Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heiberg, Johanne Luise
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hun 1821 fortes af Jfr. Levin, en Datter af
»Jøden under Træet« paa Dyrehavsbakken. Paa
Danseskolen (under J. Larcher) blev hun snart
en af de flinkeste Elever, og da »Correggio«
skulde genoptages, valgtes hun til Barnet
Giovanni og udførte 14. Maj 1823 denne Rolle saa
heldig, at hun herefter fik Skuespillenes
Barneroller tildelt. Paa dette Tidspunkt gjorde hun
Bekendtskab med Assistent J. G. Harboe, som
fik fundamental Bet. for hendes Udvikling. Han
var det første Menneske, som opdagede hendes
Begavelse, og med stor Finhed og
Utrættelighed søgte han at udjævne det Misforhold, der
var mellem hendes Evner og Kundskaber. Med
Tab af sin Lykke blev han det faste Punkt i
hendes Ungdoms Vildnis, og han dannede
hendes Livsvej opad. Ved en Aftenunderholdning
8. Febr 1826 paa Hofteatret, hvor hun spillede
Trine i Poul Møller’s Dialog »Hans og Trine«,
traf hun første Gang Dr. J. L. H., som kort
efter skrev Trine Rar i »Aprilsnarrene« for
hende. Da Vaudevillen gjorde stor Lykke, ikke
mindst p. Gr. a. Jomfru Pätges’ umiddelbare
Skælmeri, blev hendes Overgang fra Balletten
til Skuespillet fastslaaet, og fra 1826 ansattes
hun som »dramatisk Elev« med 100 Rdlr i
aarlig Gage. H.’s Interesse for den unge Pige gav
sig i den flg. Tid Udslag i Christine i »Et
Eventyr i Rosenborg Have« og Caroline i »De
Uadskillige«, og hver Rolle, hun spillede,
afdækkede ny Sider af hendes kunstneriske
Væsen; de erotiske Tilnærmelser og Anfægtelser,
for hvilke Livet havde udsat hende,
muliggjorde hende allerede i hendes 16. Aar at spille
Shakespeare’s Julie med virkelig Forstaaelse.
H.’s Interesse steg efterhaanden til Kærlighed;
hans Agnete i »Elverhøj« var en indirekte
Elskovserklæring, og kort efter Stykkets Opførelse
(6. Novbr 1828) tilbød han hende sin Haand,
men da J. G. Harboe nærede dybe Følelser for
hende, modtog hun den ikke. Efter 18. Juli
1829 at være blevet udnævnt til kgl.
Skuespillerinde flyttede hun fra sit triste Værelse bag
Forældrenes Beværtning til Kunstnerparret
Wexschall’s selskabelige Hjem, og da dette
opløstes, fik H.’s Moder, Fru Gyllembourg, maget
det saaledes, at hun tog Ophold i hendes
stilfærdige Hus. Her gled Jomfru Pätges, der efter
Harboe’s Selvmord en Tid havde været forlovet
med Skuespiller Hvid, uden at holde af ham,
mere og mere hen imod den 21 Aar ældre
H., hvis Autoritet hun trængte til, og 31. Juli
1831 blev de viet i Slangerup Kirke.
De kultiverede Omgivelser dræbte ikke
Frilandsvegetationen i hendes Sind, men de
fjernede Faren for vilde Skud. Fru Gyllembourg’s
humane Følsomhed, der forenedes i Harmoni
med H.’s overlegne Intelligens, berigede hendes
indre Liv. Med stor Perfektibilitet tilegnede
hun sig deres Form, og hendes Friskhed i
Domme og Syn i Forbindelse med hendes
kølige Koketteri, der lod ane en dulgt Lidenskab,
gjorde hende til et straalende Midtpunkt i det
H.’ske Mønsterhjem. Hendes Ansigt havde store
Træk, Øjnene var blaagraa, de ejede en
dragende Magt og de glimrede ved deres sorte
Indfatning, som i Forbindelse med
Øjenbrynenes mørke Pile gav Tindingpartiet et eget
varmt Præg. Smilet ømkr. hendes udtryksfulde
Mund aabnede for smukke, lidt adskilte
Tænder, Haaret var mørkt og fyldigt, Næsen
stemmede ikke overens med det antikke
Skønhedsbegreb — det gjorde hendes Hænder og
Fødder heller ikke, men de brugtes paa en saa
blændende Maade, at man tiltroede dem samme
Skønhed, som hendes Skikkelse ejede.
