Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Infanteri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
400 f. Kr. Legionen som en taktisk Enhed.
Opstillingen er paa 3 Træfninger, hver
bestaaende af to Manipler med Mellemrum. I
Legionen indtræder svært Fodfolk,
Hastater, Principes og Triarier, af hvilke
de sidstnævnte var de ældste Soldater og
sværest bevæbnede. Legionsfodfolket havde Hjelm,
Panser, Benskinner, Skjold, Sværd, Lanse, og
de 2 forreste Træfninger tillige Kastespyd. Til
Indledning af Kampen havde Romerne let
Fodfolk, Velitterne, der var udrustede med
Læderhjelm, Træskjold, Sværd og Kastespyd,
og endelig fandtes Bueskytter og
Slyngekastere. Under Marius bortfalder
Inddelingen af det svære Fodfolk i Hastater,
Principes og Triarier, og der haves nu kun 2 Slags
Fodfolk, let og svært. Legionen er stadig
opstillet i 3 Træfninger, der nu deles i
Kohorter, bestaaende af 2—3 Manipler.
I Middelalderen svinder I.’s Bet.,
efterhaanden som Riddervæsenet blomstrer. Der findes
stadig svært Fodfolk, der optræder paa
Valpladsen i store ubevægelige Hobe, Batailler
(Germaner i kileformede
Opstillinger, Skandinaverne i Svinefylking), og
let Fodfolk, som indleder Kampen. Det svære
I. havde Spyd, Sværd, Økse og Kastespyd, stort
Skjold, let Jernhue og Vams med
Panserskjorte, det lette havde lettere Dækvaaben, Bue
og senere Armbrøst. I. kunde ikke modstaa
Riddernes Anløb, det blev i Reglen enten
hugget ned ell. løb sin Vej. Allerede under
Korstogene begynder dog I.’s Bet. at stige, og da
navnlig det lette I.’s; men først i Perioden
1300—1500 slaas dette Vaabens store Bet. fast.
Hertil bidrog Schweizernes Kampe, i hvilke
det lykkedes I. at besejre Ridderhærene ikke
alene i Defilékampe, men ogsaa i rangerede
Slag. Det schweiziske Fodfolks Hovedvaaben
var Hellebarden, men det var i øvrigt
udrustet med Hjelm, Brystpanser, Sværd og
Dolk og en mindre Del med den saakaldte
Pike. Omtr. 1400 fremkommer Lodbøssen
og kort efter Arkebusen, hvormed en
mindre Del af det schweiziske I. bevæbnedes.
Schweizerne indøvede Fodfolket i Evolutioner,
for hvilke der allerede 1400 var udarbejdet et
Slags Reglement. Hovedmassen af I. dannede
Gewalthaufen (Hovedstyrken), omtr. 1/4
dannede Vorhut (Fortroppen); Resten
udgjorde Nachhut (Bagdækningen). Særlig
fremtrædende i denne Periode er det eng. I.,
der kæmpede i falanksagtig Opstilling paa
indtil 8 Geledder. Dets Hovedvaaben var
Lansen og den lange Kniv; det lette I.,
Bueskytterne, var bevæbnet med
Armbrøsten.
Aar 1500 er I.’s store Bet. slaaet
fast, forinden Ildvaabnene har
haft nogen som helst Indflydelse
paaKampmaaden.
Fodfolket var i England og Schweiz
nationalt, medens Soldtropperne andre
Steder spillede en større og større Rolle (ital.
Condottieri, fr. Aventuriers og tyske
Landsknægte, der kommer frem i Slutn. af 15. Aarh.).
I Perioden 1500—1611 forsvinder
Riddervæsenet, og Soldtropper (Landsknægtene) danner
den væsentligste Del af Hærene. Omkr. 1500
forsvinder Armbrøsten, og Arkebusen
fortrænges af Musketten. Fodfolket deles herefter
i svært Fodfolk, Pikenerer, og let Fodfolk,
Musketerer, omtr. Halvdelen af hvert
Slags. Pikenerernes Bevæbning var Spyd
(Piken), Sværd, Halvkyras og
Stormhue af Jernblik. Musketererne havde
Sabel og Musket, først Stormhue og
Kyras, senere Filthat med Fjer. Opstillingen var
endnu ikke paavirket af Ildvaabnene. Oldtidens
Falanksform er den fremherskende, altsaa
store kvadratiske Formationer, undertiden
ordnede som den schweiziske i Avantgarde,
Bataille og Arrieregarde, undertiden
sammensættes 4 kvadratiske Hobe,
Batailler, til den saakaldte sp. Brigade.
Musketererne føjedes paa forsk. Maade til
Pikenererne, enten foran Pikenerhoben ell.
dannende de forreste Geledder i Hoben, ell.
endelig forlængende Hobens Front. Store
Fremskridt indføres af Moritz af Oranien. Hans
taktiske Enhed er Halvregimentet, c.
500 Mand med 10 Geledders Dybde og med
Musketererne paa Fløjene. Han er Skaberen af
en »ordentlig Eksercerkunst«, og paa den Tid
fremkommer det første egl.
Eksercerreglement, forfattet af Walhausen. Ildkampen,
som forbereder Afgørelsen, faar mere og mere
Bet., hvortil de fladere af Moritz indførte
Formationer bidrager.
Under Gustaf Adolf forøges Musketerernes
Antal, og der indføres Papirspatroner
og Patrontaske. Hans taktiske Enhed er
Firfähnlein med Musketerer paa Fløjene,
og Opstillingen er nu kun paa 6 Geledder. Af
3 Firfähnlein dannes den sv. Brigade.
Ilden afgaves under Fremrykning og spillede
en meget betydelig Rolle, om end Kampen
endte med Angreb af Pikenererne. Disse
forholdsvis flade Formationer støder i
Trediveaarskrigen paa de gl. dybe, kvadratiske Opstillinger,
der føres med Dygtighed, men som ligger
under i Kampen. Omtr. 1700 opfindes
Bajonetten med Dølle, og Geværet med
Stenlaas bliver nu I.’s Bevæbning i alle europ.
Hære. 1760 indføres Grenaderer, der opr.
var bestemte til at kaste med Haandgranater,
men som snart gik over til at blive et
Elitefodfolk. Uniform indføres. Opstillingen
bliver nu kun 4 Geledder dyb, og I. inddeles i
Batailloner med et vekslende Antal
Kompagnier, indtil 12. Bataillonerne samles i et
Antal af 2 ell. fl. til Regimenter, og
under Turenne dannes Brigaden i Reglen af
2 Regimenter. I Kampen anvendtes de lange,
flade Linier, Lineartaktik, og Kampen
bestod navnlig i en Nedskydning uden
synderlig Manøvrering. I Kampene 1703 ved Speier
og 1712 i Brohovedet ved Denain forekommer
for første Gang Bajonetangreb i Kolonne.
Frederik den Store stillede sit Fodfolk paa 3
Geledder og indførte lettere Fodfolk,
Jægere. Regimentet havde 2—4 Batailloner,
der hver bestod af 5 Musketer- og 1
Grenaderkompagni. Musketerkompagnierne i en
Bataillon inddeltes i 4 Divisioner og hver
Division i 2 Pelotons. 2—4 Regimenter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
