Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johannes (Paver) - Johannes (Hersker i Abessinien) - Johannes' Aabenbaring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
støttede sig til det franske Kongedømme og
søgte at kue den frembrydende Revolution hos
Minoritterne. Han maatte forsvare sig mod
Beskyldninger for Kætteri. (Litt.: Preger,
»Die Politik des Papstes J. XXII« [München
1885], Lettres de J. XXII udg. af Coulon,
Paris 1906). — Johannes XXIII (1410—15).
Neapolitaneren Baldassarre Cossa var i sin
Ungdom Kriger, blev Skriver ved Kurien,
pavelig Kammerherre, Kardinal og 17. Maj 1410
Pave. Paa Koncilet i Konstanz, som han
havde sammenkaldt, lovede han at nedlægge sin
Værdighed, naar hans Modpaver Gregor XII
og Benedikt XIII vilde gøre det samme; han
fortrød det bagefter, men saa blev han af
Koncilet anklaget for 80 Forbrydelser saasom
Mord, Røveri, Utugt, Blodskam o. l., afsat og
ført rundt i forskellige Fængsler, indtil han
købte sig fri med 30,000 Gylden. Pave Martin
V tog ham til Naade, han blev atter Kardinal
og Kardinalkollegiets Dekan. Død i Firenze
1419. (Litt.: Pastor, »Die römischen
Päpste seit dem Ausgange des Mittelalters«, I [4.
Opl. 1901]).
L. M.
Johannes, Hersker (Negus) i Abessinien
1872—89, f. ca. 1832, d. 8. Marts 1889. Han
hed egl. Kasai og blev 1863 Statholder i
Landskabet Tigre. Da den eng. Hær 1868
begyndte Krigen mod den daværende Kejser
Theodor, sluttede J. Aftale med Hærens Fører
General Napier om at forblive neutral. 1871
erklærede han sig for uafhængig, og efter at
have overvundet sin tidligere Overherre
Gobesiah lod han sig i Jan. 1872 krone som Negus
J. Da hans anden Medbejler Menelek i Schoa
underkastede sig 1879, var han Herre i hele
Landet. De Angreb, som ægyptiske Tropper
gjorde paa hans Rige 1875 og 76, slog han
kraftig tilbage; ligeledes sejrede hans Hær
1887 over Italienerne, men han kunde dog
ikke genvinde Havnebyen Massaua. Ellers
søgte han at staa i godt Forhold til
Europæerne, medens han uddrev de
Muhamedanere, som ikke vilde lade sig døbe. Paa et Tog
imod Mahdiens Tilhængere blev han dødelig
saaret ved Metemmeh.
E. E.
Johannes’ Aabenbaring er det sidste af
de nytestamentlige Skr og har apokalyptisk
Indhold (se Apokalyptik). Det skildrer
først, hvorledes Johannes paa Patmos har
oplevet en Aabenbaring af den herliggjorte
Kristus (Kap. 1) og efter hans Befaling skriver
syv Breve til Menighederne i Efesos, Smyrna,
Pergamon, Thyatira, Sardes, Filadelfia og
Laodikæa (Kap. 2—3). Derpaa begynder de egl.
Visioner med, at Seeren skuer Guds Trone
omgivet af 24 Ældste og 4 Dyreskikkelser (Kap.
