Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Apostel (gr. Udsending) - Apostelakter er en Række apokryfe Apostelhistorier, fra 2.-5. Aarh. - Apostelbrødre (Apostolikere), et mod Pavekirken fjendtligt Parti, som opstod i Slutn. af 13. Aarh. - Aposteldage ell. Apostelfester - Aposteldekret, se Apostelkonventet - Apostelfester, se Aposteldage - Apostelkonventet er det c. Aar 50 i Jerusalem afholdte Møde mellem Apostlene og de ældste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
denne Virksomhed med fornyet Kraft. Herom
fortæller de første Kapitler i Ap. G., og det
skildres nærmere, hvorledes A. i den første Tid
blev boende i Jerusalem og dér optraadte som
Menighedens Ledere, idet navnlig Peter indtog
en førende Stilling. I nyere Tid har man
undertiden villet forstaa dette saaledes, at »de tolv’s
Kollegium« i Virkeligheden først er skabt af
Urmenigheden som en Institution i Lighed med det
jødiske Ældsteraad, og først senere er saa denne
Ordnings Oprindelse bleven ført tilbage til Jesu
Indstiftelse. Som Begrundelse for en saadan
Opfattelse anfører man dels den Uoverensstemmelse
og Usikkerhed, der foreligger i Navnenes
Overlevering, dels at Tolvtallet er symbolsk, valgt
med Henblik paa Israel’s tolv Stammer, og en
udvortes Omstændighed kan ikke have været
bestemmende for Jesu Udvælgelse, og dels endelig,
at »de tolv« overalt, hvor de forekommer i Evangelierne,
gør et kunstigt og skematisk Indtryk; til Jesu
nærmeste Omgang hører Peter, Jakob og
Johannes (Mark. 5, 37, 9, 2, 14, 33); desuden omtales
en videre Kreds »Disciplene« (Mark. 2, 15. 23,
3, 7. Matth. 8, 21 o. s. v.), der ikke staar ham
saa nær; en bestemt afgrænset Mellemgruppe
bliver da meget usandsynlig. — Herimod gælder
dog, at netop Betegnelsen »de tolv« er godt
bevidnet i de ældste Lag af den evangeliske
Overlevering; den forekommer ofte hos Mark. (jfr
ogsaa Matth. 19, 28, Luk. 22, 30), Paulus kender
den (1. Kor. 15, 5), og endelig findes den ogsaa
Ap. G. 6, 2, hvor den sandsynligvis er overtaget
fra en ældre Kildeberetning. Ligeledes beror det
sikkert ogsaa paa en god Overlevering, at
Forræderen Judas hørte til den udvalgte Kreds, og
at hans Plads senere blev besat ved Matthias’
Valg til Apostel (Ap. G. 1, 15 ff.); en halv Snes
Aar senere frembragte Jakob Zebedæus’ Søns
Martyrdød et Hul i Apostelkredsen, som ikke
senere blev udfyldt. En Forøgelse havde den dog
tidligere faaet ved Paulus’ Tilslutning til
Menigheden; han havde vel ikke den Adkomst til
Apostelnavnet, som Peter (Ap. G. 1, 21 f.)
formulerer saaledes: at have været »sammen med
os i hele den Tid, da den Herre Jesus gik ind
og ud hos os, lige fra Johannes’ Daab indtil den
Dag, da han blev optagen fra os«; men han føler
sig kaldet ved en Aabenbaring af den opstandne
Kristus selv (1. Kor. 9, 1, Gal. 1, 12), han beraaber
sig paa sin Evne til at udføre »en Apostels Tegn«
(2. Kor. 12, 12), og han, kalder en af sine
Menigheder »Seglet paa min Apostelgerning« (1. Kor.
9, 2). Hans Kald førte ham til at fortsætte den
allerede før ham paabegyndte Missionsvirksomhed
blandt Hedningerne, og paa Apostelkonventet
opnaaede han Anerkendelse som
Hedningernes Apostel; »de tolv« indskrænkede sig
foreløbigt til overvejende at missionere blandt den
jødiske Nation, men senere vendte de sig ogsaa
til andre Folkeslag; om denne deres Virksomhed
har vi dog kun fuldstændig legendariske
Beretninger. — Inden for Menigheden voksede deres
Anseelse hurtigt; de blev ikke alene betragtede
som Missionærer for den ganske Verden og
Grundlæggere af Kirken og det kirkelige
Embede, men som Formidlere af den mundtlige
Tradition, og gennem deres Skrifter blev de
Autoriteter i Lærespørgsmaalet, og deres Liv blev
betragtet som Idealer for den kristelige Livsførelse.
