Anklageproces (d. s. s.
Akkusationsproces, akkusatorisk Proces) er
Navnet for en særegen Ordning af
Straffeprocessen. A. danner Modsætningen til
Inkvisitionsprocessen. Forskellen bestaar — naar
de to Processer opstilles i deres Renhed — deri,
at Inkvisitionsprocessen overlader
Straffeforfølgningen paa alle dens Trin (Forundersøgelse,
Tiltale og Dom) til Dommeren, medens A. benytter
sig af særlige Anklagemyndigheder (Statsadvokat,
offentlig Anklager), der besørger Forundersøgelsen
og beslutter Tiltale, saaledes at Dommerens
Opgave i A. indskrænkes til at fælde Dommen
paa Grundlag af det af Anklagemyndighederne
tilvejebragte Materiale. I denne skarpe
Modsætning findes Principperne dog i Alm. ikke
gennemførte; oftest vil de være modificerede, idet
Inkvisitionsprocessen i hvert Fald i egl.
kriminelle Sager overlader Tiltalen til særlige
Organer, medens omvendt A. bl. a. af processuelle
Hensyn tildeler Dommeren en vis Rolle allerede
under Forundersøgelsen.
Saaledes som Forholdet herefter i Reglen
fremtræder, viser Modsætningen mellem A. og
Inkvisitionsprocessen sig praktisk taget især
under Bevisets Tilvejebringelse. Under
Inkvisitionsprocessen er det Dommeren, hvem det
paahviler at oplyse Sagen, og han har derfor
gennem Forhør over Sigtede, Afhøring af Vidner,
Politiundersøgelse o. l. at søge at udforske
Sagens Sammenhæng. Under A. er det derimod
Anklagemyndighederne, der har Initiativet ved
Tilvejebringelsen af Beviset, dog under en vis
Samvirken med Dommeren, der varetager den
alm. Procesledelse og kan gribe supplerende ind
i Undersøgelsens Gang. Medens Undersøgelsen
staar paa, er Sigtede under A. i Alm. stillet
saaledes, at hans Forhold paa mange Maader
kan sammenlignes med Partens Stilling i
Civilprocessen; der kan saaledes ikke anvendes
nogen Tvang for at faa Sigtede til at forklare sig
i Sagen, der sørges oftest for at beskikke ham
Bistand ved en retskyndig Defensor, og han
har Ret til at forlange indhentet alle saadanne
Oplysninger, som er nødvendige for hans Tarv.
Fremgangsmaaden har derfor i det hele Form
som en Trætte, hvori Sigtede er den ene Part
og Samfundet, repræsenteret ved den offentlige
Anklager, den anden Part. Af disse Grunde
taler man sædvanlig om, at Sigtede i A. har
en Partsstilling, og opstiller ogsaa paa dette
Punkt A. som Modsætning til Inkvisitionsprocessen,
der i sin mest typiske Form kan være ordnet
saaledes, at Sigtede væsentligst er et blot
Bevisobjekt, der (eventuelt under Tvang) er pligtig
at forklare sig, og som ikke behøver at have
nogen selvstændig Ret til at kræve Oplysninger
indhentede. — Naar Forundersøgelsen er sluttet,
og Domsforhandlingen begynder, træder
Modsætningen mellem A. og Inkvisitionsproces noget
tilbage; thi ogsaa Inkvisitionsprocessen vil i
Reglen være indrettet saaledes, at der under
Domsforhandlingerne beskikkes Sigtede en
Defensor, der procederer Sagen med den af det
Offentlige beskikkede Aktor som Modpart.
Imidlertid vil dog som oftest A. ogsaa paa dette
Trin i en meget fundamental Henseende
adskille sig fra Inkvisitionsprocessen; dennes
Ordning vil nemlig hyppigst medføre, at Sagen
paadømmes af den samme Dommer, som har
foretaget Undersøgelsen og er ansvarlig for
dens Resultat, og som derigennem kan have
engageret sin Overbevisning og tabt sin
Uhildethed, hvorimod A. undgaar Risikoen ved denne
Dobbeltstilling.
Af det anførte vil ses, at A. — uanset
vekslende Procesformer — væsentlig hviler paa to
Grundtanker: dels Adskillelsen mellem Anklager
(Inkvisitor) og Dommer — dels Bestræbelsen
for under Forhørene at indrømme Sigtede en
saadan processuel Stilling, at der gives ham
Værn mod Overgreb fra Myndighedernes Side.
Det er disse Tendenser, der fornemmelig har
bevirket, at A. i Nutiden overvejende
foretrækkes som Ordning for Strafferetsplejen, og de
fleste af de Procesreformer, som forsk. Lande
i nyere Tid har gennemført, hviler da ogsaa
paa A.’s Principper. Dette gælder bl. a. for
Norges Vedk., hvor Reformen af 1. Juli 1887
gjorde Brud med det hidtil herskende
Inkvisitionssystem. I Danmark anvendes A. derimod
ikke. Opr. var vel A. i det væsentlige gældende
hos os ifølge den ved Christian V’s Danske Lov
(1683) etablerede Procesordning, der paa de
fleste Punkter var en Fællesordning for
Civilproces og Kriminalproces. Men i Løbet af 18.
Aarh. adskiltes de to Procesarter, og hver for
sig udviklede de sig efterhaanden til Ekstremer:
Civilprocessen endte med at fratage Dommeren
al Andel i Sagens Oplysning og lægge hele
dette Arbejde i Parternes egen Haand, saaledes
at der anvises Dommeren en saa godt som
passiv Rolle, indtil Sagen optages til Doms (jfr.
Forhandlingsmaksime).
Kriminalprocessen har derimod udviklet sig til den
modsatte Yderlighed og overdraget Sagens
Undersøgelse til Dommeren alene, i Reglen til samme
Dommer, som senere paadømmer Sagen, medens
Sigtede stilles som Bevisobjekt og først under
Domsforhandlingen faar beskikket en Defensor.
Saaledes har vor Strafferetspleje efterhaanden
akcepteret Inkvisitionsprocessens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
