Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grey, Albert Henry George, Jarl af - Grey, Edvard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med den Sag for Øje; i Overhuset gjorde han
sig i sine seneste Aar kendt som Talsmand for
Forholdstalsvalgmaaden og i det hele for
Udveje til at lempe de skarpe Partimodsætninger,
navnlig i det irske Spørgsmaal; men hans
vigtigste Manddomsgerning gjaldt de britiske
oversøiske Lande. Han var en Ven og Beundrer
af Cecil Rhodes, og da dennes Hjælper
Jameson Jan. 1896 maatte afgive
Administrationen af Rhodesia under meget kritiske
Forhold, ledede G. den et Aar til alm.
Tilfredshed. 1897—1904 var han en af Direktørerne
for det sydafrikanske Kompagni. Decbr
1904—Oktbr 1911 var han Generalguvernør i Kanada,
et usædvanlig langt Tidsrum, da hans
Embedstid forlængedes p. Gr. a. den Yndest, han nød.
Hans gode Forhold til Førsteministeren,
Laurier, hindrede ham ikke i at gøre en Mening,
forsk. fra hans, gældende om Kanadas
Militærpligt mod Imperiet ell. i at vinde Tillid hos
den parlamentariske Opposition; ogsaa af
Udviklingen af Landets Hjælpekilder og af et godt
Forhold til de forenede Stater og mellem eng.
og fr. Kanadiere har han Fortjeneste. — Han
har udg. Hubert Hervey, a Memoir (1899), en
smuk Skildring af en af hans sydafrikanske
Medarbejdere.
P. L. M.
Grey [grei], Edvard, Sir — siden 1916
Viscount G., — eng. Statsmand, f. 25. Apr. 1862,
Sønnesøn af Statsmanden Sir George G., hvis
Værdighed som Baronet han arvede 1882. Hans
Uddannelse
var typisk for
en højadelig
eng. Godsejer
med stærk
Whig-Tradition: Meget
Cricket og
Tennis, et
personlig præget,
men ikke
særlig
anstrengende
Studium af
Klassikerne og
Filosofi ved det
aandsfornemme Balliol
College i
Oxford, en
flygtig
Fastlandstur, et overfladisk Kendskab til Fransk, Sæde i
Underhuset 23 Aar gl ved Valg i en lille By i
Slægtens Hjemstavn (Berwick-on-Tweed). Han
kunde da saa at sige gøre arveligt Krav paa
en mindre Ministerpost, da hans Parti kom
til Magten, Aug. 1892—Juni 1895; men det
vidnede dog om nogen Tillid til hans
Personlighed, at han blev Understatssekretær for
Udenrigsministeriet og derved, da hans
Overordnede, Rosebery, var Peer, Regeringens
Ordfører i Underhuset. Han gjorde der Indtryk
ved nøgtern Klarhed og Saglighed og ved en
kølig, selvsikker Ro og Fasthed, parret med
Hensynsfuldhed og Takt, Egenskaber, der i
stedse højere Grad har karakteriseret hans
Fremtræden og gjort ham til en fremragende
parlamentarisk Kraft, men ikke særlig
anvendelig som Folketaler. I det flg. Tiaar, da de
Liberale var i Opposition, kom G. til at staa
som deres selvskrevne fremtidige
Udenrigsminister. Partiet var fattigt paa
udenrigspolitiske Kapaciteter, og de to største, Rosebery,
der overgik ham langt i Veltalenhed og
Verdensmandsevne, og Dilke, der overgik ham
umaadelig i Kundskaber, kunde der af forsk.
Grunde ikke være Tale om. Hertil kom, at
næppe nogen af de egl. Gladstoneanere vilde
kunne egne sig til at fortsætte den Politik, der
mødte stigende Tilslutning i den offentlige
Mening: Omsorgen for Englands Kolonimagt, som
fik sit stærkeste Udslag ved Boerkrigen, og den
mere aktive Deltagen i europ.
Fællesanliggender, som Lansdowne med Støtte af Edward
VII havde indledet. Derimod viste G. ved sin
Medvirken i den imperialistisk farvede Liberal
League sig modtagelig for disse Synspunkter,
medens han dog stadig hævdede
Frihandelstanken og i Enkeltheder var en skarp og farlig
Kritiker af Unionisternes Udenrigsstyre. Decbr
1905 overtog da G. Udenrigsministerposten i
Campbell Bannerman’s Ministerium og beholdt
den under Ministeriet Asquith Apr. 1908 og
under Koalisionsministeriet Maj 1915, en
længere sammenhængende Styretid end nogen
Forgængers siden Palmerston og en mere
skæbnesvanger end nogen siden Napoleonstiden.
Det er den Tid, da de Forbindelser fæstnedes
eller knyttedes, som betinger Stormagternes
indbyrdes Stilling i Verdenskrigen, Tiden navnlig
for de forsk. Aftaler med Frankrig om
Samvirke i Krigstilfælde og for Forliget med
Rusland 1907 om de asiatiske Anliggender, Tiden,
da England fremhjalp Forstaaelsen mellem
Japan og Rusland, mellem Frankrig og Italien,
mellem Frankrig og Japan o. s. v., medens
Centralmagterne følte sig som isolerede. For een
Opfattelse staar G. under dette som en
Hovedmand i den saakaldte »Indkredsningspolitik«,
en skrupelløs Sammensværgelse med det
Formaal at overvælde og knuse Tyskland, for en
anden som den ikke mindre freds- end
ærekære, der vel med stor Dygtighed skærmede
sit Land ved Venskabsforhold til andre Stater,
men allerhelst vilde have føjet Tyskland ind i
Vennekredsen. Den første Opfattelse var før
Krigen gængs hos Tysklands Nationalister,
under Krigen blev den den officielle tyske. Den
sidste var før Krigen den herskende i
England hos de Liberales højre Fløj og Centrum
og bl. moderate Unionister; i de første 1 1/2 Aar
af Krigen deltes den af det overvejende
Flertal, idet de, der fra intransigent nationalt
Stade havde kritiseret G. som for moderat,
næsten forstummede, og han kun havde faa,
men ganske vist meget bidske Kritikere i de
Liberales venstre Fløj og i Arbejderpartiet.
Fra dette Hold var han tidligere blevet ikke
saa lidt angrebet, fordi hans Politik, selv om
den ikke var ligefrem tyskfjendtlig og krigersk,
dog mentes at give for megen Opmuntring til
de venskabelige Fastlandsstaters
Tyskfjendtlighed og Udvidelseslyst, fordi den tillod Overgreb
og Brud paa Aftaler, f. Eks. i Marokko og
Tripolis, ja gjorde England delagtig i Plyndringer,
 |
| E. Grey. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