Naturmagten i hendes Personlighed blev Motivet til
ny Digtning. Alle Tidens sceniske Skribenter
fra Oehlenschläger til Overskou bejlede til
hendes Muse, dog ingen med større Held end J.
L. H. og ingen inderligere — poetisk talt —
end Henrik Hertz. Alle hans betydelige dram.
Arbejder rummer Studier over og Opgaver for
hende, f. Eks. Antonie i »Sparekassen«,
Ragnhild i »Svend Dyrings Hus«, Jolanthe i »Kong
René’s Datter« og »Ninon«. Fru H.’s
mærkelige og sammensatte Personlighed udfoldede sig
i 270 Roller, der omfattede alle
Karaktermodsætninger, og i hvilke hun navnlig i
Sammenspillet med Michael Wiehe skabte skønne
Billeder af forelskede, kokette ell. aandsoverlegne
Kvinder. Talentet tindrede i danske ell.
sydlandske Farver, de var svagest i Tragedien og
stærkest, hvor Erotik, knibsk Lune ell. rørende
Naivetet dannede Understrømmen. Medens
hendes Fremstilling af Skikkelser som »Den
Vægelsindede«, Lady Teazle i »Bagtalelsens Skole«
ell. Hanne i »Tilfældet har Ret« var
Mosaikarbejder, udførte med glimrende Intelligens paa
Grundlag af mange fra Livet hentede
Iagttagelser og Nuancer, var hun i sine tragiske
Fremstillinger — f. Eks. af Lady Macbeth —
fjernt fra Naturalismens Skuespilkunst. For
hende som Barn af Romantikken var
Skønhedslinien en hellig Grænsemur. Men det hændte,
at hun vilde gøre det skønne endnu skønnere,
og derved kom over den Grænse, som skiller
Kunst fra det Kunstlede. I saadanne Tilfælde
soignerede hun i for høj Grad baade sin Plastik
og de enkelte Ord; hun udtalte f. Eks. y’et i
»Smykke« saaledes som den Lyd, Bogstavet
betegner i Ordet »Hygge«, og sagde »Hauge« i St
f. Have. Men Publikum fulgte hende altid, og
selv en streng Kritiker som Clemens Petersen
syntes, at denne Udtale »faldt naturlig« paa
hendes Læber.
Fru H.’s Afsked under den Høedt’ske
Teaterstrid, da hendes Mand 1856 forlod Chefsposten,
vakte i Ministerium, Presse og Publikum en
Bevægelse, som om Sagen havde storpolitisk Bet.
Adskillelsen blev dog kun kort; da Direktør H.
Christensen, som havde været Heiberg’s
Banemand, var styrtet, og Høedt var pebet ud,
vendte Fru H. tilbage og blev ved sin
Genoptræden som Lady Teazle (5. Oktbr 1859) hilst
med uendelig Jubel. Men hendes Kunst tilhørte
i udpræget Grad Ungdomstiden, og da den
romantiske Periode ebbede ud, følte hun, »at
hendes Roser ikke blomstrede mere«. Det er
som et Symbol, at hun forlod Teatret paa
Grænsen af to Tider i Litteraturen: Hun tilhørte helt
og holdent den første. Ingen anede, at hun
optraadte sidste Gang, da hun 2. Juni 1864
spillede Elisabeth i »Elverhøj«; først i Aug. indgav
hun sin Afskedsbegæring. Fra 1867 til det gl.
Teater blev nedrevet 1874, virkede hun som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
