Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Apopleksi (gr.), Slag, har været benyttet som Betegnelse for Blødning i forskellige indvendige Organer - Aporem (gr.), vanskelig Opgave, Stridsspørgsmaal - Aporti, Ferranti, ital. Abbate (1792 -1858), var den første, der i Italien oprettede Børneasyler - Aposaturnium, se Apogæum - Aposfraglsma (gr.), Seglaftryk - Aposiopesis (gr.: Fortielse) - Apospori (gr.) betyder egl. Mangel paa Sporer - a posse ad esse (lat.) - Apostasi (gr.) betyder Frafald og bruges om Frafald fra den kristne Kirke - Apostat, se Apostasi - Apostel (gr. Udsending)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Indtræder Døden, kan det ske hurtig ell. efter nogle
Dages Forløb. Hyppig sker det dog, at
Bevidstheden, efter kortere ell. længere Tids Forløb,
lidt efter lidt vender tilbage, og det viser sig da,
at A. har medført alvorlige Symptomer, forsk.
efter Beliggenheden af det Parti af Hjernen, i
hvilket Blødningen har fundet Sted. I Alm.
iagttages da Lamhed af større ell. mindre Dele
af Legemet, i Reglen en Svækkelse af den ene
ell. den anden Side (en Hemiplegi), ofte
forbundet med Lammelse af Talen, Afasi og Svækkelse
af de psykiske Funktioner. En saadan Lamhed
(Parese, Paralyse) kan i Tidernes Løb atter
svinde mere ell. mindre fuldstændig; men ofte
er Bevægeevnen ganske tabt. Aarsagen til A. er
en Skørhed af Hjernens Kar, en Forkalkning af
Pulsaarerne, saaledes som den alm. findes i den
højere Alder, men ogsaa kan træffes tidligere i
Livet som Følge af forsk. svækkende Potenser
(legemlig og aandelig Overanstrengelse, forsk.
Sygdomme, Alkoholisme). A. træffes derfor ikke
i Barnealderen, og hos Voksne hyppigst hos
Ældre, dog ikke udelukkende som alm. antaget
hos Folk med »apoplektisk Habitus«, d. v. s.
velnærede, korthalsede, fuldblodige Individer.
En Forøgelse af Hjertets Virksomhed giver ofte
Anledning til Anfaldets Indtræden; derfor er A.
ikke sjælden ved Hjertesygdomme ell. efter store
Legemsanstrengelser, rigelige Maaltider, stærke
Affekter af Sindet (Skræk, Glæde). Behandlingen
af Anfaldet er roligt Leje, kolde Omslag paa
Hovedet, Afføringsmidler, i tidligere Tid især
Blodudtømmelser. Lamhederne kan paa et
senere Stadium fordre en forsigtig og ikke for tidlig
iværksat Anvendelse af Elektricitet og Massage.
A. F.
Aporem (gr.), vanskelig Opgave,
Stridsspørgsmaal ; aporemàtisk, tvivlsom.
Aporti, Ferranti, ital. Abbate
(1792—1858), var den første, der i Italien oprettede
Børneasyler, i hvilke man delvis fulgte den
frøbelske Metode. Hans Skr har banet Vejen
for en Reform efter moderne Principper af den
offentlige Skoleundervisning i Italien. For sine
frisindede Anskuelser blev han 1848 nødt til at
drage til Piemont, hvor han døde i Torino som
Senator og Universitetets Rektor.
Aposaturnium, se Apogæum.
Aposfragisma (gr.), Seglaftryk.
Aposiopesis [gr. -↱o.pe.sis] (gr.: Fortielse),
hos Romerne reticentia, kaldes i Poetikken og
Retorikken en Afbrydelse midt i en Sætning,
hvorved man altsaa undertrykker en Del af
Tanken og overlader det til Tilhørerne at
fuldstændiggøre den. Berømt er A. i Vergil’s Æneide
1, 135: Quos ego —!
K. H.
Apospori (gr.) betyder egl. Mangel paa Sporer.
Udtrykket anvendes især om ejendommelig
Udvikling af Forkim hos visse Bregner (opdaget
1885 af Englænderen Bower hos Athyrium filix
foemina, var. clarissima samt hos Polystichum
angulare, var. pulcherrimum), idet der nemlig
paa Bladenes Bagside, hvor Sporehusene egl.
skulde komme til Udvikling, enten kun fremkommer
mangelfuldt udviklede Sporehuse, der vokser
ud til Forkim, ell. der kommer aldeles ingen
Sporehuse til Udvikling, men i St. f. danner der
sig af Overhuden Forkim. Aarsagen til A., der
hidtil kun er fundet hos kultiverede Varieteter,
er ukendt.
