Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - antiochensk Skole, kaldes en teologisk Retning i Oldkirken - Antiochia, se Antiocheia - Antiochos (Konger af Syrien). 1) Antiochos I Soter, eneste Søn af Grundlæggeren af Seleukidernes Rige - Antiochos (Konger af Syrien). 2) Antiochos II, fik af Milesierne Tilnavnet Theos (Gud) - Antiochos (Konger af Syrien). 3) Antiochos III, den Store (f. 242), yngre Søn af Seleukos Kallinikos - Antiochos (Konger af Syrien). 4) Antiochos IV Epifanes, der af sin Fader var sendt til Rom som Gidsel - Antiochos (Konger af Syrien). 5) Antiochos V Eupator
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vægt paa hans sande Menneskelighed; Arios
og de betydeligste af hans Tilhængere var
Disciple af Lukian, og i Nestorianismen udfoldede
den a. S. hele sin Kraft.
L. M.
Antiochia [da. -↱åkia], se Antiocheia.
Antiochos (Konger af Syrien).
1) Antiochos I Soter, eneste Søn af
Grundlæggeren af Seleukidernes Rige, Seleukos,
udmærkede sig i Slaget ved Ipsos (301) og
indsattes (290) af sin Fader til Hersker over
Landene Ø. f. Eufrat med Titel af Konge. Da
A. var blevet lidenskabelig forelsket i sin
Stifmoder, Stratonike, skilte Seleukos sig fra hende
og gav hende til A. Da Seleukos senere gik
over til Europa (281) for at sætte sig i Besiddelse
af Thrakien og Makedonien, overlod han
alle sine Besiddelser i Asien til A.; men da
han kort efter (280) blev myrdet af Ptolemaios
Keraunos, maatte A. anerkende denne som
Konge i Makedonien. En stor Del af det
vestlige Lilleasien gik tabt i hans Dage, idet
Pergamos og Bithynien rev sig løs. Desuden faldt
Galler fra Europa ind i hans Rige. Ved Sardes
led han 262 et stort Nederlag i Kampen mod
Eumenes af Pergamos. Mod Ægypten var han
heller ikke videre heldig, og under Krigen med
dette Rige maatte han samtidig kæmpe med
Oprør i sit eget Land. Til sidst (261) mistede han
Livet i en ny Krig med Gallerne.
2) Antiochos II, Søn af A. I, fik af
Milesierne Tilnavnet Theos (Gud), fordi han
befriede dem for deres Tyran Timarkhos. Med
Ptolemaios II førte han en otteaarig uheldig
Krig, under hvilken de østlige Provinser,
navnlig Parthien, gjorde Oprør og skilte sig fra
Riget. I Freden med Ægypten 250 maatte A.
forpligte sig til at forskyde sin Dronning
Laodike og ægte Berenike, Datter af Ptolemaios,
men da Ptolemaios døde 247, forskød han
Berenike og gjorde atter Laodike til sin Dronning,
hvorfor hun belønnede ham ved at
forgive ham, ligesom hun ogsaa lod Berenike og
hendes Søn myrde.
3) Antiochos III, den Store (f. 242),
yngre Søn af Seleukos Kallinikos, besteg efter
sin ældre Broder Seleukos Keraunos’ Død (224)
Syriens Trone i en yngre Alder. A. begyndte
snart Krig med Ægypten, som besad hele den
sydlige Halvdel af Syrien. Angrebet opsattes dog
noget, da han først maatte dæmpe Oprør i de
østlige Provinser. Efter at have sejret her
satte han sig i Besiddelse af hele Syrien, men
da en ægyptisk Hær nærmede sig, maatte A.
kæmpe med denne. Slaget stod ved Rafia nær
Gaza. A. blev fuldstændig slaaet og maatte slutte
en uheldig Fred med Ægypten (217). Efter flere
Kampe med Oprørere i N. og Ø. trængte han
frem til Indien og antog efter dette Felttog
Tilnavnet »den Store«. Da Ptolemaios IV Filopator
var død 205, og hans Efterfølger kun var nogle
faa Aar gl, ansaa A. Øjeblikket for gunstigt til
at tage det sydlige Syrien tilbage. Det lykkedes
virkeligt, men da A. maatte vende sin Hær imod
Attalos af Pergamos, der (199) var faldet ind
i hans Rige, tog Ægypterne under Skopas det
tabte tilbage. Næste Aar slog han dog Skopas
ved Paneas i Nærheden af Jordans Kilder og
satte sig paa ny i Besiddelse af hele Syrien.
