Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik IV, Lancaster (Konge af England) - Henrik V (Konge af England) - Henrik VI (Konge af England)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
von England«, V [Gotha 1858]; J. Ramsay,
Lancaster and York, I [Oxford 1892]; J. R.
Green, History of the english people, II
[Lond. 1892]).
C. S. C.
Henrik V, Konge af England
(1413—22), foreg.’s Søn, f. 9. Aug. 1388, d. 31. Aug.
1422). Han fortsatte Forfølgelsen mod
Lollarderne, der næsten blev udryddede. Udadtil
optog han Edvard III’s Fordring paa den franske
Trone, og det var hans Agt at erobre
Frankrig. Forholdene der var gunstige for ham, idet
to Partier, Borgerne, der førtes af Hertug
Johan af Burgund, og Lensadelen, ført af Greven
af Armagnac, efter Førerne kaldte
Bourguignons og Armagnacs, laa i Kamp med hinanden.
Foreløbig havde Armagnacs Overhaanden.
Efter at have opdaget og knust en
Sammensværgelse hjemme sejlede H. over til Frankrig
og erobrede Harfleur. Landet laa aabent for
ham, men Sygdom havde bortrevet 2/3 af hans
Hær, og han vovede derfor ikke at gaa mod
Paris, men vendte sig mod Calais. Undervejs
blev han standset ved Azincourt af en fl. Gange
overlegen fr. Hær, og her stod den afgørende
Kamp 25. Oktbr 1415. De eng. Bueskytter viste
sig atter den fr. Lenshær overlegne; den led
et frygteligt Nederlag, og bl. de Fangne var
Hertug Karl af Orléans. Hertugen af Burgund
havde forladt den franske Hær før Slaget. Kun
Enighed kunde nu frelse Frankrig, men den
opnaaedes ikke. H. søgte at vinde Burgund
for sig, og Greven af Armagnac, der havde
faaet Dauphinen Karl i sin Magt, førte et sandt
Rædselsregimente i Paris. Ingen tænkte paa at
modstaa H., og han erobrede i Løbet af 2 Aar
hele Normandiet. Paris’ Borgere gjorde Oprør
og dræbte Armagnac. Engelske Tropper naaede
lige til Paris, og de to Partier holdt for en Tid
inde med Striden; men da Hertug Johan 1419
ved et Mode blev dræbt af Dauphinens Folk,
sluttede hans Søn Filip sig til H., og da ogsaa
Dronning Isabella af Bayern forraadte sit Land,
blev der 21. Maj 1420 sluttet en Overenskomst
i Troies, hvorefter H. skulde ægte Karl VI’s
Datter Katharina og arve Frankrig. Dauphinen
nægtede at anerkende dette og blev støttet af
Armagnacs. Krigen fortsattes, og Dauphinen
vandt en Sejr ved Beaugé over Clarence. Ved
Efterretningen herom drog H., der havde
været i England, over til Frankrig, drev
Dauphinens Hær tilbage og holdt Indtog i Paris.
Da han atter drog imod ham, døde han.
(Litt.: A. J. Church, Henry the Fifth
[Lond. 1916]; se iøvrigt Henrik IV).
C. S. C.
Henrik VI, Konge af England
(1422—61), foreg.’s Søn, f. 6. Decbr 1421, d. i Maj
1471. Kort efter Henrik V døde ogsaa Karl VI,
og H. var Konge over begge Lande.
Regentskabet var ordnet saaledes af Henrik V, at
Hertugen af Bedford skulde styre
Besiddelserne i Frankrig og føre Krigen, medens
Hertugen af Gloucester skulde lede Regeringen i
England. Det gjaldt om at opretholde Alliancen
med Burgund, og det lykkedes ogsaa for en
Tid. Dauphinen, der havde fattet nyt Haab ved
Henrik V’s Død, førte sin Hær ind i Burgund,
men blev slaaet 2 Aar i Træk. Imidlertid ægtede
Gloucester Jaqueline af Hainaut, Holland m. m.,
hvorved han fornærmede Burgund, og Filip
den Gode sluttede sig til Karl VII; med ham
fulgte Hertugen af Bretagne. Det saa dog
stadig sort ud for Frankrig, og Bedford belejrede
Orléans. Da optraadte Jeanne d’Arc og bragte
Krigslykken til at vende sig, og med hende
vaktes den nationale Følelse i Frankrig. Krigen
varede endnu i mange Aar, men det gik stadig
tilbage for Englænderne. 1444 blev der sluttet
en Stilstand, og Aaret efter ægtede H.
Margrete, en Datter af René af Anjou og en
Slægtning af Karl VII. Faa Aar efter begyndte
Krigen igen, men var stadig uheldig for
Englænderne, der tilsidst kun havde Calais tilbage.
H. var en svag og ængstelig Mand, der ønskede
at leve i Fred med alle, og han var langtfra
de vanskelige Forhold voksen. Han havde
støttet sig til Kardinal Beaufort, der som Fører
for Fredspartiet laa i Strid med Gloucester,
der ledede Krigspartiet. Da de begge døde
1447, blev William de la Pole, Jarl af Suffolk,
den mest betroede Minister, idet han var en
Yndling af Dronningen, der fuldstændig
beherskede Kongen. Englands stadige Nederlag i
Krigen mod Frankrig gjorde Suffolk og
Dronningen upopulære, medens Hertug Richard af
York indtog Gloucester’s Plads i Folkets Gunst.
Til sidst blev Suffolk af York og hans Parti
anklaget for Højforræderi og blev landsforvist,
men paa Vejen til Frankrig blev han dræbt.
Hans Efterfølger i Dronningens Gunst blev
John Beaufort, Hertug af Somerset. York blev
fjernet som Vicekonge over Irland. Indbyggerne
i Kent gjorde Oprør under Ledelse af Jack
Gade, der kaldte sig Mortimer og gav sig ud
for en uægte Søn af den sidste Jarl af March,
en Ætling af Edvard III. Det blev vel kuet,
men York kom tilbage fra Irland og fordrede
Somerset fjernet og sig selv optagen i
Regeringen. H. lovede det, men holdt ikke sit Løfte.
1453 begyndte han at vise Tegn paa
Sindssygdom. Der stod nu to fjendtlige Partier over for
hinanden, det ene ført af Dronningen og
Somerset, og det andet af York. Foreløbig blev
York Landets Protektor, men H. kom sig snart
igen, og han maatte tage sin Afsked. Nu vilde
Dronningen og Somerset tage Hævn over ham,
men han samlede sine Tilhængere i
Nordengland om sig og sejrede 22. Maj 1455 ved St
Albans over de kgl. Tropper og blev igen
Protektor. Det var det første Slag i Rosenkrigen,
der kaldtes saaledes, fordi Huset Lancaster
førte en rød og Huset York en hvid Rose i sit
Vaaben. York’s Protektorat ophørte allerede
1456, da H. igen kom sig. Kampen, der hidtil
havde staaet mellem to Adelspartier om
Indflydelse paa Regeringen, kom nu til at dreje
sig om selve Kongedømmet. York, der havde
vundet en mægtig Støtte i Jarl Richard af
Warwick, hvis Søster han havde ægtet, gjorde
Fordring paa Tronen som Søn af Anna, der
nedstammede fra Edvard III’s næstældste Søn,
og Lorderne anerkendte ham som H.’s Arving
med Forbigaaelse af dennes Søn Edvard.
Dronningen vilde ikke finde sig heri, og en Krig
udbrød, hvori hun sejrede ved Wakefield 1460,
hvor York faldt. Hans Søn Edvard overtog
Ledelsen af Partiet og sejrede ved Towton,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
