Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jernklorid, Ferriklorid, Jerntveklor - Jernklorsyre, Jernforklor, Ferroklorid - Jernno - Jernko (ogsaa Jernkvæg, Jernfæ) - Jernkonstruktioner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Opløsning af Jernforklor (Ferroklorid): FeCl2+
Cl=FeCl3;; inddamper man Opløsningen, indtil
den har Vægtfylden 1,67, stivner den ved
Henstand til den nævnte krystallinske Masse; hvis
man inddamper videre til Sirupstykkelse under
Tilsætning af Saltsyre, faar man store
rombiske, tavleformede Krystaller af
Sammensætningen FeCl3,3H2O. Opløsninger af J. reagerer
p. Gr. a. Hydrolyse surt, idet der dannes
Ferrihydroxyd, som imidlertid holdes opløst i
kolloid Tilstand og giver Opløsningen brun
Farve; den fraspaltede Syre kan fjernes ved
Dialyse, medens Ferribydroxydet forbliver i
Opløsningen. Saavel disse Opløsninger som selve
J. benyttes til med. Brug. Gløder man det
vandholdige J., giver det til sidst Jerntveilte
(Ferrioxyd), idet der bortgaar Klorbrinte:
2FeCl3+3H2O=Fe2O3+6HCl.
(O. C.). R. K.
I Opløsning anvendes J. til Ætsning af
Kobber (f. Eks. til Fotogravure) og i Fotografien.
C. E. A.
Jernkloryre, Jernforklor,
Ferroklorid, FeCl2, faas som farveløse Krystalskæl ved
Ophedning af Jern i en Strøm af tør
Klorbrinte. Vandholdigt J., FeCl2,4H2O,
fremstilles ved Opløsning af Jern i Saltsyre; efter
Filtrering og Inddampning af Opløsningen
udkrystalliserer det i blaagrønne Krystaller, som let
iltes i Luften og derved efterhaanden bliver
gulbrune.
(O. C.). R. K.
Jernkno, et Vaaben bestaaende af et
Stykke Jern, der er forsynet med Huller, gennem
hvilke Fingrene stikkes. Om hver Finger ligger
saaledes en Ring af Jern, og disse »Knoer«
giver et Næveslag en betydelig forøget
Virkning.
F. W.
Jernko (ogsaa Jernkvæg, Jernfæ), ældre
Betegnelse for en Ko, der mod en vis Afgift for
bestandig var overladt en Gaard til Brug
saaledes, at om den døde, skulde den af Brugeren
erstattes med en anden lige saa god.
Udtrykket saavel som selve Retsforholdet stammer
vistnok fra Tyskland, hvor det med Hensyn
hertil hedder: »Eisernes Vieh das stirbt nie«.
I Danmark, hvor »J.« ikke sjælden nævnes i
gl. Jordebøger, ogsaa undertiden under
Betegnelsen »udødelige Køer«, synes det især at
have været Kirken, der har ejet saadanne.
G. H.
Jernkonstruktioner. Anvendelsen af Jern
til Bygningskonstruktioner gaar ikke længere
tilbage end omtr. til Midten af 19. Aarh. Den
første Jernbro byggedes rigtignok allerede 1773
— en Støbejernsbuebro i Coalbrookdale i
England, — den første Smedejernsbro — en lille
Buebro ved St Denis i Frankrig — 1808, og
der kunde naturligvis nævnes adskillige andre;
men det var dog først, efterhaanden som
Jernbanebygningen tog Fart, at der rigtig blev Brug
for J., og at de paa samme Tid gjorte
Fremskridt i Jernfremstillingen muliggjorde
Opfyldelsen af de stillede Fordringer. Det var
saaledes først i Brobygningen, Jernet kom til at
spille en Rolle som Konstruktionsmateriale, og
dette er ganske naturligt, da de tidligere alene
til Raadighed staaende Materialer, Træ og
Murværk, navnlig lod adskilligt tilbage at
ønske, hvor det drejede sig om større
Spændvidder. Ang. Udviklingen af Jernbrobygningen
henvises til Broer. Men Jernet som
Konstruktionsmateriale har siden erobret stadig
ny Felter. Fra Broer til Tagværker er
Springet ikke stort, ved begge gælder det om at
overdække større Aabninger. Dernæst er det
efterhaanden blevet anvendt til fl. og fl. af de
bærende Konstruktionsdele i Bygninger,
Søjler, Etageadskillelser, Trapper o. s. v., ja det
har endog i mange Tilfælde helt fortrængt
Murværket som bærende Led, idet Ydermurene og
kort sagt hele Bygningen er dannet af et
Jernskelet, hvis Felter udfyldes med Murværk, der
her kun skal fungere som begrænsende Væg,
men intet bære (Jernbindingsværk, amer.
