Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Island (Naturforhold)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Pakagonitformationen er raadende. Vulkanerne ved Faxebugten
ordner sig derimod i en anden Halvkreds om
denne, og her kan ogsaa Brudlinier i
Jordbunden paavises, hvortil disse Vulkaner er
knyttede. Jordskælvene staar ogsaa i nær
Forbindelse med disse vulkanske Spaltesystemer og
Brudlinier. De historiske Efterretninger viser,
at de islandske Jordskælv især har været
knyttede til 3 af Naturen begrænsede Omraader: 1)
Mellem Skjálfandi og Axarfjörður paa
Nordlandet, hvor Nordlandets Vulkanomraade gaar
ud til Kysten, er stærke Jordrystelser hyppige,
især i Omegnen af Handelspladsen Húsavik;
Jordskælvene 1755, 1872 og 1885 f. Eks. gjorde
her megen Skade. 2) Ved Faxebugten er
mindre Jordrystelser meget almindelige, men de
er som ofte svage, saa at Huse kun sjælden
styrter ned. 3) Delt sydlige Lavland mellem
Reykjanes og Eyjafjallajökull hærges ofte af
frygtelige Jordskælv, som ofte har foraarsaget
Tab af Menneskeliv og Ejendom. I den nyere
Tid har især Jordskælvene 1784 og 1896 været
fordærvelige. 14.—16. Aug. 1784 efter de store
Udbrud af Lakis Kraterrække blev i disse Egne
92 Gaarde fuldstændig ødelagte af Jordskælv og
372 Gaarde og 11 Kirker meget beskadigede, i
Aug. og Septbr 1896 var Jordstødene endnu
stærkere, og paa hele det sydlige Lavland var
der kun faa Huse ubeskadigede, Jorden slog
vældige Revner, de varme Kilder forandredes,
og en Mængde Fjeldskred og Klippeblokke
styrtede ned fra Bjergene.
Varme alkaliske Kilder findes i
Mængde paa I. spredte over hele Landet, nogle
St. enkeltvis, andre St. i større Grupper. De
kogende Kilder afsætter Kiselsinter, der ofte
danner større Flader omkr. Aabningerne.
Temperaturen i Kildernes Overflade er meget
varierende lige op til Kogepunktet; lunkne
Kilder, der kan benyttes til Bad, kaldes »laugar«,
kogende Kilder »hverar«; kun faa af dem
spruder, og ingen saa højt som Geysir. Den
mest bekendte Kildegruppe findes i Nærheden
af Haukadalur i det sydlige I. med de
navnkundige Springkilder Geysir og Strokkur, den
sidste har dog efter Jordskælvene 1896
indstillet sin Virksomhed (nærmere om
Springkilder i Alm. samt Litt., se Geysir). Ved
Reykir i Ölfus findes der ogsaa en Kildegruppe
med fl. Springkilder, hvoraf Litli-Geysir er den
mest kendte, den har under Jordskælv ofte
forandret sig; for Tiden springer den ikke, men
koger kun. I Reykholtsdalur findes mange
varme Kilder paa fl. St., f. Eks. ved Deildartunga
og Reykholt, samt Kilden Árhver midt i Elven.
Mest kendt er den kogende Kilde Skrifla ved
Reykholt, fra denne føres det varme Vand
gennem en Ledning af Sten til et opmuret Bassin
(Snorralaug), som den berømte Historieskriver
Snorri Sturluson skal have ladet opføre. Oppe
paa Højlandet NØ. f. Langjökull findes en
mærkelig Kildegruppe paa Hveravellir og en
anden paa Nordlandet S. f. Skjálfandi ved den
saakaldte Uxahver. Svovlkilder
(brennisteinsnámur) findes i Mængde i de vulkanske
Egne, og ved fl. af dem afsættes en betydelig
Mængde Svovl i smaa Tuer, hvor de svovlsure
Dampe kommer frem af Jorden; disse har
ogsaa en stor Indflydelse paa Bjergarterne, saa
at de omformes og sønderdeles paa mange
Maader. Jordbunden omkr. Svovlkilderne er
derfor meget broget, og der dannes en
Mængde kogende og boblende Dyndpytter. De fleste
Svovlkilder findes paa Reykjanes-Halvøen, især
ved Krisuvik og paa Nordlandet i Nærheden
af Mývatn, samt i Kerlingarfjöll ved
Arnarfellsjökull paa det indre Højland.
