Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Antinoos, Eupeithes' Søn, af fornem Byrd fra Ithaka - Antinori, Orazio, ital. Afrikarejsende og Zoolog (1811-82) - Antinosin, Nosofen-natrium, er Tetrajodfenolftaleinnatrium - Antinous, Stjernebillede i Mælkevejen, i Nærheden af »Ørnen« - Antiocheia (Antiochia), den mest kendte af de 16 Stæder, der bar dette Navn, laa i Nordsyrien - Antiocheia i Pisidien, paa Grænsen af Frygien - antiochensk Skole, kaldes en teologisk Retning i Oldkirken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Han blev den første, der ramtes af Odysseus’
hævnende Bueskud.
H. A. K.
Antinori, Orazio, ital. Afrikarejsende og
Zoolog (1811—82), studerede Naturvidenskaber,
deltog 1845 ivrig i den nationale politiske
Bevægelse i Italien, kæmpede ved Velletri mod
Neapolitanerne og tog Del i Roms Forsvar mod
Franskmændene. 1854 ledsagede A. Fyrstinde
Belgiojosa til Syrien og Smyrna og
gennemkrydsede herfra Lilleasien i alle Retninger,
1859 drog han til Ægypten og berejste sammen
med Carlo Poggia 1860—61 Øvre-Nillandene.
1867 blev han Medstifter af det italienske
geografiske Selskab, i hvis bulletino han beskrev
sin Rejse i Nubien. Efter at have overværet
Sues-Kanalens Aabningshøjtideligheder, berejste
han, sammen med Beccari, Bogos-Landet N. f.
Abessinien, hvilken Rejse han ogsaa beskrev i
bulletino; det zoologiske Udbytte overlod han
det ital. Museum og Zoologisk Have i Firenze.
1875 var han i Tunis for at undersøge Roudaire’s
Projekt om at sætte en Del af Sahara under
Vand. 1876 forlod han Neapel i Spidsen for
en af det italienske geogr. Selskab udrustet
Ekspedition til Schoa, hvor han grundede
Stationen Let Marefià, medens hans Ledsagere,
Cecchi og Chiarini, fortsatte Rejsen til Kaffa. Den
grundige Udforskning af Schoa i zoologisk
Henseende skyldes ham. (Litt.: G. Antinori,
Il Marchese O. Antinori [Perugia 1883]).
C. A.
Antinosin (C6H2J2ONa)2:C.C6H4CO.O,
Nosofennatrium, er Tetrajodfenolftaleinnatrium og faas
ved at opløse Nosofen (s. d.) i den beregnede
Mængde Natronlud og derefter udfælde med
Kogsalt. Det er et blaat Pulver, som ved
Opvarmning afgiver Vand og bliver lysebrunt. Det
er letopløseligt i Vand, i Vinaand og i
Glycerin. Den vandige Opløsnings blaa Farve
forsvinder ved Syre. Det virker antiseptisk og
har medicinsk Anvendelse enten som Strøpulver
ell. i Opløsning ved Sygdomme i Næsen,
Munden, Svælget ell. i Urinblæren.
E. K.
Antinous, Stjernebillede i Mælkevejen, i
Nærheden af »Ørnen«, som den nu almindeligvis
efter Flamsteed regnes sammen med som et
eneste Stjernebillede. Se Ørnen.
J. Fr. S.
Antiocheia [↱кæ^ia] (Antiochia), den mest
kendte af de 16 Stæder, der bar dette Navn,
laa i Nordsyrien ved Orontes, paa en Ø i Floden
og paa Flodens venstre Bred, 25 km fra Middelhavet.
A. anlagdes af Seleukos I omtr. 300 f.
Kr. efter Antigonos’ Fald ved Ipsos, hvorefter
Indbyggerne fra Antigoneia flyttedes til A., der
blev det syriske Riges Hovedstad og Kongens
Residens. A. udvidedes meget i den flg. Tid,
var regelmæssigt anlagt, havde mange Pragtbygninger,
hvorfor A. kaldes »den smukke« (kale).
En 36 Stadier lang, af Søjlehaller indesluttet
Gade strakte sig midt igennem Byen. Under
Antiochos Epifanes bestod A. af 4 Stæder med
egne Mure og fælles Ringmur. A. voksede endnu
stærkt under Romerne; den fik af dem
Autonomi, indtil den under Antoninus Pius blev
Koloni og Hovedstad for Roms asiatiske Prov.,
Møntprægested for Østen og Residens for
Kejserne, naar de opholdt sig i Østen.
