Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kalckreuth, Stanislaus og Leopold von - Kaldelse - Kald og Varsel - Kaldidalur - Kaldskapellan - Kaldsret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
internationale Udstilling i Kbhvn 1897;
Stuttgart Gal.), »Regnbuen« (Münchens Pinakotek;
udstillet paa Werkbund-Udstillingen 1918 i
Kbhvn); endvidere karakterfulde Portrætter
(Grev Eulenburg, Dir. Schmeckel); særlig hans
senere Produktion er rig paa Herre- og
Dameportrætter: stort Portrætbillede i Berlins
Nationalgaleri, Helfigur-Billedet »Fem
Magistratspersoner« (1904, Hamburgs Kunsthalle),
Portrætgrupper af Kunstnerens Hustru og Børn,
m. v.; desuden dygtige Havnebilleder fra
Hamburg (et i Hamburgs Kunsthalle). Paa den
baltiske Udstilling i Malmö 1914 var K. fyldigt
repræsenteret med en Snes Oliemalerier. (Litt.:
A. Ph. W. v. Kalckreuth, »Gesch. d.
Herrn, Freiherren und Gräfin v. K.« [2 Bd 1914].
A. Hk.
Kaldelse betegner inden for den kristne
Lære den Virksomhed fra Guds Side, hvorved
Frelsen bliver gjort bekendt for Menneskene
og tilbudt dem. Det er gennem Ordet, at dette
tænkes at ske. Se Frelsens Orden.
F. C. K.
Kald og Varsel, Kaldsmænd,
Kaldseddel. I det ældre Retssprog betød Kald:
Indkaldelse for Retten i en Proces; sædvanlig
benyttedes i Lovsproget Udtrykket K. o. V.
som Betegnelse for hele den formelle Akt,
hvorved Indkaldelsen iværksættes (Forkyndelse af
Stævning, Berammelse af en bestemt Mødefrist).
Forkyndelsen udførtes af Kaldsmænd (efter
nyere Sprogbrug Stævningsmænd). Indkaldelsen
kunde ske saavel mundtlig som skriftlig.
Saafremt skriftlig Indkaldelse benyttedes, kaldtes
den Stævning, naar den var udfærdiget af
Retten, men derimod Kaldseddel, naar vedk. Part
selv havde besørget Udfærdigelsen.
K. Hch.
Kaldidalur [’kal.de’da.lør], en Fjeldvej paa
Island gennem et Pas mellem Langjökull og den
isdækkede, gl. Vulkan Ok. K., der ligger 740
m o. H., er stenet og uden Plantevækst og
omgives af vilde Fjelde og Gletschere, men
benyttes dog meget om Sommeren af Rejsende, der
fra Reykjavik og Thingvellir skal til Nordlandet.
Th. Th.
Kaldskapellan, se Kapellan.
Kaldsret (jus vocándi) betegner Retten til
at besætte gejstlige Embeder og Degne- og
Skolelærerembeder. Efter den kanoniske Ret
indbefattede Besættelsen af et gejstligt
Embede to Handlinger, nemlig Udnævnelsen
og Embedets Overdragelse, og de tilkom begge
egl. Kirken selv, men den første — der nærmest
svarer til K. — kunde dog ogsaa være
overdragen Lægfolk som en Del af den saakaldte
Patronatsret (s. d.). I de ældste danske
Kirkelove — den skaanske Kirkeret og den
sjællandske Kirkeret — var det overladt til Bønderne,
ɔ: Menigheden, at vælge Præsten, dog med
Biskoppens Samtykke, men efterhaanden tiltog
Biskopperne sig i Overensstemmelse med den
kanoniske Ret større Myndighed, dog at K. som
en Del af Patronatsretten temmelig tidlig
indrømmedes baade Kongerne og Adelsmænd.