Kulsyrekilder (ölkeldur) findes ogsaa hist og her paa
det vestlige I., især paa Halvøen Snæfellsnes,
den mest kendte er Kulsyrekilden ved
Rauðimelur.
Paa I. haves ingen Malme, Metaller eller
Stenarter af større praktisk Bet.; der findes
hist og, her lidt Brunkul, som benyttes af de
nærmest boende, samt Svovl baade paa
Sydlandet og Nordlandet. Svovlbrydningen kan dog
nu næppe betale sig, skønt den isl.
Svovlhandel i gl. Dage (især i 16. Aarh.) gav gode
Indtægter. Af Kalk findes der meget lidt, kun
paa enkelte Steder kalkfyldte Revner i
Basalten (Esja). Ved Helgustaðir ved Reyðarfjord
paa Østlandet brydes Dobbeltspat, der benyttes
til optiske Instrumenter. (Litt.: Th.
Vidalin, »Abhandlung von den isländischen
Eisbergen 1695« [»Hamburgisches Magazin«. XIII,
1754]; Eggert Ölafsson, Enarrationes
historicæ de Islandiæ natura et constitutione
[Kbhvn 1749]; Svein Pálsson, »Forsøg til
en Beskrivelse af de isl. Isbjerge 1794« [»Norsk
Turistforenings Aarbog«, 1882]; C. Krug von
Nidda, »Geognostische Darstellung der Insel
I.« [Karstens, »Archiv für Mineralogie«, VII,
1834]; I. C. Schythe. »Hekla og dens sidste
Udbrud« [Kbhvn 1847]; W. Sartorius von
Waltershausen, »Vulkanische Gesteine
in Sicilien und Island« [Göttingen 1853];
Samme, »Geologischer Atlas von I.« [Göttingen
1853]; R. Bunsen, Ȇber die Processe der
vulkanischen Gesteinsbildungen I.’s«
[»Poggendorffs Annalen«, Bd 83, 1851]; Th. Kjerulf,
»Bidrag til I.’s geogn. Fremstilling« [»Nyt
Magasin for Naturvidenskaberne«, VII, 1853]; F.
Zirkel, De geognostica Islandiæ constitutione
observationes [Bonn 1861]; G. G. Winkler,
»I., der Bau seiner Gebirge und dessen
geologische Bedeutung« [München 1863]; C. W.
Paijkull, »Bidrag till kännedomen om I.’s
bergsbyggnad« [»Kgl. svenska Vetensk. Akad.
Handlingar«, VII, Nr 1, 1867]; Oswald
Heer, Flora fossilis arctica [Zürich 1868]; O.
Mörch, On the Mollusca of the Cragformation
of Iceland [Geological Magazine 1871]; L. P.
Schirlitz, »Isländische Gesteine« [Wien
1882]; Th. Thoroddsen, »Oversigt over de
isl. Vulkaners Historie« [Kbhvn 1882]; T.
Anderson. Volcanic studies in many lands
[London 1903]; A. Helland, »Om I.’s Jøkler«
og »Studier over I.’s Petrografi og Geologi«
[i »Arkiv for Mat. og Naturvid.«, 1883];
Samme, »Om I.’s Geologi« [i »Geogr. Tidsskr.« VI];
Bréon, Notes pour servir á l’étude de la
géologie de l’Islande et des îles Faeroe [Paris 1884];
C. W. Schmidt, »Die Laparite I.’s« [Berlin
1885]; K. Keilhack, »Beiträge zur Geologie
der Insel I.« [»Zeitschrift d. deutschen geolog.
Gesellschaft«, 1886]; F. Johnstrup, »Om de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