Jernskeletbygninger). Endvidere opføres nu
Bygninger til mange forsk. Formaal (Vareskure,
Fabrikbygninger o. l.) helt af Jern, idet man
erstatter det udfyldende Murværk med
Bølgeblik, og endelig er Jern i mange Tilfælde
blevet anvendt som en væsentlig Bestanddel af
Fundamenterne for store Bygninger. Ved alle
disse Anvendelser i Husbygningen har
Grunden til Valget af Jern fremfor Træ ofte været
Hensynet til Brandsikkerheden, hvorom
nærmere ndf. — Ogsaa paa andre Omraader har
Jernet som Bygningsmateriale fundet Indgang,
saaledes til Gasbeholdere og deres Styringer, til
Vandbeholdere (Højdereservoirer), til Baaker
og Fyrtaarne, som Pæle til Bolværker og
Spunsvægge, som Hjælpemiddel ved Udførelsen af
Funderinger (Indfatning for
Betonfundamenter, Sænkebrønde, Arbejdsrum, Passagerør o.
s. v., ved pneumatisk Fundering,
Dykkerklokker, endelig til Sluseporte, Pontonporte.
Flydedokker, hvorved Overgangen dannes til
Jernskibsbygningen, kort sagt til de allerfleste af
de Arbejder, der falder ind under
Ingeniørvidenskabens forsk. Grene.
I Beg. var det mest Støbejern, der anvendtes
til J., men dette Materiale er efterhaanden
blevet trængt tilbage af smedeligt Jern; dog
anvendes Støbejern endnu ikke sjælden til
Konstruktionsdele, der kun er udsatte for Tryk;
som Bjælker, der paavirkes til Bøjning,
forekommer det nu saa godt som ikke mere, og
som Trækstænger slet ikke mere. Det
smedelige Jern var indtil op i 1880’erne udelukkende
Svejsjern, dernæst fulgte en
Overgangsperiode, hvor Staalet (tysk: Flussjern, fremstillet
ved Bessemer-Processen eller til J. hyppigere
ved Thomas- ell. Martin-Processen) gjorde
Svejsjernet Rangen stridig, og nu er langt den
overvejende Mængde af det anvendte Materiale
Staal. — Konstruktionsdele af Støbejern kan
man fremstille i alle mulige ønskede Faconer,
smedeligt Jern derimod forekommer kun i
ganske bestemte Former; de mest anvendte
af disse er: Plader, Universaljern (ogsaa
kaldet kantvalsede Plader) og Fladjern, som kun
adskiller sig fra hinanden derved, at
Universaljern og Fladjern valses med konstant
Bredde, medens Pladernes Kanter efter Valsningen
er uregelmæssige og maa beklippes; endvidere
Rundjern, sjældnere Stænger af rektangulært
ell. kvadratisk Tværsnit, og endelig de forsk.
Slags Façon- ell. Profiljern, hvorunder i
videre Bet. ganske vist ogsaa kan indbefattes
Rundjern m. m., men hvorved dog i Alm.
forstaas Stænger med særlige Profiler, som ∟
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
