Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gradmaaling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vanskeligt Arbejde, og i de fleste Tilfælde
umulig. Det var derfor et epokegørende Fremskridt,
da Hollænderen Snellius 1615 indførte en
ny Metode. I Stedet for den hele Bue maaltes
paa et gunstigt Sted en kort Linie, og mellem
Buens Endepunkter dannedes en
sammenhængende Række af Trekanter, hvis Vinkler
maaltes, og hvori den direkte maalte Grundlinie ell.
Basis indgik som en Trekantside. Herved kunde
den hele Bues Længde beregnes, og denne langt
lettere og bedre Fremgangsmaade
»Triangulation« blev efterhaanden eneherskende. Den
første betydeligere G. efter Snellius’
Fremgangsmaade paabegyndtes paa Foranledning af det
franske Akademi 1669 af Picard mellem
Paris og Amiens. Ved denne kom de ny
instrumentale Opfindelser: Kikkert med Traadkors,
paalidelige Ure, Libelle, nøjagtige
Aflæsningsmidler paa Vinkelinstrumenter m. m. for første
Gang i større Udstrækning til Anvendelse. Af
Picard’s Maaling fremgik for M. K. 10009 km.
Ad teoretisk Vej, navnlig ved Huygens’ og
Newton’s Arbejder, var man imidlertid
kommen til den Anskuelse, at Jorden maatte have
Form af en ved Polerne noget fladtrykt
Omdrejningsellipsoide, hvilket ogsaa
stemmede med Iagttagelser over
Sekundpendulets Længde paa forsk. Bredder. Picard’s
Maalinger, der blev fortsatte af andre og publicerede
1720, tydede dog i modsat Retning, nemlig paa
en Tilspidsning mod Polerne; men man
indsaa, at overfor de uundgaaelige
Observationsfejl var Breddeforskellen inden for Frankrigs
Grænser for ringe til heraf at drage sikre
Slutninger. Omdrejningsellipsoiden ell., som den
alm. kaldes, »Sfæroiden«, kræver til sin
Bestemmelse Udmaaling af to Buer — helst paa
meget forsk. Bredder. I rigtig Erkendelse heraf
udsendtes franske Ekspeditioner, 1735 til Peru,
altsaa nær Ækvator, og 1736 til Lapland for
her at udføre G.’er. Samtidig foretoges en
Revision af Buen i Frankrig, og af samtlige disse
Maalinger fremgik som umiskendeligt Resultat,
at Jorden var fladtrykt ved Polerne, idet
Længden af en Breddegrad voksede kendeligt med
Afstanden fra Ækvator. »Fladtrykningen« (α),
d. v. s. Forskellen mellem Polaksen og
Ækvators Diameter i Forhold til sidstnævnte,
bestemtes til 1:304.
I sidste Halvdel af det 18. Aarh. foretoges
fl. dog mindre betydende G.’er, saaledes i
Italien, Ungarn, England, Sydafrika og
Nordamerika. Langt vigtigere blev den G., der som
Grundlag for det metriske System under
Borda’s Ledelse kom til Udførelse 1792—1808
og omfattede en Bue paa 9 1/2° fra Dunkerque
til Barcelona. Af denne i Forbindelse med
Perubuen bestemtes α til 1:334 og M. K. til 5130740
Toiser à 864 Pariser Linier, og da Meteren
skulde være 1 Timilliontedel af M. K., blev den
fastslaaet til 443,296 Pariser Linier.
Ligesom den første primitive G. i Europa
skyldes en Franskmand, saaledes var det
ubetinget Frankrig, som i det 17. og 18. Aarh. gik
i Spidsen, og en Række glimrende franske
Navne foruden de her nævnte er knyttede til
disse Tiders G.
I første Halvdel af det 19. Aarh. kom
efterhaanden de fleste Kulturstater med i Arbejdet,
der ogsaa tjente som Grundlag for Landenes
Opmaaling. Den fransk-spanske Bue
forlængedes mod Syd og sattes tillige i Forbindelse med
en engelsk, som efterhaanden udstraktes til
Shetlandsøerne; en russisk-skandinavisk Bue
førtes fra Sortehavet til det nordlige Ishav, og
af Englænderne maaltes meget udstrakte Buer
i Ostindien. Af de mindre kan nævnes den
danske G., begyndt 1816 fra Lauenburg mod Nord,
og som dennes sydlige Fortsættelse den
hannoveranske 1821 af Gauss; endvidere den
østprøjsiske 1831 af Bessel. De to sidste, som
udførtes af saa fremragende og praktiske
Videnskabsmænd, fik en overordentlig stor
Betydning som Mønstre for senere Arbejder.
Som alt bemærket beskæftiger G. sig ikke
med den fysiske Jordoverflades
Uregelmæssigheder, men med en tænkt Grundform: den
matematiske Jordoverflade, der
defineres som den Flade, der i Havets
Middelniveau overalt staar vinkelret paa
Tyngderetningen. Hvis Vandet i alle aabne Have var
fuldstændig stille og kun paavirket af selve
Jordens Tiltrækning og dens Omdrejning, vilde
denne Havflade og dens Forlængelse ind under
Landmasserne fremstille den matematiske
Jordoverflade. Efterhaanden som der kom fl. G. til,
søgte man at beregne den Sfæroide, som efter
samtlige foreliggende Maalinger nærmest
svarede til den matematiske Jordoverflade. Den
første fuldt rationelle Beregning, som udførtes
af Bessel med Benyttelse af 10 forsk. Buer og
publiceredes 1841, viste for M. K. 10000856 m
og for α 1:299. Denne saakaldte Bessel’ske
Sfæroide benyttes endnu meget, uagtet der
senere er udført mange andre Bestemmelser paa
Grundlag af et stadig større og bedre Materiale.
Da ingen Maaling er absolut nøjagtig, maatte
alene af den Grund hver enkelt G. give et fra
de øvrige noget forsk. Resultat. Ved
Sammendragning af fl. benyttedes derfor den af Gauss
udviklede Udjævningsteori, »de mindste
Kvadraters Metode«, hvorved hver Maaling uden
Vilkaarlighed fik sin berettigede Indflydelse.
Derved viste det sig klart, at de forekommende
Uoverensstemmelser langtfra alene kunde
skyldes Fejl paa Maalingerne. Man kom derimod
til den Erkendelse, at ogsaa Sfæroiden kun
kunde være en tilnærmet Form for den
matematiske Jordoverflade, og at denne maatte være
en uregelmæssig Flade, der saa at sige overalt
afveg noget fra Sfæroiden. Denne Jordens
virkelige Form har man almindelig kaldt
»Geoiden«, og Bestræbelserne har i den senere Tid
været rettet paa en nærmere Undersøgelse af
denne.
Herved er G.’s Opgave bleven langt større
og vanskeligere. Man kan nemlig ikke af
Fladens Form paa et enkelt ell. faa Steder drage
Slutninger om dens videre Forløb, men maa
foretage Undersøgelser overalt i Punkter med
forholdsvis smaa indbyrdes Afstande.
Afvigelserne fra Sfæroideformen har dog hidtil ikke
vist sig større, end at de bedst bestemmes i
Forhold til en Sfæroide, der i Hovedsagen
svarer til Jordens Størrelse og Form, og dertil
benyttes endnu meget den ældre Bessel’ske.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
