Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hagerup, George Francis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Paa denne Vis har han vedblevet at øve en
stor Indflydelse inden for den norske
Juristverden, ogsaa efter at han 1903 endelig forlod
sin Lærerstilling ved Univ. 1907 nød han den
enestaaende Udmærkelse at blive tildelt den
Ørsted’ske Guldmedaille.
Ligesom H. saaledes paa det videnskabelige
Omraade i fortrinlig Grad viste sig at være
Fremskridtsmanden, er han det samme paa
det praktisk-sociale. Navnlig har ogsaa
Kvindesagen i ham fundet en indflydelsesrig Støtte.
Mindre Lejlighed har han haft til at medvirke
i det i Norge saa stærkt anvendte
Lovkommissionsarbejde. Dog indtraadte han 1891 i
Civilproceslovkommissionen og foretog af Hensyn
hertil 1892—93 ny Studierejser til England
Frankrig og Tyskland. I denne Virksomhed
afbrødes han imidlertid allerede 1893, idet han
ved Dannelsen af det konservative Ministerium
Stang af 2. Maj d. A. kaldtes til Medlem af
Kongens Raad, i hvilken Egenskab han
tilbragte Aaret 1893—94 ved Statsraadsafdelingen
i Sthlm og derpaa 1894 overtog
Justitsdepartementet. Under den særdeles livlige Valgkamp
Sommeren 1894 udfoldede han en energisk
Virksomhed paa Folkemøderne i de
forskelligste Landsdele som Forsvarer af det
konservative Program. Ved sin tillidvækkende
Optranen og Personlighed vandt H. saavel i som
uden for Stortinget almen Anerkendelse som
en betydelig politisk Kraft, hvortil ikke mindst
bidrog hans fremragende Evne som en paa
een Gang saglig og formfuldendt Taler. Det
var derfor under flersidig Tilslutning, at
Kongen, da det viste sig nødvendigt at danne et
Koalitionsminislerium af Landets 3 politiske
Partier, stillede H. i Spidsen for dette (14.
Oktbr 1895). Da Valgene 1897 imidlertid gav
Venstre 2/3 Flertal i Stortinget, og den 1895
nedsatte Komité ang. Ordningen af
Unions-Stridsspørgsmaalene opløstes uden Resultat,
demissionerede Ministeriet 17. Febr 1898,
hvorefter H. gik tilbage til sin Universitetsstilling
Ved Stortingsvalgene 1900 og 1903 blev H.
første Repræsentant for Hovedstaden, sidste
Gang dog først efter lige over for sine stærke
personlige Betænkeligheder at have givet efter
for ovationsmæssige Opfordringer. I den
forudgaaende, meget spændende Valgkamp havde
han som Højres Leder taget overmaade virksom
Del. Navnlig præciserede den Tale, han 15. Aug.
holdt i Trondhjem, paa det skarpeste Stillingen,
som den dengang ifølge Højres Betragtning
forelaa. Ved Valgene sejrede da ogsaa
Forhandlingspolitikken, og H. paatog sig paa
Grundlag af dens Program at danne det ny
Ministerium af 22. Oktbr 1903. Ud igennem Aaret
1904 viste det sig imidlertid, at den sv.
Regering med Boström som ledende Chef ikke
havde til Hensigt med imødekommende og
paaregnet Hurtighed at fremme Forhandlingerne
om Konsulatsagen. Disses aktive Repræsentant
i det sv. Statsraad, H.’s personlige
Meningsfælle, Udenrigsministeren Lagerheim indgav
tværtimod 7. Novbr 1904 sin Afskedsbegæring,
og 23. s. M. indfandt Boström sig i Kria for
at overraske den norske Regering med det sv.
Raads saakaldte »Grunder«, ɔ: principielle
Vilkaar for Forhandlingernes Fortsættelse. Sin og
sine Kollegers Mening om disse »Grunder«
redigerede H. i sin Skrivelse til Boström af 26.
Novbr, et hist. Aktstykke, der danner det
nærmest indledende Skridt i den Række
Forholdsregler og Erklæringer fra norsk Side, der i
Løbet af nogle Maaneder førte til Unionens
Opløsning. »Der kan«, skrev H., »fra norsk
Side ikke gives Tilslutning til noget, der i faktisk
ell. retslig Henseende forlener den nu
bestaaende Ordning af Udenrigsstyret nogen anden
Hjemmel, end den nu har. Der kan fra norsk
Side heller ikke paaregnes Tilslutning til
nogen Ordning, hvorved der gives sv.
Myndigheder Adgang til at gribe ind i norsk
Statsmyndigheds Afgørelser«. Det sv. Krav, gaaende
ud paa at give den sv. Udenrigsminister Ret
til i et væsentlig sv. Statsraad at lade
afskedige en særskilt norsk Konsul, ansat i norsk
Statsraad, afviste H. med de Ord, »at dette
Krav var ganske uforeneligt med den norske
Grundlov«, samt »at en Ordning, hvorved sv.
Statsmyndighed skulde kunne ophæve en af
norsk Statsmyndighed fattet Beslutning, efter
alm. stats- og folkeretlige Principper vilde
paatrykke Norge et Lydrigestempel og derfor
i national Henseende være et overordentlig
stort Tilbageskridt i Forhold til den nuv.
Ordning af Konsulatvæsenet«. Uagtet H. derpaa 9.
Decbr indtraf i Sthlm, fremkaldte de
Konferencer, hvortil Opholdet dersteds gav
Anledning, i Realiteten ikke bedre Udsigter til for
Norge acceptable Vilkaar, og de videre
Erklæringer, som i de første Uger af 1905 fra begge
Sider udveksledes, tjente alene til yderligere at
fastslaa Forhandlingernes Resultalløshed. Da
H. i Stortingets Møde 9. Febr herom afgav
Meddelelse, udtalte han: »Den Stilling, som
derved er fremkaldt, er af en meget alvorlig
Art. Vort Folk er besjælet af et levende Ønske
om at bevare det fredelige Forhold og den
gode Forstaaelse mellem de to nærbeslægtede
Nabofolk, der er lige vigtig for begge. Men den
nuværende unionelle Tilstand er
uholdbar og vil ikke kunne
vedvare, uden at sætte dette Forhold
i Fare. Opgaven maa derfor, nu mere end
nogen Sinde, være: helt og uafkortet at faa
gennemført Betingelserne for, at Norge kan
indlage den stats- og folkeretslige Stilling, der
tilkommer det som suverænt Rige . . . Kan
denne Opgave ikke løses inden for Rammen af
den bestaaende Statsforbindelse mellem Norge
og Sverige, maa det komme under Overvejelse
at forberede ny og friere Former
for en saadan Samvirken mellem
begge Folk til Fremme af fælles Interesser,
som alle maa ønske bevaret, og som i
Virkeligheden i højere Grad end Institutioner er det
varige og værdifulde Grundlag for enhver
Sammenslutning mellem fri Folk . . . Stillingen bør
fremkalde Drøftelser og Samvirken mellem
Storting og Regering«. H. tilføjede, at han og
hans Kolleger i Regeringen var ligesaa beredte
til hertil at yde deres Medvirken som til »at
træde tilbage, om deres Vedbliven i
Stillingerne skulde volde Vanskeligheder for
Samarbejdet mellem Partierne«. Der udviklede sig
imidlertid ud gennem Februar Maaned en
voksende Meningsforskel inden for Ministeriet selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