Jøderne modtog ham med Velvillie og fik til
Gengæld fl. Begunstigelser af ham. Da han
imidlertid frygtede romersk Indblanding, sluttede
han Fred med Ægypten og forpligtede
sig i denne til ikke blot at give Ptolemaios,
naar han blev voksen, sin Datter Kleopatra til
Ægte, men ogsaa til ved denne Lejlighed at
tilbagegive de omtvistede Provinser som
Brudegave. Da han var venlig sindet mod
Makedonierne under deres Kampe med Romerne,
kom disse sidste efter Filip’s Nederlag (197)
med nærgaaende Fordringer; A. vaklede først,
men da Hannibal 195 flygtede til ham, rustede
han sig imod Romerne. Hannibal raadede ham
til at gøre et Indfald i Italien, men A. foretrak
at gaa til Grækenland, da han her havde
Ætolerne til sine Forbundsfæller. Han indtog
Khalkis paa Eubøa, men tilbragte her Vinteren i
Nydelser i St. f. at gaa rask frem. Romerne
fik herved Tid til at samle tilstrækkelige
Troppemasser til at føre Krigen med Kraft. De
omringede den syriske Hær ved Thermopylæ og
gik nu over til Asien, hvor Scipio slog A.
fuldstændig ved Magnesia, efter hvilken Sejr Scipio
fik Tilnavnet Asiaticus. A. bad nu om Fred, som
han ogsaa fik, men paa ydmygende Betingelser;
han maatte afstaa hele Lilleasien V. f. Tauros,
betale en stor Sum og forpligte sig til at
udlevere Hannibal. Efter denne uheldige Krig var
A.’s Magt brudt; fl. Provinser, navnlig Armenien,
rev sig løs, uden at A. formaaede at
betvinge dem. Til sidst omkom A. i Elymais under
et Folkeopløb (187).
4) Antiochos IV Epifanes, der af sin
Fader var sendt til Rom som Gidsel, blev 12
Aar efter udløst af sin Broder, Kong Seleukos
Filopator, der sendte sin eneste Søn Demetrios
i Stedet til Rom (175). Paa Vejen erfarede A.,
at Seleukos var blevet myrdet af Hofmanden
Heliodor, og at denne havde ladet sig udraabe
til Konge. Ved Hjælp fra Pergamos fældede han
Heliodor og besteg Tronen. Efter hans Søster
Kleopatra’s og hendes Mand Ptolemaios V’s Død
forsøgte A. at inddrage de Provinser, som hans
Søster havde faaet i Brudegave, Kølesyrien og
Palæstina, og begyndte Krig mod Ægypten. Fire
Gange faldt han ind i Ægypten og tilføjede
Ægypterne gentagne Gange følelige Nederlag, ja
han tog endog Kongen, Ptolemaios Filometor, til
Fange; men da Alexandrinerne kaarede Filometor’s
Broder, Ptolemaios Euergetes, til Konge,
gav han sin Fange fri for at fremkalde Tvist
imellem Brødrene, hvad der ogsaa lykkedes.
Romerne tvang ham imidlertid til at rømme
Ægypten (168). Han forsøgte nu at tilintetgøre
Jøderne og forbød deres Religion. Hans
Grusomhed æggede dem til Oprør, og snart fandt
Patrioterne i Præsten Matathias og hans Søn,
Judas Makkabæus, dygtige Førere, der forjog
Syrerne og skaffede Jøderne Uafhængighed (167—66).
A. foretog senere et Tog til de østlige
Provinser, paa hvilket han døde i Tabæ i
Persien (163).
5) Antiochos V Eupator var paa
et Felttog imod Jøderne, da der kom Efterretning
om Faderens Død. A. var følgelig nu
Rigets Konge (163). Men før sin Død havde A.
IV til Rigsforstander beskikket en vis Filip, i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
