Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hansteen, Christopher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Raadighed, at skaffe Byen en ordentlig Tid og
lod sig derfor indrette et interimistisk
Observatorium paa Vippetangen, forsynet med
middelmaadige Instrumenter. I »Astr. Nachr.« har
han publiceret talrige Observationer fra denne
Tid og bragt i Forslag forsk.
Observationsmetoder; af disse bør især fremhæves hans
»Methode mittelst des Durchganges des
Polarsterns und eines Bessel’schen Sterns durch
denselben Vertikal die Zeit zu bestimmen« (Bd
VI), der senere er bearbejdet videre af
Bohnenberger, og som i den sidste Tid ved Döllen
har vundet en vis Navnkundighed. Fra denne
Tid er ogsaa hans to Lærebøger i Astronomi.
Med det ny Observatoriums Instrumenter kom
H. ikke til at anstille nogen større
Iagttagelsesrække; thi hans magnetiske Studier lagde mere
og mere Beslag paa hans Tid, og tillige kom
han p. Gr. a. sine tidligere magnetiske
Undersøgelser til at staa i Spidsen for alle den Slags
Studier; alle Observationer blev nemlig sendte
til ham som til et alm. Kontor for magnetiske
Iagttagelser, hvor de blev beregnede og
publicerede. Han kom derfor til at udrette mindre
som Astronom end som Fysiker. Sin astron.
Virksomhed indskrænkede han hovedsagelig til
Redaktionen af Almanakken (1815—62) og til
Publikation af mere populære astron. Artikler
i »Norsk Folkekalender« (1847—56) og »Magazin
for Naturvidenskaberne«, i hvis Grundlæggelse
han deltog 1822, og af hvis første 8 Bd han var
Medudgiver. Hans eneste større astron.
Publikation fra den senere Tid er foruden
Universitetsprogrammet for 1849 »Beschreibung und
Lage der Universitäts-Sternwarte in
Christiania«, som han udgav sammen med Fearnley,
hans i »Saml. til det norske Folks Sprog og
Historie« I og II offentliggjorte Diskussion af
den hos Snorre omtalte Solformørkelse under
Stiklestad-Slaget. H. fandt ved sin Beregning,
at Olafs Dødsdag, som altid var blevet
henlagt til 29. Juli 1030, maatte højtideligholdes
31. Aug., thi den Dag gik der 1030 en total
Solformørkelse over Værdalen. Dette Arbejde
af H. har haft ikke liden Bet. for Astronomien
og Historien, thi gennem dette blev
Opmærksomheden henledt paa de i hist. Annaler
optegnede Meddelelser om tidligere under hist.
Begivenheder indtrufne Formørkelser. Selve
Formørkelsen har vundet en vis
Navnkundighed ved, at de senere hist. Undersøgelser har
godtgjort, at Snorre fejlagtig har henlagt disse
to Ting — Slaget og Formørkelsen — til en og
samme Dag.
Som ovf. nævnt besvarede H. det kgl. danske
Videnskabernes Selskabs magnetiske
Prisopgave for 1811, men p. Gr. a. Landets forstyrrede
Pengevæsen kunde hans Afh. ikke blive trykt
paa Selskabets Bekostning, og først 1819
udkom Skriftet i udvidet Skikkelse paa Tysk med
Understøttelse af Karl Johan under Titel:
»Untersuchungen über den Magnetismus der Erde«
I (Tekst og Atlas). I dette fundamentale Værk,
som det var H.’s Mening skulde efterfølges af
2. Del indeholdende Undersøgelser over
Nordlyset (p. Gr. a. det store Tab, Udgivelsen af 1.
Del havde forvoldt H., hindredes han i at
afslutte Værket), behandler han kritisk det da
foreliggende Materiale over Jordmagnetismen,
undersøger eksperimentelt Magnetismens
Fordeling i en Magnet og Magnetens Virkning paa
en Pol og paa en anden Magnet; dernæst
undersøges, om Jordmagnetismen kan forklares
ved Antagelse af 1 ell. 2 Magneter i Jordens
Indre, og til sidst behandles Magnetnaalens
daglige Bevægelse. Det er de samme Metoder,
som snart efter i Gauss’ Hænder, men under
Paavirkning af H.’s Forarbejder, uddannedes
til en høj Grad af Fuldkommenhed, ligesom
denne ogsaa viste, at H.’s Antagelse af
Tilstedeværelsen af 2 Jordmagneter, hvis Sydpoler var
rettede mod de to Punkter paa den nordlige
Halvkugle, hvor Intensiteten har sit Maksimum,
ikke paa langt nær var skikket til at forklare
alle de stedfindende jordmagnetiske
Fænomener, men at meget mere hver enkelt Partikel
af Jorden maa betragtes som en Magnet, og at
den Virkning, man paa et enkelt Sted iagttager,
er Resultanten af Virkningerne af alle Jordens
magnetiske Partikler. Da H.’s Værk udkom,
manglede man magnetiske Observationer fra
store Partier af Jorden; navnlig havde man
kun ganske faa Bestemmelser af
Jordmagnetismens Intensitet. Ved forsk. Rejser saavel i de
skandinaviske Lande (1821 til Bergen, 1825
rundt om den bottniske Bugt til Finland og
tilbage over Åbo og Sthlm) som udenlands,
saaledes til Paris og London 1819, for at bestemme
Intensiteten og ved at samle de i andre Egne
af Jorden af Rejsende som de Rossel, Humboldt
og Sabine foretagne Intensitetsbestemmelser
sattes H. i Stand til 1826 at udgive det første
nogenlunde fuldstændige Kort over Intensiteten.
Efter H.’s Anskuelse maatte Jorden have 4
magnetiske Poler; paa den nordlige Halvkugle
findes den ene Pol i det nordøstlige Amerika,
og den anden og svagere Pol maatte efter hans
Beregning ligge i Sibirien, et da for største
Delen magnetisk terra incognita. P. Gr. a. den
store. Vigtighed ved at faa undersøgt dette
Land begyndte H. allerede i de første Aar
efter Udgivelsen af sit Hovedværk at arbejde
paa at faa en Rejse derhen i Stand. 1823 fik
han Karl Johan til at interessere sig for denne
Sag, og 1827 bevilgede Stortinget enstemmig
den forlangte Sum. Det videnskabelige Udbytte
af Rejsen, der varede 2 Aar (1828—30), har
H. nedlagt i »Resultate magnetischer,
astronomischer und meteorologischer
Beobachtungen auf einer Reise nach dem östlichen
Sibirien in den Jahren 1828—30« (1863), der er
forsynet med 3 Kort til Belysning af de
magnetiske Elementer i Europa og Asien og
danner en værdig og smuk Afslutning paa H.’s
Bidrag til denne Del af Videnskaben og paa
hans videnskabelige Bane overhovedet. I sine
»Rejseerindringer« (1859, sv. Overs. 1861, tysk
Overs. 1854, fr. Overs. 1857) har han givet en
populær Beretning om sin Sibirien-Rejse og sin
Bergen-Rejse 1821, da han opdagede
Vøringfossen.
Foruden de ovenn. Publikationer har H.
udgivet »Lærebog i Plangeometri« (1835), der p.
Gr. a. en Anmeldelse af Holmboe bragte ham
op i en med en Del Bitterhed fra begge Sider
ført litterær Fejde med sin Kollega; i sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
