Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - indisk Astronomi (Astrologi) og Matematik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den anvendtes som en Vedanga dels til
Regulering af Kalenderen, dels til Bestemmelse
af den rette Tid for Ofringerne og af lykkelige
og ulykkelige Dage. Det alm. borgerlige
vediske Aar var paa 12 X 30 = 360 Dage, som
bragtes i Overensstemmelse med det virkelige
Solaar og med det synodiske Maaneaar (paa
354 1/3 Dag) ved, at der i en 5-aarig luni-solar
Cyklus (Yuga) tilføjedes Skudmaaneder
(malamasa »Smudsmaaned«, i de fleste
Tilfælde uskikket til rituelle Handlinger) efter
meget indviklede Bestemmelser. Der brugtes bl.
a. ogsaa en Jupiter-Cyklus paa 60 Aar af uvis
Alder og mindre Cykler paa 12 Aar. Cyklerne
gjordes efterhaanden større, for at de kunde
indbefatte et helt Antal Omløb af alle de
astron. Objekter (Solen, Maanen, Planeterne,
deres Apsider og Knuder, o. s. v.), indtil man
naaede til en Kalpa (se Brahmanisme,
S. 812), som er den, man nu bruger. Dagen
regnes fra Solopgang til Solopgang
(Savana-Dagen; af Astronomerne ogsaa fra Midnat til
Midnat); men Aaret er det sideriske Solaar;
det tropiske Solaar kommer ikke til
Anvendelse, da Præcessionen lades ude af
Betragtning. Til astron. Brug regnes dog ogsaa med
Stjernedage, og adskillige andre Cykler og
Arter af Tid omtales. Hovedgrundlaget for
Observationerne var i den senere vediske Tid
Ekliptika’s Inddeling i 27 Nakshatra’er
(hver paa 800’), begyndende (som alle Skr, der i
angaar Veda’erne, endnu gør) med
Krittika ɔ: Pleiaderne; hos hver af disse boede
Maanen 1 Dag under sit sideriske Omløb; da dette
varer omtr. 27 1/3 borgerlig Dag, føjedes
(maaske noget senere) en 28. Nakshatra til, og idet
man nu ved Nakshatra’erne ogsaa forstod
selve Stjernebillederne (af ulige Udstrækning),
fik denne en meget mindre Udstrækning end
de andre. En periodisk Maanemaaned paa 27
Savana-Dage skal have været brugt i
Astrologien til Bestemmelse af Levealder, men
forekommer ellers ikke. Maanens synodiske
Omløb deles i 30 Tithi’er (ɔ: Tidsrum, i hvilke
Forskellen mellem Solens og Maanens Længde
vokser 12°); denne Inddeling er af stor
religiøs Bet., navnlig for Grihya-Ritualet
(»Sakramenterne«, Bryllup, etc, se
Brahmanisme, S. 813), religiøse Løfter, Faster og
Pilegrimsrejser, lykkelige og ulykkelige Dage,
mindre for Çrauta-Ritualet; den har desuden
astron. Bet. (se ndf.). En ganske analog
Inddeling i 28 ved Stjerner betegnede Dele har
Kineserne af Ækvator, Araberne af Ekliptika,
og de 3 Systemer har utvivlsomt fælles
Oprindelse; ogsaa i Bundehesh (se Zend)
forekommer noget lgn. Den synodiske Maanemaaned
er »Pitri’ernes Døgn«, ligesom Aaret er
Gudernes (og Asura’ernes), Manvantara’erne
Prajapati’s, to Kalpa’er Brahmán’s Døgn;
tilsvarende Aar (for Guderne og Asura’erne samt
for Brahmán) faas ved Multiplikation med 360
(jfr ovf.). — Noget senere optræder
»Planeterne« (Solen og Maanen; Mars, Merkur, Jupiter,
Venus og Saturn; samt Maanens Knuder Rahu
og Ketu, som foraarsager Formørkelserne; i alt
9) med ind. Navne, som er ganske forsk. i
Bet. fra de gr.; kun i astrologiske Skrifter
bruges senere ved Siden af disse ogsaa de gr.
