Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner / 929 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jernbaner (Jernbanebygning)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Danmark bygges nu enkeltsporede Hovedbaner
med mindst 5,4 m Planumsbredde og
dobbeltsporede med i det mindste 9,6 m. Ved høje
Dæmninger forøges Planumsbredden noget.

c. Baneoverbygningen.

Det almindelige Jernbanespor dannes af to
jævnsides førte Skinnestrenge, hvorpaa
Hjulene løber. Disse Strenge sammensættes af
kortere Stykker, Skinnerne, der forbindes ved
Sammenlaskninger. Driftsmateriellets Hjul har
indvendige Flanger, der naar ned paa Siden
af Skinnerne og styrer Vognenes Gang i
Sporet. Skinnerne har som Regel ikke
tilstrækkelig Bæreflade, men hviler paa et
Underlag, der i sin almindeligste Form er
Tværstrøer, saakaldte Sveller, lagt paa tværs af
Sporet. Svellerne lægges dog ikke
umiddelbart paa Underbygningskronen, men i et Lag
af Ballast, der har større Bæreevne, end
hvad man sædvanligvis kalder »Jord«. —
Foruden Tværsvelleoverbygninger har man tidligere
konstrueret Langsvelleoverbygninger med
Sveller paa langs under Skinnerne; disse har dog
nu kun historisk Betydning. Desuden har man
anvendt Enkeltunderstøtninger uden indbyrdes
Sammenhæng fordelt langs de to
Skinnestrenge. Ved Tværsvelleoverbygninger vil
Svellerne kunne sikre, at den rette Sporvidde
bevares, men ved de øvrige
Overbygningsformer maa der særlige Tværforbindelser til
at holde sammen paa Sporet.

Fig. 3. Tværsnit af Jernbaneoverbygning.

Ballasten skal bære Vægten af Sporet
og de rullende Tog og fordele Trykket
nedefter mod Undergrunden. Den maa ikke blødes
ud i Regn og ikke holde paa Fugtigheden, da
Sporet ellers vil fryse op om Vinteren. Den
skal desuden have en saa løs Beskaffenhed,
at Sporet lader sig løfte, hvor det er slaaet
ned af Togene. Ved Løftningen bliver Sporet
rettet op — justeret — og Ballasten banket
ind under de løse Sveller, saaledes at disse
atter faar fast Leje. Sporet kan paa denne
Maade holdes i saadan Stand, at Kørslen til
enhver Tid kan foregaa jævnt og sikkert. Som
Ballast bruges navnlig grovere Grus og Sten.
Stenballast — af Ral ell. Skærver — er paa
Hovedbaner med svær Trafik nu næsten
uundværlig (se nærmere under Ballast).

Skinnerne, der oprindeligt fremstilledes
som Støbegods, valses nu altid af Staal
(Bessemer-, Thomas- eller Martinstaal).
Materialets Kvalitet undersøges ved Træk- og
Trykprøver, Bøjeprøver og Faldprøver.
Eksempelvis forlanger de danske Statsbaner for
en cylindrisk Prøvestang af 20—25 mm
Tværmaal og 200 mm Længde en Trækstyrke af
60—70 kg pr. mm² og en Brudforlængelse paa
mindst 14 %. Mange Skinneformer er blevet
forsøgt, men paa Hovedbaner findes nu
væsentlig kun to, Stolskinnen (eller
Dobbelthovedskinnen, Fig. 4), der er almindelig

Fig. 4. Stolskinne.

i England, og Vignolesskinnen (eller
Bredfodskinnen, Fig. 5), der har sin
Udbredelse paa Fastlandet. Stolskinnerne har deres
Navn af, at de anbringes i Støbejernsstole,
hvori de fastgøres ved inddrevne Kiler (a).
Vignolesskinnerne hviler paa deres egen brede
Fod, oprindeligt direkte paa Svellerne, men i
den nyere Tid paa mellemliggende
Underlagsplader. Disse er nu gerne kileformede,
saaledes at Skinnerne faar en Hældning indad i
Sporet, hvorved deres Køreflade kommer til at
slutte bedre til Hjulenes skraa Løbeflade.

Fig. 5. Vignolesskinne.

Fælles for Stolskinner og Vignolesskinner er
det svære sammentrængte Hoved og den
forforholdsvis tynde Krop. Begge Skinnetyper
har haft deres varme Forkæmpere, men den
ene har ikke kunnet fortrænge den anden.

Skinnerne afskæres i bestemte Længder, for
hvis Størrelse Hensynet til Haandterligheden
har en afgørende Betydning. Jernbanesporet,
der sammensættes af saadanne Skinnelængder,
har sine svage Punkter i de saakaldte
Skinnestød, hvor Skinnerne støder op til hinanden.
Meget Arbejde er ofret paa den vanskelige
Opgave at forme en kraftig Stødforbindelse.
De sammenliggende Skinneender samles nu
ved to Lasker, særligt formede
Forbindelsesstykker, der ved Bolte spændes sammen om
Skinneenderne og styrer dem i Forhold til
hinanden. Skinnerne støder sammen enten lige
over en Tværsvelle, og Stødet kaldes da fast,
ell. i et Svellemellemrum, og Stødet kaldes da
svævende. Det faste Stød var det opr., men
opgaves, fordi Skinnerne med Datidens
ufuldkomne Teknik kunde have en generende
Forskel i Højden. Det svævende Stød (Fig. 6 a og
b) har længe været anset for det bedste,
navnlig fordi man ved dette kan forøge Laskernes
Højde med nedadgaaende Flige i
Mellemrummet mellem Svellerne. Imidlertid er man dog i

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>