Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jern (teknisk)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
3) J.’s Historie. J. omtales allerede i de
ældste Sagn som anvendt til Vaaben; hvad Bet.
man tillagde dets fortrinlige Forarbejdelse,
fremgaar bedst af, at man endnu langt ind i
Middelalderen gav et anerkendt udmærket
Sværd et eget Navn. Paa den anden Side har
J. næppe været meget alm.; thi i Britannien
opvejes det endnu paa Cæsar’s Tid med Guld;
da Barbarerne plyndrede Rom, betragtede de
Colossæums Jernankere som et værdifuldt
Bytte. Ægypterne benyttede Jernredskaber flere
Tusinde Aar før vor Tidsregning, i
Cheops-Pyramidens Murværk er fundet et Stykke 5000
Aar gl. Svejsejern; et Brudstykke af en Segl,
fundet under Sfinksen i Karnak, vurderes til
2800 Aar. Indskrifter bekræfter J.’s tidlige
Brug i Ægypten, forarbejdede haarde Stene,
saasom Granit, Porfyr og Basalt, henviser til,
at Staal ogsaa har været kendt der. Men
tidligere end i Ægypten har man, som Fund i
turanske Grave, under Chorsabad’s Ruiner
o. s. v. tyder paa, kendt J. i Asien. Rigveda
taler om Jernvaaben, og fra Arierne har
Babyloner, Assyrer, Meder og Perser faaet J. Den
overvundne Poros skænker Alexander den
Store en Stang ind. Staal. Ogsaa de gl. Jøder
kendte J.; af dets Omtale i 5. Mosebog har
man sluttet, at Fønikerne, Oldtidens
Industrifolk, har tilvirket det, og man mener, at det
fra dem er gaaet til Grækerne. I det fjerne
Østen kendte Kinas Urbefolkning Redskaber og
Vaaben af J. Iflg. Homer bestemte Peliden
violblaat anløbet J. som Kamppris for
Bueskytterne. Pile, Økser, Knive, Køller, ja endog
Vognaksler kendtes af J., men iflg. Homer var J.
endnu sjældent hos de pelasgiske Folk,
Kobberet var deres Hovedmetal, Grækerne
betegner opr. ved κάλυψ baade Svejsejern og
Svejsestaal, senere bet. dette Svejsestaal, og
Svejse jern benævnes σίδηρος, hvoraf det
navnlig i Frankrig brugte Udtryk
Siderurgi for J.’s Metallurgi. Aristoteles omtaler
Tilvirkning af Svejsestaal og fremhæver
Folkeslagene ved det sorte Hav, Kalyber og Myser,
som Fabrikanter af J. af udvasket Flodsand;
der findes endnu Magnetjernsand der.
Aristoteles kender »J., som ved Varme bliver
flydende som Vand«, altsaa Raajern, men det
opfattes som sygt J., og det angives, hvorledes
mian kan kurere det ved at ferske det.
Jernstøbning har ikke været drevet af Grækerne
og Romerne, Kineserne skal derimod ifølge
Gutzlaff allerede 700 f. Kr. have benyttet det
til en Pagode, som er 13 m høj. Man ved ikke,
hvorledes Orientens Oldtidsfolk fremstillede J.,
men J.’s Fremstilling direkte af Malmene maa
regnes til de simpleste metallurgiske Processer,
naar man betænker, at vilde Negerstammer
fjernt fra al Forbindelse med Kulturfolk har
kunnet frembringe udmærket J.
Fremgangsmaaden har vel dengang været som den, der
endnu i Dag benyttes ved den primitive
Jernfremstilling, Rending, i Æthiopien og
Højasien: i en Skrænt laver man sig et Ildsted
med god Træk, lader Ilden brænde ned,
fylder noget ren Malm paa Gløderne og Træ oven
paa, man faar da Jernklumper, som
forarbejdes videre og, fordi de bestaar af en Blanding
af Svejsejern og Svejsestaal, særlig egner sig
til Redskaber og Vaaben (smlg.
