Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heurnius, Justus - Heurteloup, Charles - Heusch, Guilliam de - Heusde, Filip Willem van - Heusinger von Waldegg, Edmund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fader var Prof. Efter at have taget teol.
Eksamen blev han Præst. 1618 udgav han De
legatione Evangelica ad Indos capessanda
admonitio, det første egl. Missionsskr. i Protestant.
Historie. Skr. var tilegnet Generalstaterne, Prins
Moritz af Nassau og Direktørerne for det
ostindiske Kompagni og fremhævede stærkt den
Pligt over for Hedningerne, som Gud havde
paalagt Øvrigheden. Nederlænderne har ikke
faaet Kolonierne i Indien, for at de skal udbytte
de Indfødte, men for at de skal bringe dem
Evangeliet. Derfor skal der oprettes Skoler for
den ind. Ungdom, og Biblen skal oversættes paa
Folkets Sprog. Alt dette vil koste mange
Penge; men Handelen med de Indfødte vil ogsaa
blive mere sikker, naar de har omvendt sig
til Evangeliet. Missionspligten begrundes dels
ud fra Biblens Ord, dels ved Henvisning til, at
Taknemligheden over vor egen Lykke, som
Kristne bør bevæge os til at hjælpe
Hedningerne i deres Nød, ligesom ogsaa de kat.
Missionærers Iver maa anspore os. Endvidere skildres
det, hvilke Egenskaber Missionærerne bør
besidde. H.’s varmt følte Missionsopraab blev lige
straks modtaget med Paaskønnelse.
Generalstaterne skænkede Forf. 100 Gylden, og 10 Aar
efter blev Bogen optrykt paa ny. Men senere
gik den i Glemme, og først i vore Dage er den
atter blevet fremdraget. H. nøjedes ikke med
rent litterært at vise sin Interesse for
Missionen. 1624 drog han selv som Prædikant til
Indien, hvor han virkede 15 Aar paa Java og
Amboina. Engang forsøgte Muhammedanerne
at forgive ham; ved Hjælp af et Brækmiddel
lykkedes det ham at blive Giften kvit; men fra
den Tid af var han lam paa Hænder og
Fødder. Kompagniet viste sin Paaskønnelse af
hans lange og dygtige Aibejde i Indien ved
efter hans Hjemkomst 1639 at skænke ham 1200
Gylden. Han blev nu ansat som Prædikant i
Wijk ved Duurstede. Her virkede han endnu
1651; men snart efter synes han at være død.
Lige til det sidste var han virksom med
litterære Arbejder til Hjælp for den ostindiske
Mission. 1650 udgav han en holl.-malajisk
Ordbog. Desuden arbejdede han paa en Revision
af de 4 Evangelier og Apostlenes Gerninger i
malajisk Overs. (Litt.: I. R. Callenbach,
»J. H.« [Nijkirk 1897]; M. Galm, »Das
Erwachen des Missionsgedankens im
Protestantismus der Niederlande« [St Ottilien 1915]).
L. B-n.
Heurteloup [ör’tlu], Charles, fr. Kirurg,
(1793—1864), er især kendt ved sin Opfindelse
af forbedrede Instrumenter til Stenknusning i
Blæren. Hans Instrumenter er byggede efter
det af Jacobsen opfundne System og var i
mange Aar de herskende Apparater, ja man
kan sige, at det først var ved hans
Instrumenter, at der kom nogen Fart i Stenknusningen
(smlg. Litoklastik). H. har ogsaa
tildraget sig Opmærksomhed ved Opfindelse af et i
sin Tid meget anvendt Blodsugningsapparat, en
»kunstig Igle«.
E. A. T.
Heusch [hø.sk], Guilliam de, hollandsk
Maler. f. c. 1625 i Utrecht, d. 1692 smst. Elev
af J. Both, særlig knyttet til Utrecht, malede
han — ligesom hans Brodersøn og Efterligner
Jacob de H. — ital. Landskaber i J. Both’s
Manér. En Prøve i Kunstmus. i Kbhvn og i
Moltke’s Gal., andre i Amsterdams Rijksmus.
m. v.
A. Hk.
Heusde [’hø-zdə], Filip Willem van,
holl. Filolog, (1778—1839), f. i Rotterdam, Prof.
i Utrecht 1804, d. i Genève paa en Rejse. H.
er Grundlægger af den moderne filologiske
Skole i Holland med dens væsentlig kritiske og
litterærhistoriske Retning. Selv beskæftigede
han sig fortrinsvis med Platon: Specimen
criticum in Platonem (1803); Initia philosophiæ
Platonicæ (2. Opl., 1843); »De Socratische
school« (2. Opl., 4 Bd 1840—41); dog ogsaa
med andre gr. Filosoffer: Characterismi
principum philosophorum veterum (1839). Efter hans
Død udkom: »De school van Polybius« (1841).
Som Lærer øvede H. en betydelig Indflydelse.
A. B. D.
Heusinger von Waldegg
[’hå^yzeŋər-fån-’valdæk], Edmund, tysk Jernbanetekniker,
født 12. Maj 1817, død 2. Februar 1886, var
først i Boghandlerlære og studerede derefter
Fysik og Mekanik. Medens H. opholdt sig i
Sachsen, blev den første sachsiske Jernbane
bygget; dette ny Befordringsmiddel vakte hans
Interesse i saa høj Grad, at han besluttede sig
til fremtidig at hellige sig Jernbanevæsenet.
1841 var han i nogen Tid beskæftiget bl. a. med
Lokomotivbygning i »Gutehoffnungshütte« ved
Sterkrade, men allerede s. A. tiltraadte han en
Plads som Værkm. ved Taunus-Banens
Værksted ved Kastel ved Mainz cg blev 1844 udnævnt
til 2. Maskinmester i Frankfurt a. M., og 1846
til første Maskinmester og Chef for
Centralværkstedet i Kastel. 1854 tildelte den
hessen-homburgske Regering H. det Hverv at
udarbejde et Projekt for Banelinien
Frankfurt—Homburg, hvilken nogle Aar senere blev udført
under hans Ledelse. Endvidere har H. givet
Udkast til Deister-Banen, Sydharz-Banen
(Nordhausen—Nordheim), ligesom han i det hele
taget arbejdede for en Udvikling af det tyske
Banenet, hvoraf særlig Strækningen
Braunschweig—Hannovers Tilblivelse skyldes H. I de
senere Aar af sin Levetid interesserede H. sig
særlig for lettere Baner, f. Eks. Forstadsbaner.
I Jernbaneteknikken har H. gjort sig meget
fortjent gennem adskillige Opfindelser. Af disse er
vel nok mest kendt den efter ham opkaldte
Lokomotivstyring (se Lokomotiv) og hans
patenterede Overbygningssystem med todelt
Skinne, der særlig, ved Sporveje og
Forstadsbaner har vist sig meget brugbar. Endvidere
har H. indført Forbedringer m. H. t.
Jernbanevognenes Konstruktion (Koblingsindretningerne,
Hjul m. v.). Hvad der dog fremfor alt har
gjort H.’s Navn kendt af alle
Jernbaneteknikere hele Verden over, er vel hans overordentlig
store litterære Virksomhed og da særlig hans
to Hovedværker »Handbuch der
Ingenieurwissenschaften« og »Handbuch für spezielle
Eisenbahntechnik«, hvori H. under Medvirken af en
Del fremragende Fag- og Videnskabsmænd
overordentlig grundig og detailleret behandler
snart sagt alt, hvad der hører under alm. og
speciel Jernbaneteknik. Endvidere tog H.
meget ivrig Del i Starten (1845) og Udgivelsen af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
