Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Island (Forfatning og Forvaltning)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forfatningsmæssige Stilling i Riget, førend de vedtoges, og
at det fornødne i saa Henseende vilde blive
forelagt Altinget 1849. Under Tryk af Krigen
skete det ikke; imidlertid tog den danske
grundlovgivende Rigsdag Hensyn til Reskr. af
23. Septbr, og Grl. af 5. Juni blev heller ikke
indført ell. publiceret paa I. Den danske
Regering forsøgte derimod paa en grundlovgivende
Forsamling, den saakaldte Nationalforsamling
(Þjóðfundur), 1851 i Reykjavik, at faa
Grundloven vedtaget paa I. Da dette mislykkedes,
opløste Regeringen Nationalforsamlingen.
Efter dette forsøgte Regeringen ikke at faa Grl.
vedtaget paa I., og den blev saaledes aldrig
gældende der.
Da ingen Ordning om I.’s
Forfatningsspørgsmaal kom i Stand før 1874, var den danske
Konge enevældig paa I. indtil dette Aar, eller
i alt Fald indtil L. af 2. Jan. 1871 om I.’s
Stilling i Riget, selv om Landet i fl. Henseender
blev regeret efter den danske Grundlov. Hvad
I.’s særlige Anliggender angaar, blev det styret
iflg. Frd. 8. Marts 1843 under Medvirkning af
det raadgivende Alting. Efter en langvarig
Forfatningskamp udstedtes 2. Jan. 1871 Loven om
I.’s forfatningsmæssige Stilling i Riget, som
Rigsdagen havde vedtaget, men Altinget ikke.
Iflg. den var I. en uadskillelig Del af den
danske Stat med særlige Landsrettigheder, men
saa længe det ikke var repræsenteret i
Rigsdagen, udøvede det ingen Andel i Lovgivningen
m. H. t. Rigets alm. Anliggender, hvorimod
der heller ikke saa længe blev stillet noget
Krav til I. om Bidrag til Rigets alm.
Fornødenheder. Spørgsmaalet om I.’s Repræsentation i
Rigsdagen kunde kun afgøres ved en baade af
Rigets alm. og I.’s særlige
Lovgivningsmyndighed vedtaget Lov. I.’s særlige Anliggender var
iflg. § 3: 1) Den borgerlige Ret, Strafferetten
og Retsplejen, dog saaledes, at Højesteret
vedblev at være øverste Dominstans for I., indtil
en Omordning foretoges med Samtykke af
Rigets alm. Lovgivningsmagt. 2) Politivæsen. 3)
Kirke- og Undervisningsvæsen. 4) Læge- og
Sundhedsvæsen. 5) Kommunal- og Fattigvæsen.
6) Vejvæsen samt det stedlige Postvæsen. 7)
Landvæsen, Fiskeri, Handel, Søfart og andet
Næringsbrug. 8) Det direkte og indirekte
Skattevæsen. 9) Offentlige Ejendomme, Stiftelser og
Fonds. Alle hertil medgaaende Udgifter var
særlige for I., hvorimod Udgifterne til Ledelsen af
I.’s Anliggender i Kbhvn og til Postforbindelsen
mellem Danmark og I. afholdtes af
Statskassen. Alle de Anliggender, der ikke nævnes i §
3 og angaar Riget i dets Helhed, saavel
indadtil som udadtil, betragtedes derimod som
fælles Anliggender. I Henhold til denne L. gav
Kongen 5. Jan. 1874 I. Forfatningsloven for
dets særlige Anliggender, som traadte i Kraft
1. Aug. 1874 paa I.’s Tusindaarsfest. Denne
Forfatning var i mange Henseender bygget
paa samme Grundsætninger som den danske
Grundlov; men den udøvende Magt blev
overdraget den danske Justitsminister som Minister
for I., og han var ansvarlig kun for
Forfatningslovens Overholdelse. Under ham var et
isl. Dept i Kbhvn, medens den øverste stedlige
Myndighed paa I. overdroges under
Ministerens Ansvar til en af Kongen udnævnt
Landshøvding, som boede paa I. Han mødte paa
Regeringens Vegne i Altinget.