Damascenerstaal). I Kärnten har man for nylig
fundet saadanne Huller i Skrænter, men
ogsaa rigtig murede Vindovne, 0,95—1,26 m høje.
Romerne drev Jerntilvirkning i det større.
Allerede 100 Aar f. Kr. benyttede de Malmen fra
Elba, og den fra Noricum, det nuv. Steiermark,
var højt skattet, ogsaa sp. Malme benyttedes;
Nutiden ved ogsaa at vurdere de samme
Malme. Ovnen hos Romerne var en lav Herd
(i Kärnten en lille Skaktovn), Materialet ren,
jernrig Malm og Trækul, der anvendtes Trække-
ell. Trædebælg, Vindpiber af Ler, Jernklumpen
smededes ud. Ved Folkevandringen gik den
rom. Kultur og Industri til Grunde, først ved
Aar 700 kommer Jerntilvirkningen atter op i
Steiermark, i 9. Aarh. breder den sig N. paa
over Böhmen til Sachsen, Thüringen og Harzen,
mod S. og V. til Spanien og til Elsass og
Nederrhinen. I 12. Aarh. staar de nederlandske
Jernværker i højt Ry, derfra breder
Jernhaandteringen sig sandsynlig i 15. Aarh. til
England og Sverige. Luther’s Samtidige, Agricola,
Metallurgiens Fader, benytter ikke Udtrykket
Støbejern i sine 12 Bøger De re metallica,
men siger, at man til Svejsestaalferskning
anvender let flydende J. Ved at Herderne
forhøjedes til 1,9—2,5 m i 16. Aarh. og til 3,8 m
i 18. Aarh., og ved at man samtidig indførte
kraftige Blæseværker, drevne af Vandkraft,
opstod Stykke- ell. Ulveovnen, i
Skandinavien kaldt Bonde- ell.
Osmunds-Ovnen, og af Form som en omvendt
afstumpet Pyramide med Træbeklædning, den havde
et Slaggehul og et Hul til at trække Klumpen
(Stykket, Ulven, Osmunden), som vejede
200—700 kg, ud igennem. Ulveovnsdriften ophørte i
Kärnten 1775; en Hede tog 24 Timer, Klumpen
er endnu dejagtig staalagtigt Jern, mulig har
der tillige kunnet fremkomme noget ikke ønsket
Raajern, men dette bliver først Ovnens
tilsigtede Produkt, da Gangen gøres uafbrudt, og
Ovnhøjden yderligere vokser fra Ulveovnens til
Blæseovnens (Blau- og Blaseofen), og endelig til
Højovnens. Det vides ikke med Bestemthed, naar
og hvor Højovnen er fremstaaet, man antager,
at den er af nederl. (ɔ: belg. efter
Nutidsgeografien) Oprindelse og derfra er kommen
hurtig til England og Sverige i 16. Aarh. Ved
Beg. af 17. Aarh. findes Højovne i Sachsen,
Brandenburg og Harzen; i Schlesien bygges
den første 1721. Trækul er ind i 18. Aarh. det
eneste Brændsel for Højovnen, Skovene
forsvinder som Dug for Solen. Jernproduktionen
aftager derfor, der opgives, at England 1612
producerede 160000 t aarlig, men 1740 kun
17000 t, Skovene i Sussex, hvor Højovnsdriften
navnlig havde Sæde, var borte, England maatte
indføre J., Stangjern saaledes endog fra
Rusland, hvor Jernhaandteringen var indført af
Englændere og Tyskere, alt er ved at standse;
da indføres fossilt Brændsel, nemlig Stenkul i
Form af Cinders (ovnbrændte Koks, der i det
flg. i Overensstemmelse med den metallurgiske
Terminologi, men modsat dansk Sprogbrug, vil
blive benævnte Koks). Den første Koksovn er
Coalbrookdale’s i Shropshire, bygget 1740 af
Darby, 1760 indføres i England den kraftige
Cylinderblæsemaskine (se Blæsere),
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
