Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Island (Naturforhold) - Island (Plante- og Dyreverden)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vulkanske Udbrud og Solfatarerne i den
nordøstlige Del af I.« [»Naturhist. Forenings
Festskrift«. 1886]; H. Bäckström, »Beiträge zur
Kenntniss der isländischen Liparite« [»Geolog.
Fören. Förhandl.«. Sthlm 1891]; Th.
Thoroddsen, »Vulkaner i det nordøstlige I.«
[Sthlm 1888]; Samme, »I.’s Jøkler i Fortid og
Nutid« [»Geogr. Tidsskr.«, XI]; Samme,
»Postglaciale marine Aflejringer, Kystterrasser og
Strandlinier paa I.« [»Geogr. Tidsskr.«, XI];
Samme, »Isl. Findesteder for Dobbeltspat«
[»Geol. Fören. Förhandl.«, Sthlm 1890];
Samme, »Geolog. Iagttagelser paa Snæfellsnes og
i Omegnen af Faxebugten paa I.« [Sthlm 1891];
Samme. »Surtarbrandens geol. Forhold i det
nordvestlige I.« [»Geol. Fören. Förhandl.«
Sthlm 1896]; Samme, »Vulkaner og Jordskælv
paa I.« [Kbhvn 1897]; Samme, »Landskjálftar
á Islandi« [Kbhvn 1905]; Samme, »De varme
Kilder paa I.« [»Overs. over Vid. Selsk. Forh.«,
1910]; M. V. Komorowicz, »Vulkanische
Studien auf einigen Inseln des atlantischen
Oceans« [Stuttgart 1912]; H. Spethmann,
»I.’s grösster Vulkan. Die Dyngjufjöll mit der
Askja« [Leipzig 1913]; H. Reck, »Das
vulkanische Horstgebirge Dyngjufjöll« [Berlin 1910];
Samme, »Isländische Masseneruptionen«
[Jena 1910]; K. Sapper, »Einige isländische
Vulkanspalten und Vulkanreihen« [»Neues
Jahrbuch für Mineralogie«, Stuttgart 1908]; Th.
Thoroddsen, Geological Map of Iceland,
edited by the Carlsberg Fund [Kbhvn 1901],
2 Blade, 1:600000).
Plante- og Dyreverden.
Planteverdenen har paa I. et europ.
arktisk Præg. Af Fanerogamer og
Karkryptogamer kendes f. T. 400—450 Arter, den lavere
Plantevækst er endnu lidet undersøgt.
Planteverdenen har over hele I. omtr. den samme
Karakter og forandres ogsaa forholdsvis lidet
efter Højden. Planteformationerne gentages med
visse Modifikationer baade paa Lavland og
Højland; kun tæt ved Snegrænsen er
Plantevækstens Karakter væsentlig en anden, men da
Snegrænsen, som før nævnt, er meget
foranderlig i forsk. Dele af Landet, følger deraf, at
Snegrænsens Plantevækst ogsaa findes i forsk.
Højde, midt i Landet, højest oppe, nærmere
Ishavskysten, f. Eks. ved Kap Nord,
Melrakkasljetta og Grimsey længst nede. Højfjeldets
Vegetation karakteriseres især af Dværgpilen (Salix
herbacea), der tæt ved Snegrænsen ofte paa
større Strækninger helt dækker den sorte,
skorpeagtige Mosebund; af andre Fanerogamer i
Dværgpilvegetationen er Cassiope hypnoides,
Sibbaldia procumbens, Polygonum viviparum,
Gnaphalium supinum, Pedicularis flammea samt
Ranunculus glacialis de hyppigste og mest
karakteristiske. Man finder paa I. omtrent de
samme Planteformationer, som Prof. Warming
har beskrevet fra Grønland, der alle forbindes
ved. Overgange.
1) Birkeskoven (ell. rettere
Birkekrattet), der før har været meget mere udbredt
paa I., findes endnu mange Steder, især i lune
Dale, der strækker sig langt ind i Landet.
