Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grey, Edvard - Grey, Jane
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
navnlig i Persien, men undlod at bringe
uegennyttig Hjælp til Svage og Undertrykte. De
hjemlige Kritikeres Irritation maatte ogsaa
øges ved hans Overlegenhed, der baade laa i
hans Natur og begunstigedes ved hans sikre
Tilhold i begge Partiers Flertal; han regnede,
sagde man, storpolitiske Spørgsmaal for
Parlamentet uvedkommende. — Først en kommende
Tids Fordomsfrihed og nøjere Indblik vil kunne
afgøre, om G. dog ikke har arbejdet for
Verdensfreden saa aabent, saa redeligt og saa
ivrigt, som de givne Forhold og Hensynet til hans
eget Land tillod, og haft virkelig Følelse for
fremmede Samfunds Vel. Undertrykkelsen af
de Indfødte i Kongo og Peru blev afhjulpet
ved hans Medvirken, ogsaa Makedonien tog han
sig energisk af paa et bestemt Tidspunkt.
Under Balkankrigen 1912—13 vandt hans
Optræden som uegennyttig Mægler alm.
Anerkendelse, end ikke Centralmagterne kunde beklage
sig, og i det hele viste han sig i Tiden mellem
den værste fr.-tyske Krise 1911 og 1914 paa fl.
Omraader saa indladende over for Tyskland,
at dets Udenrigsminister før Krigens Udbrud
kunde sige, at Tyskland og England ikke i
lange Tider havde staaet sig saa godt sammen.
Dommen over G. er imidlertid ogsaa stærkt
afhængig af den forsk. Vurdering af hans
Aandsevner og Selvstændighed. Medens man i Alm.
har tillagt ham Myndighed og Overblik trods
hans Mangel paa egl. Studium, er det fra visse
Sider hævdet, at hans forholdsvis ringe
Arbejdslyst og Veghed har gjort ham til et
Redskab for mere energiske Personligheder,
navnlig de faste Undersekretærer, Charles Hardinge
og Arthur Nicolson. At han i for høj Grad har
været de første og korteste Udvejes Mand, tør
man maaske ogsaa slutte af en umiskendelig
Fantasiløshed, der i den indre Politik har gjort
ham til en mere retlinet Demokrat, end man
af hans øvrige Stade kunde vente, og endog
gjort ham til principiel Tilhænger af
Kvindevalgretten. Hans Frihed for personlig
Egennytte og Ærgerrighed har ingen draget i Tvivl.
Som barnløs Enkemand lever han et stille
Privatliv, saa nær Naturen som muligt; hans
eneste Bog handler om Lystfiskeri (Fly-fishing,
1899).
Ved Siden af Kejser Vilhelm var G.
Hovedfiguren i de febrilske Forhandlinger sidst i
Juli 1914, hvor han gjorde det yderste for at
afværge Krigen, uden at svigte Englands
Venner bl. Stormagterne, og lovede, at han, om
det lykkedes, vilde tilstræbe »en fastere
Tilnærmelse mellem Magterne, end hidtil havde været
mulig«. Afgørende var hans Tale i Underhuset
4. Aug., og han hævedes nu højt i Nationens og
dens Kampfællers offentlige Mening. Hvad der
efterhaanden undergravede hans Stilling, var
ikke de omtalte Angreb, men en voksende
Følelse hos de Krigsivrige af, at nu i alt Fald var
han ikke længere den rette Mand, da
Raadsnarhed, Udsyn og fremfor alt Hensynsløshed
var det, der krævedes. Den uheldige Udvikling
af Forholdene paa Balkanhalvøen saa man som
et Nederlag for ham. Juli 1916, da
Omfordelingen af Ministerposterne efter Kitchener’s Død
nødvendiggjorde, at en af Statssekretærerne
forflyttedes til Overhuset, udnævntes han til
Peer som Viscount G. of Falloden (han afslog
den højere Jarletitel for ikke at faa Rang med
Slægtens Overhoved); men hermed var det
forbi med hans Udsigt til at blive liberal
Forsteminister, og i Decbr, da Lloyd George dannede
en helt ny Regering, blev ogsaa G. skubbet ud.
Han har siden forholdt sig ganske tavs i
Parlamentet; kun udgav han en Pjece om de
Tanker, han havde været inde paa Juli 1914 (The
League of Nations [1918]), og indtraadte som
Præsident i League of Nations’ Union, der
virkede for lgn. Formaal. En Øjensygdom har
svækket hans Syn, saa han trues med
Blindhed. Hans Afløseres Udnyttelse af den
endelige Sejr vil dog utvivlsomt rundt i Verden
skabe ny Sympati for hans humane Maadehold
og Fredslængsel. (Litt.: G., hvis
Menneskevæsen i saa ringe Grad har vendt ud efter, og
som trods sin store Anseelse ikke har sysselsat
Almenhedens Fantasi synderlig, har ikke som
sine fleste Fæller i eng. Politik fundet en
Biograf, end ikke en Udgiver af sine Taler.
Kortere Karakteristikker af ham bl. a. i A. G.
Gardiner, Prophets, Priests and Kings;
Silvara, »Englische Staatsmänner«; Besthorn,
»Den store Krigs Mænd«; Fortnightly Review
[1916], II, 216 ff.; Lichnowski, My Mission
to London. Litt. om ham maa søges i de alm.
Fremstillinger af Udenrigspolitikken i Tiaaret
1906—16, navnlig i de polemiske Indlæg om
Verdenskrigens Aarsager, saaledes
Helfferich, »Die Entstehung des Weltkrieges«;
Morel, Ten Years of Secret Diplomacy; G.
Murray, The Foreign Policy of Sir Edward
G. [overs. paa Dansk]).
P. L. M.
Grey [grei], Jane, eng. Dronning, Datter
af Henry G., Hertug af Suffolk og Frances,
Kong Henrik VIII’s Søsterdatter, f. 1537,
henrettet 12. Febr 1554. Hun opdroges hos
Dronning Katharina Parr, og der var Planer oppe
om at trolove hende med den unge Kong
Edvard VI, men Protektoren Somerset ønskede,
at Kongen skulde ægte hans egen Datter, og
forpurrede Trolovelsen, Imidlertid voksede Jane
til; hun blev meget smuk, var en livlig og
elskværdig Karakter, og takket være saavel hendes
egne Aandsevner som den gode Undervisning,
hun nød, udviklede hun sig hurtig til at blive
en virkelig lærd Kvinde. Allerede medens hun
var 13 Aar, roste hendes Lærer Elevens
utrolige Færdighed i at tale og skrive Græsk —
thi som alle Renaissancens Damer havde hun
faaet en solid Ballast af klassiske Kundskaber
— og i sit 15. Aar var hun Herre over Fransk,
Italiensk, Latin, Græsk, ligesom hun stod i
Brevveksling med mange af Tidens Lærde.
Stærkt religiøst grebet var hun Reformationen
hengiven med Liv og Sjæl. Den unge begavede
Kvindes Udvikling skulde dog blive brat
afbrudt. Efter den mægtige Somerset’s Fald
allierede hendes Fader sig med den ny
Magthaver, John Dudley, Hertug af
Northumberland, og for at knytte Familierne nærmere
sammen ægtede Jane hans Søn, Guildford (1553).
Herved skulde der tillige efter den unge Kong
Edvard’s Død banes Vej til Tronen for Familien
Dudley, thi gennem sin Moder var Jane i Slægt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