Indbyggerantallet var over 500000. A. var bl. a. Sæde for
Industri; der forfærdigedes saaledes her Vaaben.
Derimod var A. ikke særligt Hjemsted for
Litt. og Kunst. I A. fremstod den første større
kristne Menighed uden for Palæstina; Navnet
Kristne kom her først i Brug. En anset
teologisk Skole fandtes i A. (se antiochensk
Skole). 252—380 afholdtes 10 Kirkeforsamlinger
i A. Byen hjemsøgtes oftere af voldsomme
Jordskælv, saaledes 148 f. Kr., 115 e. Kr. 260
indtog Perserne under Schapur A. og ødelagde
Byen, der dog genrejstes, men den indtoges
atter af Chosroes, der førte Borgerne til det
af ham anlagte Ny-A. ved Ktesifon. Justinian
opbyggede atter paa Stedet en Stad (Theūpolis)
og omgav den med en kolossal Ringmur med
130 indtil 25 m høje Taarne; 52 af disse staar
endnu, ligesom fl. af de gamle Porte. Omar
indtog Byen 638, Korsfarerne 3. Juni 1098,
hvorpaa Bohemund blev Fyrste af A. 1268 indtoges
den af Mamelukkerne. Senere, under Selim I,
kom A. under Tyrkerne. Det nuv. Antakia
indtager kun en mindre Del af den gamle Stad
(imod NØ.). Byen ødelagdes 1872 af Jordskælv;
den har nu 18000 Indb. Omegnen om A. er
frugtbar endnu den Dag i Dag; der er bl. a.
mange Frugttræer. 8 km fra det gamle A.
laa i en yndig Sidedal Lunden Dafne, et yndet
Udflugtssted i Oldtiden. Der var her et Tempel
for Apollo og Artemis (A. kaldtes p. Gr. a.
Dafne’s Nærhed ofte »A. Epi-Dafnes«. Til A.
hørte i Oldtiden Havnestaden Seleukia, men
den blev aldrig nogen god Havn. Nu hedder
Havnestaden til A. Suédié. NØ. f. A. ligger,
100 m o. H., den store, lidet dybe Sø ved A.
(tyrk. Ak-Denis) gennemsnitlig 30 km lang og
5,5 km bred. (Litt.: K. O. Müller, De
Antiquitatibus Antiochenis [Göttingen 1839—41]).
V. S.
Antiocheia [↱кæ^ia] i Pisidien, paa Grænsen af
Frygien, grundlagt under Antiochos den Store,
bekendt som Hjemsted for Dyrkelsen af
Maaneguden, Mon Askenas. I Romertiden var A. først
Fristad, indtil Byen under Augustus blev
Koloni under Navnet Cæsarea. Apostelen Paulus
besøgte A. paa sin anden Missionsrejse (Apostl.
Gern. 13, 14). Ruiner ved Jalvatsch.
V. S.
antiochensk Skole kaldes den teologiske
Retning i Oldkirken, hvis Midtpunkt var det
syriske Antiocheia, og hvis Hovedmænd var
Lukian fra Samosata, Dorotheos, Diodoros fra
Tarsos, Krysostomos, Theodoros fra Mopsuestia,
Theodoret fra Kyrros og Nestorios. Den var
ikke som den alexandrinske Skole knyttet til
en bestemt Institution, men til Personer, saa
der kan ikke være Tale om nogen egl. Stifter.
Lukian (d. 311) er den første navnkundige
Antiokener; men før hans Tid finder man hos
syriske Kristne det, der kendetegner den a. S.
Dennes Modsætning var den alexandrinske
Skole, og under disses indbyrdes Kampe
foregaar den oldkirkelige Dogmedannelse. Medens
Alexandrinerne lagde Vægt paa en spekulativ
Begrundelse af Dogmet og fortolkede Skriften
allegorisk, tog Antiokenerne mere nøgternt og
forstandsmæssigt paa Tingene og fortolkede
Skriften historisk-grammatisk; hine fandt alle
Vegne i det gl. Test. Profetier om Kristus,
hvorimod disse hævdede dettes typiske Bet. I
Betragtningen af Kristi Person lagde de især
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
