Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Af Retrievers findes 2—3 Racer, som
bruges til at apportere Smaavildt.
De staaende H. bruges til Jagt paa
Fuglevildt. Naar disse H. faar Tæften af
Fuglen, tager de Stand, de stivner pludselig, tit
i den smukkeste Stilling med højt hævet Hoved
og Halen strakt lige ud, som om de var
mejslet. Paa denne Maade faar de Fuglen til at
trykke sig ned mod Jorden, indtil Jægeren
kommer. Enhver af disse H. skal af Naturen
tage Stand. Opr. er Standen sikkert
Forberedelsen til Spring; siden har Jægeren set, at
dette kunde være ham til Nytte, og det har
saa udviklet sig til at blive medfødt. Det Vildt,
som jages paa denne Maade, er de mindre
Arter, som af Frygt for Rovfugle søger at
skjule sig. I Danmark er det især Agerhøns,
Fasaner, Urfugle, Snepper og Bekkasiner. Alle
disse Fugle er fra Naturen udstyret saaledes,
at deres Farver falder sammen med de
Omgivelser, hvori de lever, saa det er meget
vanskeligt at opdage dem; den graa Agerhøne
er ikke let at se i det visne Græs, ja end ikke
paa den nøgne Pløjejord. Sneppen kan let
skjule sig i det brune Løv og Bekkasinen i
Mosens Flæg. Men denne Vildtets Vane til at
trykke sig, der kan redde det fra Rovfuglene,
bliver til dets Ulykke over for Jægeren, idet
han kan komme tæt hen til det, naar hans
H. har fundet og staar for det.
For at den staaende H. kan bruges til Jagt,
maa den først gennemgaa Dressur. I gl. Dage
skete dette paa en meget barbarisk Maade;
Prygl og Sult var de vigtigste Faktorer i
al Hundedressur. Nu har man ganske kastet
dette over Bord. Allerede fra lille Hvalp maa
H. lære at lyde. Ubetinget Lydighed under
alle Forhold er aldeles nødvendig for enhver
Jagthund; den maa lære at komme glad og
tillidsfuld, saa snart den hører sin Herres
Fløjten. Naar en H. ikke vil komme, giver
mange den Prygl, og næste Gang kommer den
— slet ikke; den er haandsky. Vil man lære en
Hvalp at komme hurtigt, maa man give den
en lille lækker Bid, hver Gang den kommer,
især i Beg.; siden kan man blot klappe den
ell. tale venligt til den, saa er det nok. Ved
sin Herres Fødder skal H. vide, at der har
den Fred. Hvis H. er ulydig og absolut ikke
vil komme, kan man give den et Par Ryk i en
Snor, saa søger den ind til sin Herre, hvor
den bliver modtaget med Venlighed. Er en H.
komplet lydig, kan man føre den i Marken.
Her skal den lære at søge Vildtet, idet den
krydser Terrainet af fra Side til Side. Naar
den staar, gaar Jægeren op til sin H., som er
aldeles betaget, den sitrer som i Krampe,
Næseborene indsuger den søde Duft, og Øjnene
stirrer mod det St., hvor Vildtet ligger. Flyver
saa Fuglen op, lader man H. gøre Dæk, og
den skal nu ligge urørlig, baade naar Vildtet
flyver og naar Jægeren skyder det ned. Først
naar den faar Befaling dertil, maa den
apportere det skudte. Hurtig tager den Fuglen i
Munden og sætter sig pænt foran sin Herre,
som taler venligt til den. Et meget væsentligt
Led i Dressuren er det at vænne H. af med at
løbe efter Harer o. a.; det kaldes at gøre den
hareren, og det kan tit være meget vanskeligt.
Naar H. har faaet denne første nødvendige
Dressur, er der mange andre Ting, som den
efterhaanden kan lære, og som kan være til
Nytte for Jægeren. Det er saaledes for Jægeren,
der jager i Skov, udmærket, om hans H.
rapporterer, kommer hen til ham og
tilkendegiver, at den et St. i Skoven har truffet Fugl.
For at udpege de bedste Dyr til Avl holdes
Prøver for Jagt-H. Det var de praktiske
Englændere, som begyndte, og siden er vi her i
Skandinavien fulgt efter. En saadan Jagtprøve
foregaar gerne paa et stort, vildtrigt Terrain
og ledes af Ejeren el. en anden, som har godt
Kendskab til dette. H. sendes ud to ad Gangen
under hver sin Fører, medens Dommeren
iagttager og vurderer deres Præstationer. Den
bedste H. finder ikke alene det meste Vildt,
men maa ogsaa vise den fineste Dressur.
saadanne Prøver nar sikkert stor Bet. for
Udvikling af en god Brugshund, og de kan være til
Vejledning for Jægere, som vil anskaffe sig
en H. »Dansk Pointer- og Setterklub« afholdt
Vaarprøve paa Gjorslev 1920, og her var mødt
over hundrede H.
Jagten med staaende H. stammer fra de
sydlige Lande i Europa og kom i Slutn. af 18.
Aarh. til Danmark. Man mente i lang Tid, at
den staaende H. stammede fra Spanien, men
den engelske Pointerven Mr. Wm. Arkwright
har paavist, at den sandsynligvis er kommet
fra Italien.
Man deler gerne de staaende H. i to
Grupper: de korthaarede og de
langhaarede. Den smukkeste og ædleste af de
korthaarede Jagt-H. er uden Tvivl Pointeren.
Den første Tegning, man har fundet af en
Pointer, er udført af den ital. Maler Pisanello,
d. 1446. Af Manuskripter fra 15. Aarh. kan
man se, at Pointeren eksisterede i Italien og
Spanien som særskilt Race. Da den engelske
Armé vendte hjem 1713 fra Krigen i Spanien,
drog den gennem Frankrig, og engelske
Officerer tog da Pointere med sig fra dette Land
til deres Hjemland. Det ældste Billede, som
viser Pointeren i Engelskmænds Eje, er fra
Beg. af 19. Aarh.; det viser Hertugen af
Kingstone skydende over 10 Stkr brune og hvide
Pointers. Fra England kom Pointeren til
Skandinavien, hvor den siden har været den
mest anvendte Jagt-H.
 |
| Fig. 6. Eng. Blodhund. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