V. A. P.
a posse ad esse (lat.), (at slutte) fra en
Mulighed til Virkeligheden.
Apostasi (gr.) betyder Frafald og bruges
særlig om aabent Frafald fra den kristne Kirke.
I Oldkirken, hvor iflg. Forholdenes Natur dette
Tilfælde ikke sjælden forekom, regnede man til
Apostater dog kun saadanne, der frivillig og
ikke drevne dertil ved Vold ell. Forfølgelse havde
sagt sig løs fra Kirken (f. Eks. Kejser Julian
med Tilnavnet Apostata, den Frafaldne). Disse
blev nu ogsaa fra Kirkens Side ekskommunicerede,
og de blev senere ligesom Kætterne
forfulgte med verdslige Straffe. Foruden den nævnte
alm. Form for A. kender den katolske Kirke
ogsaa to særlige Former for denne, nemlig
Frafald fra Ordensløftet og Frafald fra den
gejstlige Stand (f. Eks. Biskop Talleyrand).
F. C. K.
Apostat, se Apostasi.
Apostel (gr. ἀπόστολος, Udsending) er i den
kirkelige Sprogbrug Betegnelsen for en snævrere
Kreds af Disciple, som Jesus udvalgte og i
særlig Grad udrustede til at drage ud som
Forkyndere af hans Evangelium. I det ny Test.
forekommer A. ogsaa i denne Bet. (Mark. 6. 30,
Matth. 10, 2 og hyppigt hos Luk. og Paulus), men
tillige findes her ogsaa en videre Sprogbrug;
Ap. G. 14, 4 er saaledes ogsaa Barnabas kaldt
A.; 2. Kor. 8, 23 benyttes Benævnelsen
»Menighedens A.« om Titus, Fil. 2, 25 et lignende
Udtryk om Epafroditus, og Hebr. 3, 1 kaldes endog
Jesus selv A. Om en Udsending i al Alm. er
Betegnelsen brugt Joh. 13, 16, og i et oldkristeligt
Skrift uden for det ny Test. (Didake 11, 3, 8; fra
Beg. af 2. Aarh.) findes A. som Benævnelse for
omrejsende Missionærer, endog saadanne, som
gør Evangeliets Forkyndelse til en Forretning,
Apostlene i snævrere Forstand benævnes i
Evangelierne i Reglen efter deres Antal »de tolv«;
deres Navne er opregnede paa fire St. i det ny Test.
(Matth. 10, 2—4. Mark. 3, 16—19, Luk. 6, 14—16
og Ap. G. 1, 13). Rækkefølgen er noget forsk.,
og for en enkelts Vedk. divergerer Navnet
ogsaa. Mark. har flg. Liste: Simon Peter, de to
Zebedæus-Sønner Jakob og Johannes, Andreas,
Filip, Bartholomæus, Matthæus, Thomas, Jakob
Alfæus’ Søn, Thaddæus (Matth. Lebbæus, Luk.,
Judas, Jakobs Søn), Simon Kananæeren (ɔ: den
nidkære; Luk. oversætter rigtigt det aramaiske
Partinanvn til Græsk: Zelotes) og Judas Iskariot.
Af Navnene er to: Filip og Andreas gr., men
deraf tør man ikke slutte, at de har haft
hellenisk Afstamning ell. nærmere Kendskab til det
græske Sprog; alle A. har sikkert været
aramaisktalende Jøder, og en gl. Overlevering
fortæller da ogsaa, at Peter, Andreas’ Broder,
under sin senere Missionsvirksomhed benyttede
Tolk. Om fire af dem véd vi, at de var Fiskere,
og som Helhed har de rimeligvis været
Smaakaarsfolk, omend enkelte muligvis kan have
besiddet en vis Velstand (Mark. 1, 20. Matth. 9, 9).
Som Jesu Disciple maatte de opgive deres
Erhverv (jfr Mark. 1, 20) og ledsage Mesteren paa
hans Vandringer fra Sted til Sted; efter
Beretningen Mark. 6, 7 ff. har de allerede i Jesu
Levetid begyndt at virke som Forkyndere af hans
Evangelium, og efter hans Bortgang genoptog de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
