Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hallucination
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Menneskeskikkelser; i 50 % af Hørelseshallucinationerne
var det kun Individets eget Navn, der blev hørt.
— De spontane H. synes saavel hos Sunde som
hos Syge kun at opstaa i Slappelsestilstande,
for de normale Individers Vedk. især paa
Grænsen mellem Søvn og Vaagen. Umiddelbart før
Indsovningen optræder hos mange normale
Mennesker en Vrimmel af hurtigt skiftende,
meget levende Synsbilleder, der i det mindste
er at betragte som Pseudohallucinationer (se
nedenf.); de kaldes sædvanlig
hypnagogiske H. Den rette Jordbund for H. er dog
nervøse Forstyrrelser af forsk. Art og de fleste
egl. Sindssygdomme; her optræder de massevis
ofte med en saa udpræget Karakter, at
Sygdommens Art derved kan bestemmes. De fleste af
disse Sygdomstilstande er imidlertid ogsaa
særprægede ved en dyb Svækkelse af
Opmærksomheden. I alle Delirier (Feberdelirier, akutte og
kroniske Forgiftninger, Træthedsdelirier) er
denne Opmærksomhedssvækkelse velbekendt;
den er ligeledes udpræget i talrige
Sindssygdomme, f. Eks. Forvirringen (amentia), hvor
H. er hyppige, og Hysterikernes H. forekommer
udelukkende under »Anfaldene«, d. e. mere ell.
mindre dybe hypnoide Tilstande. I andre
Sindssygdomme, hvor en Opmærksomhedssvækkelse
er tvivlsom, f. Eks. Forryktheden (paranoia), er
de talrige H. rimeligvis heller ikke spontane,
men autosuggererede, fremkaldte ved den
»forrykte« Forestillingskreds, som behersker
Individet, og støttede af tilfældige Iagttagelser.
Da ydre Paavirkninger i det mindste
tilsyneladende mangler ved mange H., kan der ikke
være Tvivl om, at disses egl. Indhold udgøres
af Erindringsbilleder; herom er da ogsaa alle
enige. Det gælder nu blot om at forklare,
hvorledes et Erindringsbillede kan forveksles med
en Sanseiagttagelse og saaledes give en falsk
Opfattelse af Virkeligheden. Herom er opstillet
fl. Teorier; to fysiologiske, der igen hver
forekommer i forsk. Modifikationer, og en
psykologisk, der optræder i to Former. — Begge de
fysiologiske Teorier forudsætter, at enhver
Bevidsthedstilstand, der for Individet skal staa
som en Iagttagelse, nødvendigvis ogsaa kræver
Virksomhed i et Sanseorgan. I
Overensstemmelse hermed antager den ældste fysiologiske
Teori, den centrifugale, at et Erindringsbillede,
der skal blive hallucinatorisk, maa have
fremkaldt en fra Hjernen udgaaende, centrifugal
Nervestrøm, som har paavirket et Sanseorgan,
Øjet, Øret o. s. v., hvorved H.’s Art er bestemt.
Selv om Muligheden af slige centrifugale
Nervestrømme under anormale Forhold ikke lader
sig bestride, er Antagelsen dog rent hypotetisk,
og bortset herfra kan der rejses saa mange
Indvendinger mod Teorien, at denne mere og
mere maa vige Pladsen for den i den nyere Tid
af James, Binet o. fl. opstillede centripetale
Teori. Denne forudsatte ligeledes en
Medvirken af et Sanseorgan, men antager, at dettes
Virksomhed hidføres af en ydre Paavirkning,
saa at enhver H. altsaa strengt taget er en
Illusion, selv om Sansepaavirkningen i mange
Tilfælde er upaaviselig. I den egl. Illusion er
det altid en bestemt Sansning, som Individet er
sig bevidst, der ved at reproducere
uvedkommende Forestillinger fører til en falsk Opfattelse
af det iagttagne. Herfra skulde H. altsaa kun
adskille sig derved, at Sanseelementet i Alm. er
saa ringe, at Individet ikke bliver sig det
bevidst. Men da en saadan minimal Sansning
under almindelige Forhold ikke vilde give
Anledning til nogen Forestillingsreproduktion, maa
der yderligere postuleres en abnorm Tilstand
af Bevidstheden, en Dissociation, der muliggør
Forestillingsreproduktionen og dermed
Fremkomsten af H. Ogsaa denne Teori indeholder
altsaa adskillige hypotetiske Momenter:
upaaviselige Sanseelementer og en ikke nærmere
defineret anormal Bevidsthedstilstand.
Disse Ulemper undgaas ved den psykologiske
Teori, der udelukkende bygger paa bekendte
Fakta. For det første, siger Teorien, er en
Medvirken af et Sanseorgan ingenlunde nødvendig,
for at en Forestilling skal synes Individet at
være en Iagttagelse. Under alm. Forhold kender
vi Erindringsbilleder fra Sanseiagttagelser
derpaa, at vi er Herre over de første, medens de
sidste paatrænger sig og ikke kan forjages uden
ydre Handlinger, Tillukning af Øjnene o. s. v.
Hvis derfor en Forestilling dukker op i
Bevidstheden under saadanne Omstændigheder, at
Individet ikke kan forjage den ved vilkaarlig
Henvendelse af Opmærksomheden paa andre Ting
og heller ikke kan overbevise sig om, at den
strider mod andre samtidige Sansninger, saa
maa denne Forestilling nødvendigvis holdes for
en Iagttagelse, altsaa være en H. Eksempler
herpaa har vi i vore Drømme. Selv de
urimeligste Drømmebilleder tages, saa længe vi
drømmer, for fuld Virkelighed, hvilket netop skyldes
de to Omstændigheder, at Opmærksomheden
under Søvnen er saaledes svækket, at den ikke
vilkaarlig kan rettes, og at samtidige
Sansninger er udelukkede; derfor bliver alle
opdukkende Erindringsbilleder H. For det andet er
det som sagt utvivlsomt, at spontane H. netop
opstaar under en søvnlignende, hypnoid
Tilstand. Skyder der sig i et saadant Moment et
Erindringsbillede op i Bevidstheden, vil
Individet ikke straks kunne samle sig til at blive
Herre over det, og det kommer nu an paa,
hvor stærkt Opmærksomheden er svækket. Kan
Individet endnu sanse saa klart, at han kan
overbevise sig om Billedets Modstrid mod
Virkeligheden, vil det kun staa for ham som et
ualmindelig levende Erindringsbillede, og
Fænomenet kaldes i saa Fald en
Pseudohallucination. Men er den hypnoide Tilstand saa
dyb, at en skarp Sansning i det givne Moment
er umulig, vil Billedet i kortere ell. længere
Tid tages for Virkelighed, altsaa være en H.
Imod denne Forklaring har Størring
indvendt, at den er utilstrækkelig, da den ikke
er i Stand til at gøre Rede for den væsentlige
Forskel mellem H. og Pseudohallucinationen.
Den sidstnævnte er kun et meget levende
Erindringsbillede, der f. Eks. for Synsbilledernes
Vedk. ikke staar i noget bestemt Forhold til de
samtidige Sansninger, men ses at svæve et ell.
andet Sted i Rummet og gerne følger med
Øjnenes Bevægelser. Den egl. H. derimod
indordnes i Rummet mellem andre Iagttagelser, f.
Eks. saaledes at en hallucinatorisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