Navne. Baade Nakshatra’erne og »Planeterne«
dyrkedes som guddommelige Væsener. — Paa
det førvidenskabelige Stadium, ɔ: før den gr.
Astronomis Indflydelse, havde Inderne kun en
ufuldstændig Kundskab om Solens og Maanens
(senere vel ogsaa til Dels Planeternes)
Middelbevægelser og Aarenes og Maanedernes
Længde; man skilte ikke sand Bevægelse fra
Middelbevægelse og antog en jævn daglig Til-
ell. Aftagen af Dagens Længde; man havde
yderst fantastiske Begreber om Jordens og
Universets Bygning og havde Tendens til
vidtløftige detaillerede Talangivelser, grundede paa
aldeles utilstrækkelige Præmisser. Dette
Stadium repræsenteres af Vedanga’en Jyotisha,
Garga-Samhita, Jaina’ernes astron. Skrifter,
Citater af Paraçara etc., samt
Paitamaha-Siddhanta. De sætter alle (undtagen Jaina’erne)
Vintersolhvervet i Nakshatra’en Dhanishtha (ɔ:
β Delphini); men Indernes Maalinger har
været saa unøjagtige, at der i Alm. ingen
kronologiske Slutn. kan drages af slige
Angivelser. — Den videnskabelige ind. Astronomi (og
den egl. Astrologi) er, som Inderne selv
anerkender, i alt væsentligt baseret paa den gr.
(antagelig begyndt c. 300 e. Kr.); mange tekn.
Udtryk er gr. Den opererer med
Dyrekredsen (Zodiacus), hvis 12 efter Billederne
opkaldte »Tegn« benævnes med ind. Navne af
samme Bet. som de gr. (i astrol. Skr ogsaa
med gr. Navne); den kan være indført
tidligere end det øvrige astron. System. Man
beholdt dog ogsaa Nakshatra’erne, men
begyndende med Açvini (Udgangspunkt omtrent
ζ Piscium), formodentlig for at de to
Inddelinger skulde begynde fra samme Punkt; dette
var Foraarsjævndøgnspunkt 572 e. Kr.; men
Retningen af de paaviselige Observationsfejl
tyder paa, at Ansættelsen maa sættes c. 70 Aar
længere tilbage i Tiden. Dette Punkt har siden
altid været betragtet som Sfærens
Begyndelsespunkt, fra hvilket alle Længder angives (ved
Hjælp af Ekliptika og
Deklinationscirklerne); Præcessionen har man vel
bemærket, men opfattet forsk., snart som en
Oscillation, snart som et langvarigt Omløb af
Jævndøgnspunkterne, men ikke taget Hensyn til den
i Praksis og ikke brugt den til at forklare de
forsk. Angivelser om Længden af Solens og
Maanens Omløb, om Sommersolhvervets Plads,
etc; kun Romaka-Siddhanta er baseret paa det
tropiske System og bruger tropiske Sol- og
Maaneomløb; ellers bruges sideriske. Man
beholdt af det gl. ind., hvad der paa nogen
Maade kunde forliges med det gr. Man tilskrev
Stjernerne i Karlsvognen en egen Bevægelse.
Systemet er geocentrisk. Jorden er ubevægelig;
kun Aryabhata antyder dens Omdrejning
omkring sin Akse; men denne Teori trænger ikke
igennem. Bevægelserne fremkaldes af Vinde.
Uregelmæssighederne forklares (som hos
Grækerne) ved Epicykler (med nogle særlig ind.
Træk); men hos Inderne er det guddommelige
Væsener, som trækker i usynlige Snore. Fra
den gl. ind. Astronomi beholdes ogsaa
Forestillingen om en Yuga ɔ: en stor cyklisk Periode,
ved hvis Ende Himmellegemerne vender
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