— Inden for Romerkirken har Læren om
Apostolatet faaet en juridisk Udformning: under
Peters Primat forvaltede Apostlene deres Lære-,
Præste- og Hyrdeembede; paa samme Maade
virker nu deres Efterfølgere Biskopperne under
Pavens Primat. (Hertil en Tavle: Thorvaldsen’s
Apostlene).
H. M.
Apostelakter er Betegnelse for en Række
apokryfe Apostelhistorier, der fremkom i Tiden
fra 2.—5. Aarh. og imødekom det Ønske, som
man inden for Menigheden nærede om at vide
noget mere om de hellige Mænd, end der var
fortalt i Ap. G. Skildringerne i disse Skrifter er
alle fuldstændig legendariske og stammer
antagelig fra vulgærkristelige Kredse. Apostlene
fremstilles som store Asketer, der bringer
Hustruer til at opgive den ægteskabelige Omgang,
og tillige som vældige Undergørere, der uophørligt
lægger deres overnaturlige Magt for Dagen,
undertiden ved at udføre de besynderligste Ting.
Vi kender Petrus-, Paulus-, Johannes-, Andreas-
og Thomas-Akter (se derom nærmere under de
paagældende Apostle).
H. M.
Apostelbrødre (Apostolikere) kaldes
et mod Pavekirken fjendtligt Parti, som opstod
i Norditalien i Slutn. af 13. Aarh. Dets Stifter var
en Haandværker i Parma, Segarelli. Nægtet
Optagelse i Franciskaner-Ordenen begyndte han
fra 1260, med hvilket Aar mange efter Joachim
a Fiore’s Spaadom mente, at Helligaandstiden
begyndte, at rejse rundt som Bodsprædikant
under stadig Forfølgelse; men jo mere han
forfulgtes, des flere Tilhængere fik han, saa da han
1300 døde paa Baalet, udgjorde disse et betydeligt
Parti med den veltalende og velbegavede,
men fanatiske Dolcino i Spidsen. Ved sin
brændende Iver og sine apokalyptiske Profetier
samlede denne endnu fl. Tilhængere, som
forsvarede sig med Vaaben i Haand mod deres
Forfølgere. 1307 blev Dolcino brændt; men A. holdt
sig som Parti Aarhundredet ud. I Frankrig og
Tyskland gik de sammen med Fraticeller og
Begarder. Deres Grundtanke var: Forsagelse af al
Ejendom og et Liv i indbyrdes Kærlighed uden
ydre Ceremonier, ingen Forskrifter maatte gælde
for Aandens ubegrænsede Frihed. (Litt.: H.
Ch. Lea, A History of the Inquisition of the
Middle Ages [New York 1887, III 90—128]).
L. M.
Aposteldage ell. Apostelfester fejrer
den katolske Kirke til Ihukommelse af Apostlene
ell. til Minde om betydningsfulde Begivenheder i
deres Liv; saaledes er f. Eks. 29. Juni Mindedag
for Peter og Paulus, Andreas-Dagen 30. Novbr
tillige Festdag for alle Apostlene; Paulus’
Omvendelse ihukommes 25. Jan.; Oprettelsen af
Peter’s antiokenske Bispestol 22. Febr, af hans
romerske 18. Jan.; se i øvrigt under de enkelte
Apostle. 15. Juli fejrede man tidligere til Minde
om divisio apostolorum ɔ: den Fordeling af
Missionsomraadet, som Apostlene efter Legenden
skal have foretaget.
H. M.
Aposteldekret, se Apostelkonventet.
Apostelfester, se Aposteldage.
Apostelkonventet er Betegnelse for det c.
Aar 50 i Jerusalem afholdte Møde mellem
Apostlene og de ældste, hvor paa Foranledning af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