Efter Reformationen bortfaldt Biskoppernes Ret
til at beskikke Præster, der nu paa de St. paa
Landet, hvor ingen havde K. som Patron for
den paagældende Kirke, tilfaldt Menigheden
tillige med Provsten opr. ved direkte Valg, senere
ved Valg gennem Valgmænd, saaledes at Valget,
naar Kandidaten var overhørt af Biskoppen,
stadfæstedes af Stiftsbefalingsmanden
(Lensmanden) paa Kongens Vegne. Efter Suverænitetens
Indførelse bortfaldt efterhaanden Menighedens
Valgret, og Christian V’s Danske Lov tillagde
ikke Menigheden saadan Ret, men bestemte
kun, at der, forinden den endelige Ansættelse
fandt St., saa vidt muligt skulde gives
Menigheden Lejlighed til at høre den, som kaldedes,
og nedlægge Indsigelse mod hans Kaldelse, hvis
den havde billigen noget at kunne sige imod
ham. K. tilkom derimod dels Kongen, dels
Grever og Friherrer samt privilegerede
Sædegaardsejere ligesom ogsaa enkelte offentlige
Stiftelser (navnlig Universitetet og de adelige
Klostre), dog at det allerede 1690 fordredes, at
Kongen konfirmerede den, som andre end han
selv havde kaldet, og samtidig hermed ansaas
Menighedens Indsigelsesret for at være
bortfalden. Ved Frd. af 3. Juni 1809 ændredes K. til en
Forslagsret (jus proponendi), saa at den
kaldsberettigede inden 6 Uger efter Vakancens
Indtrædelse skulde foreslaa Kongen 3 Kandidater,
hvoraf Kongen da udnævnte een, naar han havde
de fornødne Egenskaber, og Forslagsretten
tilkom i H. t. Forordningen i Fremtiden kun dem,
der allerede var i Besiddelse af K. — dog at
den visse offentlige Stiftelser tillagte K. straks
gik over til Kongen —, ell. som ved Arv
erhvervede de Ejendomme ell. de adelige
Rettigheder, hvormed K. var forbunden. Ved Grl.
1849 § 97 bortfaldt ogsaa Forslagsretten, og K.
tilkommer herefter udelukkende Kongen. Efter
at Forslag om en Ændring i denne Ordning,
hvorefter Menigheden vilde faa Andel i
Kaldelsen, gentagne Gange havde været til
Forhandling paa Rigsdagen, men uden at blive
gennemførte, bestemtes det ved L. om Menighedsraad
af 15. Maj 1903 § 18, at Menighedsraadets
Betænkning kunde indhentes ang. Spørgsmaal om
Præsteembeders Genbesættelse efter indtraadt
Vakance, hvilket ved senere Fornyelse af
Menighedsraadsloven er gaaet over til en egl.
Indstillingsret for Menighedsraadene (se
Præstevalg). — En vis begrænset K. tillægges
dem, der har bygget en Kirke ell. funderet et
gejstligt Embede, idet der iflg. nedarvet Skik,
som er blevet stadfæstet ved L. om
Menighedsraad, tillægges dem Forslagsret ved Embedets
første Besættelse.
M. H. t. Degne- og
Skolelærerembeder var Reglen fra gl Tid den, at Retten
til at kalde Degn stedse var forenet med
Retten til at kalde Præst, kun saaledes, at hvor
Kongen kaldte Præsten, tilfaldt det Biskoppen,
paa Kongens Vegne, at kalde Degn. I denne
Regel gjorde Frd. af 1809 ikke nogen
Forandring, men efter Skoleanordningen af 1814
opretholdtes tværtimod den gl. K. til
Degneembederne som en Ret til at besætte
Skolelærerembedet i det Skolelærerdistrikt, hvor
Degnen forhen boede, ligesom for de øvrige
Skolelærerembeders Vedk. K. indrømmedes dem,
som funderede og opretholdt Skoler og
Skolelærerembeder, ell. Distriktets Hartkornsejere.
Efter at Adelens Ret til at kalde Skolelærere
var bortfalden ved Grl. 1849 § 97, gik Retten til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
