Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kanalje - Kanalopvarmning - Kanalstraaler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kanalje, se Canaille.
Kanalopvarmning kaldes den Metode til
Opvarmning af et Lokale, som bestaar i, at
man lader Røgen fra et Ildsted passere gennem
Kanaler i Lokalets Gulv ell. Vægge, til hvilke
den altsaa kan afgive Varme, som saa atter
afgives til selve Luften i Lokalet. (Se i øvrigt
under Opvarmningsanlæg).
Fr. V. M.
Kanalstraaler, Straaler, der opstaar ved
Katoden i et Udladningsrør, naar denne er
forsynet med Gennemboringer (»Kanaler«).
Straalerne gaar igennem disse i Retningen bagud,
altsaa modsat Katodestraalernes Retning. De
bestaar af hurtigt bevægede, i Reglen positivt
ladede Atomer ell. Molekyler, hvorfor de ogsaa
kaldes positive Straaler. Til positive Straaler
regnes desuden Anodestraaler (s. d.) og
α-Straalerne fra de radioaktive Stoffer (se
Radioaktivitet).
Kanalstraalernes Paavisning og
Hovedegenskaber. K. er først iagttaget
af E. Goldstein 1886. Til Paavisning af dem kan
man anvende det i Fig. 1 afbildede
Udladningsrør. Den positive Pol A er en
Aluminiumplade, hvis Form og
Stilling i øvrigt er uvæsentlig.
Den negative Pol K er en
Aluminiumplade, der udfylder hele
Rørets Tværsnit og er forsynet
med et spalteformet Hul.
Lufttrykket i Røret maa være lavt,
helst under 1/10 mm Kvægsølv.
Sender man en Strøm (fra et
Induktionsapparat ell. en
Influensmaskine) gennem Røret, vil
man — foruden de sædvanlige
Udladningsfænomener mellem A
og K (se elektrisk Strøm
i Luftarter) — i Rummet
bag K iagttage den fra Spalten
udgaaende gulligt lysende K. α,
der synes at begynde ganske
lidt foran Katoden. Hvor
Straalen rammer Glasvæggen,
fremkalder den en grøn Fluorescens i denne, som
ligner den, der frembringes af
Katodestraalerne, men blot er svagere. I Alm.
frembringer K. tillige en gullig Fluorescens i
Glasset, som, set i Spektroskop, viser den gule
Natriumlinie. Den forklares ved, at Straalerne faar
det natriumsaltholdige Glas til at fordampe, og
i det saaledes dannede, yderst tynde Damplag,
der ligger umiddelbart op til Glasset,
fremkommer Natriumfluorescensen. Farven af Straalen
inde i Røret afhænger af Luftarten, i rent
Kvælstof er den guldgul, i Ilt gullig rosa, i Brint
rosa, i denne Luftart mangler den gule
Glasfluorescens. Ved Hjælp af disse
Fluorescensfænomener kan Straalens Vej følges. Nærmer
man en Magnet til Udladningsrøret, vil man
finde, at K. i Modsætning til Katodestraalerne
tilsyneladende ikke afbøjes af Magnetkraften.
Det lykkedes først W. Wien 1898 at paavise
Afbøjningen ved Fluorescenspletten paa
Glasvæggen. Vanskeligheden ligger især i, at
Magnetfeltets Virkning paa Katodestraalerne er
mindst c. 50 Gange større end paa K., og det
stærke Felt, som er nødvendigt for K.’s
Afbøjning, vil derfor indvirke saa stærkt paa
Katodestraalerne, at Udladningen i Røret vil ændres
og vanskeliggøres. Wien omgav derfor det egl.
Udladningsrør med en Cylinder af blødt Jern
til Beskyttelse mod Magnetfeltet. I Fig. 2 er
hans Apparat skematisk
gengivet. Katoden K K er en
Jernplade med en Boring i Midten.
Fra denne træder K. ud i
Rummet B og frembringer en
Fluorescensplet paa
Glasvæggen P. Om Udladningsrøret A
ser man de to Jerncylindre
C C og C C, der beskytter
Udladningen mod det stærke Felt
fra Polerne N S af en
Elektromagnet. Sættes Strøm paa
Elektromagneten, trækkes
Fluorescenspletten ud til en Streg.
Straalen afbøjes altsaa ikke
som et Hele, men der er alle
Afbøjninger fra Nul og op til
en vis Grænse, som ved Wiens
Forsøg var 6 mm ved et Felt
paa 3000 Gauss. Afbøjningen
skete til den Side, til hvilken positive Massedele,
der bevægede sig i Straalens Retning, vilde
afbøjes. Endvidere viste Wien, at Straalen ogsaa
afbøjedes af et elektrisk Felt, der frembragtes
ved at give Metalpladerne a a forsk. Spænding.
Afbøjningen var ligeledes her i samme
Retning, som positiv Elektricitet vilde være bleven
ført. For de stærkest afbøjede Dele af
Straalen var den elektriske Afbøjning af samme
Størrelse som ved Katodestraalerne. Endelig viste
Wien, at Straalen førte positiv Elektricitet med
sig. Dette gør det sandsynligt, at Straalen
bestaar af positivt ladede Massedele, som faar
deres store Hastighed i Retningen bagud ved
at paavirkes af det stærke elektriske Felt
umiddelbart foran Katoden (Om det elektriske
Spændingsfald foran Katoden, det saakaldte
Katodefald, se elektrisk Strøm i Luftarter,
S. 43). Som det ndf. nærmere skal forklares,
er det muligt ud fra Størrelsen af den
magnetiske og elektriske Afbøjning at beregne
Massedelenes Hastighed v samt Forholdet
mellem deres Ladning e og Masse m. Wien fandt
dette Forhold for de stærkest afbøjede
Straaler lig Forholdet mellem Ladning og Masse af
den elektrolytiske Brintion. Da endvidere
Hastigheden var af samme Størrelsesorden som
den, man kunde beregne, at et Brintatom med
een positiv Elementarladning vilde faa ved at
gennemløbe Spændingsfaldet ved Katoden (c.
2000 km pr Sek. ved Wien’s Forsøg), maatte
det antages, at de stærkest afbøjede Dele af K.
virkelig var positive Brintioner. Senere har man
alt efter Luftarten i Udladningsrøret kunnet,
paavise Tilstedeværelsen af mange forsk.
Ionarter, og ved en forbedret Teknik, som skal
omtales nærmere i det flg., har Metoden
udviklet sig til at give en fintmærkende
Atomvægts- og Molekylvægtsbestemmelse af Ionerne,
der har ført til betydningsfulde Opdagelser. En
af Afbøjningerne uafhængig Metode til
Bestemmelse af K.’s Hastighed afgiver den af J. Stark
1905 opdagede Forskydning af Spektrallinierne
 |
| Fig. 1. |
 |
| Fig. 2. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