Kratskovenes større Udbredelse i Oldtiden ses baade
af Sagaerne, Birkestammer i Tørven og andet.
Skovene er over store Strækninger blevne
ødelagte ved Indbyggernes Ligegyldighed og
Skødesløshed; man har fældet Træerne til
Brændsel og Trækul, og Faarene har ogsaa
foraarsaget store Ødelæggelser, idet de om Vinteren
afbider Krattets øverste Knopper, der staar
op af Sneen, og afgnaver Barken. Man ser
derfor ofte det frodigste Birkekrat paa
utilgængelige Steder, hvor hverken Mennesker eller
Kreaturer kan komme til. De fleste isl.
Kratskove har kun en Højde af 1—3 m, men paa
enkelte Steder, som f. Eks. i
Hallofmstaðaskógur i Østlandet, Thórðarstaðaskógur i
Fnjóskadalur, Bæjarstaður i Øræfi, findes mange
Træer med 4—6 m’s Højde; det højeste
Birketræ paa I., i Hallormstaðaskógur, var 1894 8 1/2
m højt. Den skovdannende Birkeart er Betula
odorata; men spredte i Skovene og enkeltvis
findes Rønnetræer (Sorbus aucuparia), der kan
opnaa en betydelig Størrelse. Det højeste
Rønnetræ, ved Skaptafell i Øræfi, var 1894 9 1/3 m
højt. I Birkeskoven findes ogsaa Pilarter,
hvoraf Salix phylicifolia opnaar den største Højde
(2—3 m). Skovbunden bestaar som oftest af
Græsmark ell. Lyng. 2) Pilekrat af Salix
phylicifolia, S. glauca og S. lanata er meget
hyppige. Lyng og Græsmark med spredte, lave
Pilebuske afgiver en udmærket Græsning for
Faarene; store Arealer, især paa gl., af Sand
og Muld tildækkede Lavastrømme, er
bevoksede paa den Maade. 3) Lyngheden har en
betydelig Udbredelse over hele I. og danner
ofte store, sammenhængende Strækninger (f.
Eks. S. f. Kelduhverfi paa Nordlandet). De mest
karakteristiske Planter i Lyngheden er
Hedelyng (Calluna vulgaris), Rævling (Empetrum
nigrum) og Blaabær (Vaccinium uliginosum);
desuden optræder V. myrtillus og
Arctostaphylos uva ursi i Mængde, samt Loiseleuria
procumbens pletvis; hvor Lyngheden ligger højere
til Fjelds, bliver Cassiope hypnoides alm. 4)
Græsmarken spiller en stor økonomisk
Rolle, idet den afgiver Sommer- og
Vinterfoder for Kreaturerne; den kan deles i to
Underafdelinger, den gødede Græsmark og
udyrkede Græsmark. Den gødede Græsmark (tún)
omkr. Gaardene er bevokset med en tæt
Vegetation af Gramineer (Poa, Aira, Festuca), men
andre Planter optræder ogsaa i Mængde baade
pletvis og spredte over hele Hjemmemarken;
de almindeligste er Ranunculus acer og
Taraxacum officinale, der ofte farver Tunene helt
gule; Rumex acetosa, Polygonum viviparum og
Trifolium repens er ogsaa meget alm.; i forsk.
Dele af Landet optræder andre
karaktergivende Planter i Mængde i Tunene, i Øfjorden f.
Eks. Viola tricolor, enkelte Steder i Mýrdalur
Geranium sylvaticum, paa Halvøen mellem
Øfjord og Skagafjord samt fl. St. paa
Sydlandet Ranunculus repens o. s. v. Efter
Hjemmemarkens forsk. Beskaffenhed og Dyrkning
optræder m. a. Planter som tonegivende, paa
tørre Steder f. Eks. Galium verum, Leontodon
autumnalis og Achillea Millefolium, paa vaade
Marker Caltha palustris o. s. v. Nærmest
Gaardene og ved Staldbygninger er der en egen
Plantevækst, bestaaende af Alopecurus
geniculatus, Glyceria distans, Capsella bursa pastoris,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