4); en Bog med syv Segl bæres frem (Kap. 5),
hvoraf foreløbig de 6 aabnes og bringer store
Ulykker og Plager over Jorden (Kap. 6); derpaa
»forsegles« Guds Børn, 144000 af Israels 12
Stammer og talløse Skarer af Hedningekristne
(Kap. 7). »Enden« indtræffer dog ikke ved
Aabningen af det 7. Segl, men i Stedet kommer
7 Basunengle, hvis Blæsen hver især varsler
frygtelige Plager (Kap. 8—9). Forud for den
7. Basune (der først lyder 11, 15—19) berettes
ogsaa en Mellemepisode: Seeren faar af en
Engel en bitter-sød Bog at sluge (Kap. 10) og
forudsiger derpaa Ødelæggelsen af den hellige
Stad (11, 1—14). Under en Rk. fantastiske
Billeder skildres det dernæst, hvorledes en
Drage med 7 Hoveder og 10 Horn efterstræber
Messias og hans Moder (Kap. 12), hvorledes
det rom. Imperium som »Dyret fra Havet«
bekæmper Guds Hellige (Kap. 13), samt endelig
hvorledes Lammets Herredømme aabenbares
paa Sions Bjerg, medens Dyrets Tilbedere
nedmejes (Kap. 14). Fra den himmelske Helligdom
fremtræder 7 Engle og udgyder 7
Vredesskaaler, der for tredje Gang bringer en Rk.
Ulykker over Menneskenes Hoveder (Kap. 15—16);
derpaa indtræder Dommen over »Babylon, den
store Skøge« ɔ: det rom. Rige (Kap. 17—18).
hvad der vækker Glæde i Himlen og baner Vej
for Kristi Komme som Rytteren paa den hvide
Hest (Kap. 19). Han hersker med sine
Troende i 1000 Aar (20, 1—6), hvorefter Satan
forsøger et nyt Fremstød, der imidlertid ender
med, at han kastes i Ildsøen (20, 7—15); en ny
Himmel og en ny Jord træder i St f. den gl.
Verdensorden, og det himmelske Jerusalem
stiger ned paa Jorden (21, 1—22, 5). I et
Slutningsafsnit forjættes det, at Tiden for Herrens
Komme er nær (22, 6—21). — Det synes ved
første Øjekast, som om J. er meget
kunstfærdigt opbygget, og at Billederne paa naturlig
Maade føjer sig sammen til en fortløbende
Skildring. Først beskrives nemlig de Rædsler,
der gaar forud for Messiastidens Komme; midt
under disse fødes Messias selv, og der berettes
derpaa om, hvorledes han fuldbyrder Straffen
over Babel og Dyret, og endelig om, hvorledes
han efter en sidste tilintetgørende Kamp med
de onde Magter hidfører Herlighedstiden. Ser
man nærmere til, viser der sig imidlertid en
Rk. indre Uoverensstemmelser.
Saaledes hedder det f. Eks. 6, 13, at Himlens
Stjerner faldt ned paa Jorden ved Aabningen af
det 6. Segl; men ikke desto mindre anføres
det 8, 12 bl. Virkningerne af den 4. Basune, at
en Tredjedel af Stjernerne formørkedes; i det
hele findes der mange nære Berøringspunkter
mellem Plagerne, som hører til de syv Segl,
de syv Basuner og de syv Vredesskaaler,
saaledes at det er overvejende sandsynligt, at
væsentligt det samme Stof her foreligger i en
tredobbelt Overlevering; de tre Syvheder er
følgelig parallelle, og den nuv. Ordning i J.,
hvorefter det 7. Segl aabner sig i de syv
Basuner, og den 7. af disse igen kalder de syv
Vredesskaaler frem, beror paa en senere
kunstfærdig Kombination. Og der findes ogsaa
adskillige andre Mangler ved Fremstillingen;
Skildringen af de Salige i 7, 9—17 er temmelig
paafaldende efter Beretningen om deres
Besegling i 7, 1—8 og synes endvidere at staa i
ligefrem Modstrid med 6, 9—11, hvor
Martyrerne endnu en lille Tid skal hvile under
Altret; Formaningen i 16, 15 passer meget
daarligt i Skildringen af de urene Aander; og
disse Eksemplers Tal kunde let forøges. Man
har nu søgt at forklare disse Kendsgerninger
ved at betragte J. som sammenarbejdet af en
Rk. forsk. Kilder; snart regnede man med
lutter kristelige, snart med delvis jødiske og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
