Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kabinetsjustits - Kabinetskammerherre - Kabinetsminister - Kabinetsordre - Kabinetsregering - Kabinetssekretær - Kabir
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
derfor o. desl. Fristelsen til saadan
Magtindskriden har selvfølgelig været stor for de
uindskrænkede Enevoldsherskere, og heller
ikke de dansk-norske Konger har altid kunnet
modstaa samme, men til deres Ros maa det
dog siges kun at være sket sjælden og i de
fleste Tilfælde for at bevirke et materielt
retfærdigt Resultat.
(C. V. N.). K. B.
Kabinetskammerherre, i Norge og Sverige
Hofcharge, som giver dens Indehaver, der gør
Opvartning for selve Majestæten, en højere
Rang end en alm. Kammerherre. I Sverige
haves endvidere en »Øverste Kammerherre«,
som har Rang næst efter Rigsmarskallen.
(C. V. N.). K. B.
Kabinetsminister er i England Betegnelse
for en Minister, som har Sæde i Kabinettet,
hvilket ikke er Tilfældet med alle Medlemmer
af Ministeriet; anvendt om Ministre under
enevældigt Styre, f. Eks. om Struensee, forstaas
derved en Minister, der regerer faktisk
enevældigt gennem Kabinetsordrer, d. v. s.
Befalinger, udstedte af Kongen i Kabinettet eller i
Kongens Navn uden foregaaende Forhandling
i Statsraadet, se Kabinet.
K. B.
Kabinetsordre, se Kabinet.
Kabinetsregering, se Kabinet.
Kabinetssekretær, i Danmark en af Kongen
personligt udnævnt, til Hoffet hørende
Embedsmand, der for Kongen — i Kabinettet —
mundtligt refererer skriftlige Indstillinger fra de
paagældende Ministerier ang. kgl. Bevillinger, f.
Eks. om Skilsmisse, Embedsudnævnelser og
Benaadninger, forsaavidt disse Sager kan afgøres
af Kongen uden for Statsraadet. I paatrængende
Tilfælde refererer han ogsaa undertiden til
kgl. Resolution i Kabinettet saadanne Sager,
der efter Grundlovens § 16 skal forhandles i
Statsraadet, f. Eks. Spørgsmaal om
Forelæggelse, ja endog om Stadfæstelse af Lovforslag;
men saadanne kgl. Beslutninger maa da altid
senere bekræftes i Statsraadet. Endvidere
forelægger han Reskripter ang. Ordensudnævnelser,
hvortil i Praksis ikke kræves
Ministerkontrasignatur, ligesom han ekspederer og forelægger
Udnævnelser til Hofcharger som Kammerherre,
Hofjægermester o. s. v. Endelig besørger han
i en Række Tilfælde den ved mundtlig eller
skriftlig Henvendelse til Kongen
nødvendiggjorte Korrespondance.
K. B.
Kabir, ind. Reformator (Sektstifter), c. 1400
e. Kr. Han skal have været en af Rāmānand’s
12 Disciple; iflg. Legenden levede han
1149—1449, og der fortælles de vidunderligste Ting
om hans Fødsel m. m.; hans Tilhængere,
K.-panthin, betragtede ham som en
Inkarnation af Gud. K. har ingen Skr efterladt sig;
men Sekten har ret talrige Samlinger paa
Hindi, som tilskrives hans første Disciple og
siges at indeholde hans Ord. Bl. disse Skr
giver Sukh-Nidhān en systematisk
Fremstilling af hans Lære, som er
monoteistisk-panteistisk. Gud, som er een og Verdens Skaber,
kaldes Parama-Purusha (»det højeste
Væsen«, tænkt som mandligt); han har et af
de 5 Elementer sammensat Legeme og et
Indreorgan med de 3 Guṇa’er (s. d., jfr.
Bhagavadgītā), og han kan antage en hvilken
som helst Form. Der er en uendelig Mængde
periodiske Skabelser og Verdensundergange;
men Gud er evig ligesom de Elementer, hvoraf
han bestaar, og hvoraf alle Ting er gjorte, idet
de findes i ham fra først af (ligesom Træets
Dele i Frøet o. l.) og vender tilbage til ham
ved Verdensundergangen. Da Parama-Purusha
(efter den sidste Verdensundergang) havde
været alene i 72 Perioder, ønskede han at
skabe Verden paa ny; hans Ønske fremtraadte
i Skikkelse af en Kvinde, Çakti (se Çākta)
ell. Māyā (»Gøglespil, Illusion«; fra hende
stammer alle urigtige Forestillinger bl.
Menneskene og derigennem alle Onder; jfr.
bráhman); med Māyā avlede han Brahmán,
Vishṇu og Çiva, hvorefter han forsvandt.
Māyā skræmmede da sine Sønner til at gifte
sig med hende; Frugten af denne Forbindelse
blev Sarasvatī (se Brahmán, S. 809),
Lakshmī (= Çrī) og Umā (= Durgā), som
hun giftede med de nævnte tre Guder. Disse
tre Par overlod hun saa den videre Skabelse
af Verden og Udbredelsen af de Vildfarelser,
som hun havde lært dem. Karakteristisk er
heri Guds Legemlighed og Materiens
Virkelighed, samt at Māyā særlig bliver Oprindelsen
til det Onde. Da Guderne kritikløst lader sig
lede af Māyā, nægter K.-panthin’erne dem al
Tilbedelse, skønt de for øvrigt anerkender
næsten alle Hinduismens Personifikationer. Bedst
staar Vishṇu anskrevet hos dem; i det Ydre
er de Vishṇuitter og regnes for saadanne; deres
Løsen (mantra, se Hinduismen, S. 483)
indeholder Rāma’s Navn. Saa længe de
levende Væsener ikke kender Parama-Purusha,
er de dømte til Sjælevandring (bl. a. ogsaa som
Stjerner); »Himmerig« og »Helvede« er kun
Betegnelse henholdsvis for verdslig Nydelse og
jordisk Elendighed ell. Sorger under
Sjælevandringen. Naar de levende Væsener derimod er
fri for Laster og Fejl, kan de antage hvilken
Skikkelse de vil, og det rene Menneske er Guds
Afbillede og efter Døden hans Kammerat og
Ligemand. Det væsentlige i al Religion er »at
kende K. i hans virkelige Form«, og
Sukh-Nidhān læres kun af de vidt fremskredne.
Sektens øvrige Skr, som læres paa tidligere
Stadier, bestaar væsentlig af Tankesprog, ofte
meget dunkle. K. forkaster og latterliggør heri
Çāstra’erne og Purāṇa’erne, revser
Brahmanernes Hovmod og »Hykleri«, forkaster enhver
odiøs Adskillelse efter Kaste, Religion og Sekt;
»alle, som elsker Gud og gør godt, er Brødre,
hvad enten de er Hinduer ell.
Muhammedanere«; al Slags Billeddyrkelse fordømmes;
Templet skal kun være et Bedehus; ydre Kendetegn
taales kun af Hensigtsmæssighedshensyn. Han
anbefaler Forsagelse og et kontemplativt Liv,
men forlanger fremfor alt moralsk Renhed. Den
værste Synd er Drab (ogsaa af Dyr); den
højeste Dyd er Sandhed (som Modsætning til Māyā).
Munkestanden yder de bedste Betingelser for
at naa Religionens Formaal. Guru’en (s. d.)
er den højeste religiøse og moralske Autoritet,
dog med Forbehold af Samvittighedens Ret;
hjælper Formaninger ikke paa en Synder,
nægter Guru’en at modtage hans Hilsen; hjælper
heller ikke dette, bliver han udstødt af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
