Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jern (teknisk)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jernproduktionen vokser stærkere og stærkere.
Koks var for saa vidt ikke noget nyt, som der
1620, 1633 og 1636 var udtaget Patent i
England paa Koksbrænding; nærmere Data om
denne Proces i Miler og i lukkede Ovne haves
dog først fra 1769. Koksovnen producerer
mere og billigere, men tarveligere Raajern
end Trækulovnen, derfor trængte den langsomt
frem uden for England, i Tyskland bygges den
første Højovn til Koks først 1796 i Gleiwitz,
Skandinavien holder sig endnu til
Trækulhøjovne, ellers er disse Ovne at betragte som en
Undtagelse baade i England og paa Europas
Fastland. 1791 opdagedes i Pennsylvania
Antracit, der kom i Brug 1815 og nogle Aar
senere anvendtes til Højovndriften. Alm. Kul
er dels for svovlholdige, hvad der vil give slet
Raajern, dels for brintholdige, hvad der vil
foranledige Eksplosioner i Højovnen, Antracit
er mere svovlfrit og brintfattigt; de
amerikanske Antracitovne udmærker sig ved deres
uhyre Produktion af Raajern og meget
betydelige Størrelse.
Et væsentligt Fremskridt i J.’s Udviklings
Historie er dernæst Indførelse af varm Blæst
i Højovnen, hvorved Produktionen af Raajern
og Økonomien vokser. Den varmere Gang
giver Anledning til, at Raajernet optager ikke
alene mere Kul og Silicium, men ogsaa
Urenheder, navnlig Fosfor. Fordelen af varm Blæst
indsaa man alt ved Beg. af 19. Aarh., men
først ved 1830 indførtes varm Blæst til
Højovnen paa Clyde Iron Works af Neilson,
hvorved man efterhaanden har bragt Koksforbruget
ned til 25 % af, hvad det var før 1830; varm
Blæst anvendtes derefter ved Ferskningsherder,
Kupolovne o. s. v. Dampmaskinens Udvikling
var selvfølgelig ogsaa paa mange Maader
kommen Jernhaandteringen til gode, Højovnens
Blæseværk frigjordes fra Vandhjulet, man
kunde opføre sit Jernværk uafhængig af
Vandløbene, hvor det passede, fik desuden Kraft
til at knuse Malme, hejse Materiale op o. s. v.,
og snart faar man Dampkraften saa at sige
gratis, man lærer nemlig at benytte Gigtgassen
som Brændsel ogsaa for Dampmaskinen, efter
at man først havde benyttet den til at
riste Malmen, og senere, efter 1845, til at varme
Blæsten. Uden for selve Højovnsdriften har
man anvendt Gigtgas til at brænde Kalk og
Teglsten, til at ferske og til at pudle med.
Nutidens Højovn er karakteriseret ved stor Højde,
kraftig og varm Blæst gennem fl. Vindpiber,
kolossal Produktion af Raajern med
forholdsvis ringe Brændselsmængde, hensigtsmæssig
Konstruktion, hvorved Driftstiden (Kampagnen)
kan blive lang, der er naaet 25 Aar og mere
(tidligere var det nogle Maaneder), bekvemt
Arbejde og Materialbesparelse, derfor lukket
Bryst (se Højovn) og endelig Tøndeform
i St f. Pyramideform.
For Jernstøbningen er Indførelsen af
Wilkinson’s Kupolovn (opfunden 1784) epokegørende,
Jernstøbningen bliver nu uafhængig af
Højovnen og udvikler sig hurtig til en vigtig
Industrigren selv for de Lande, som maa
indføre begge dens Raamaterialer, Koks og
Raajern.
Efter at Højovnsdrift er bleven alm., gaar
det mere og mere tilbage for det smedelige J.’s
direkte Fremstilling af Malmen (Rendingen),
idet den fortrænges af Herdferskningen,
Processen bliver altsaa en Afkulning af Raajern
i St. f. en Reduktion af Malm og svag Rulning.
Herdferskning kræver det dyre Trækul,
dygtige Arbejdere, er besværlig og leverer ikke
meget færdig. Ferskning i Flammeovn
med Stenkul, Pudling, opfundet 1784 af
Henry Cort, senere forbedret bl. a. af Rogers
1818, udført paa bevægelig Herd af Danks
1871, hvis Ovn Bouvard forbedrede 1876, og
Pernot, syntes efterhaanden ikke alene at ville
fortrænge Herdferskningen, men, efter at
Siemens’ Gasfyring efter 1860 blev anvendt paa
den, at skulle blive helt eneraadende, idet man
erstattede det kostbare Brændsel, Trækullene,
med Affaldsbrændsel. Da kom der ret pludselig
en ny Omvæltning i Jernindustrien, idet
Bessemer 1856 ferskede »uden Brændsel« i Løbet af
Minutter alene ved Blæst, og det store
Mængder Raajern og uden legemligt Arbejde for
Betjeningen (se Bessemer-Processen).
Bessemer-Processen traadte efterhaanden sine
Børnesko, men den krævede rent, navnlig
fosforfrit Raajern, dette maatte man f. Eks. i
Tyskland for en stor Del skaffe sig ved
Indførsel, mange St. i England var Raajernet ogsaa
tarveligt nok, Bessemer-Metallet nød i det hele
ikke overdreven Anseelse. Saa fremkom
Thomas og Gilchrist 1879 med
Thomaseringen, en Bessemer-Proces, som, hvad der lyder
paradokst, krævede slet Raajern, idet dettes
Fosfor optoges af Pærens Kalkfoder og
Kalktilslaget, og Thomas-Slaggen, fosforsur Kalk,
kunde sælges endog langt bort som kunstig
Gødning. Værker, der som Peiner Hütte havde
været faktisk værdiløse, fik nu stor Bet., det
fosforholdige Raajern gav efter Thomasering
et fosforfriere Produkt end det gode Raajern
efter Bessemeringen. Medens man i
Jernstøberierne kunde gøre alt Støbejernsaffald nyttigt
ved Omsmeltning, saa var man i Forlegenhed
med Smedejernsaffald, man kunde ganske vist
pakke det sammen og svejse det sammen —
saaledes har der paa Frederiksværk været en
ikke ringe Industri af Vognaksler —, det var
imidlertid besværligt. Savnet blev afhjulpet, da
Brødrene Martin 1865 anvendte Siemens’
Regeneratorfyring med Gas paa Flammeovnen, og
Martin-Processen vandt hurtig
Udbredelse. Martin-Ovnen kan anvendes paa mange
Maader, lige fra at være en Smelteovn til at
være en Ferskningsovn, herom nærmere i den
anførte Artikel; her skal kun nævnes, at
ligesom den opr. sure Bessemer-Proces fik sit
basiske Komplement i Thomas-Processen,
saaledes er den sure Martin-Proces ogsaa
kompletteret med en basisk, og denne giver et
fortrinligt, meget blødt Staal til Nitter, Plader
o. l., som mere og mere træder i det gode
gl. herdferskede svenske J.’s Sted. Den sure
Martin-Proces indskrænker sig ikke til at
levere Blokke, den anvendtes i Terre-noire
ogsaa til at støbe færdige Genstande, hvad der
optoges bl. a. i Sverige, hvor Bofors var det
første Værk, som leverede fuldgode støbte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