Ved Forfatningsloven af 3. Oktbr 1903 fik I.
sin egen Minister, som skulde kunne tale og
skrive Islandsk, være bosat i Reykjavik, men
saa ofte det er nødvendigt begive sig til Kbhvn
for i Statsraadet at forelægge Kongen Love og
vigtige Regeringsforanstaltninger. Han var
ogsaa ansvarlig for Regeringens Førelse. Da
denne Ordning traadte i Kraft 1. Febr 1904, blev
Landshøvdingsembedet ophævet og et
Ministerium med 3 Kontorer og med en Landssekretær
i Spidsen oprettet i Reykjavik. Ved samme
Forfatningslov blev Altingsmændenes Antal
forhøjet med 4, for at de kongevalgte Medlemmer
altid skulde udgøre et Mindretal i øverste
Afdeling. 4. Marts 1904 fik I. en Lov om
Ministeransvarlighed, og ved Lov 20. Oktbr 1905 blev
en Landsret oprettet til at paakende de
Sager, Altinget lader anlægge imod Ministeren.
- Ved Forfatningsloven 19. Juni 1915 blev
bestemt, at Love og vigtige
Regeringsforanstaltninger forelægges Kongen, der hvor Kongen
bestemmer. Ved Resolution samme Dag
bestemte Kongen, at disse Sager skulde, som hidtil,
forelægges ham i Statsraadet. Forfatningsloven
19. Juni 1915 tillader, at Ministrenes Antal
forandres ved Lov, og Landssekretærembedet i
saa Fald nedlægges. Bestemmelsen i Grl. om
Kongens Ed blev optaget i denne
Forfatningslov samt nogle Bestemmelser om Altinget
svarende til Grundlovens Bestemmelser om
Rigsdagen. De 6 kongevalgte Altingsmænd blev
afskaffet, og i Stedet indført 6 ved
Forholdstalsvalg landsvalgte Medlemmer. Valgretten blev
betydelig udvidet og alm. Valgret indført for Mænd
og Kvinder; dog fik de ny Vælgere ikke alle
paa en Gang Valgret, men først de, som
havde fyldt 40 Aar; om 15 Aar skulde alle, der
var 25 Aar, have Valgret. Bopæl i selve
Landet blev endvidere sat som Betingelse for
Valgbarhed; tidligere var Bopæl i Staten en
Betingelse og enkelte Islændinge, bosatte i Kbhvn,
blev Altingsmænd.
Forholdet mellem Danmark og I. er blevet
ordnet ved den dansk-isl.
Forbundslov af 30. Novbr 1918, der er
forfatningsmæssig vedtaget baade af Rigsdagen og Altinget.
Denne Lov traadte i Kraft 1. Decbr 1918, og
afløste Loven af 2. Jan. 1871 om I.’s
forfatningsmæssige Stilling i Riget. I. blev nu en fri Stat,
et suverænt Kongedømme. § 1 lyder:
»Danmark og I. er fri og suveræne Stater,
forbundne ved fælles Konge og ved den i denne
Forbundslov indeholdte Overenskomst. I Kongens
Titel er begge Staters Navne optagne«. De for
Danmark gældende Bestemmelser om
Tronfølgen, Kongens Religion, Myndighed,
Kongemagtens Udøvelse i Tilfælde af Kongens Sygdom,
Umyndighed ell. Ophold uden for begge
Stater skal være gældende for I. (§ 2 og 3). Hver
af Staterne for sig træffer Bestemmelse om
Statsydelse til Kongen og Kongehuset. Danske
Statsborgere nyder paa I. i enhver Henseende
lige Ret med de paa I. fødte isl. Statsborgere
og omvendt. Hvert af Landenes Statsborgere
er fritagne for Værnepligt i det andet Land.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
