Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - keltiske Sprog. - keltisk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dottin, Manuel d’irlandais moyen [Paris 1913];
oldirsk Glossar (ufuldendt og mangelfuldt) af
Ascoli, Il Codice Irlandese dell’ Ambrosiana
[Turin 1878 ff.]; middelirske Glossarer hos
Windisch, »Irisene Texte mit Wörterbuch«
[Leipzig 1880, Fortsættelse 1884, 1887, 1891,
1897] og hos Atkinson, The Passions and
the Homilies from Leabhar Breac [Dublin
1887]. Nyirsk: O’Donovan, A
Grammar of the Irish Language [Dublin 1845];
Patrick S. Dinneen, An
Irish-English Dictionary [Dublin 1904]; let tilgængeligt
og godt Glossar hos Atkinson, Tri
biorghaoithe an bháis of Rev. Keating [Dublin 1890].
Skotsk-Gælisk: Alexander Stewart,
Elements of Gælic Grammar [Edinburgh 1801,
4. Udg. 1892]; Dictionarium Scoto-Celticum,
udg. af The Highland Society of Scotland
[Edinburgh 1828]; fl. mindre Ordbøger, f. Eks. af
Mac Alpine [i mange Udgaver];
Alexander Macbain, An Etymological Dictionary
of the Gælic Language [2. Udg. Stirling 1911];
Manks: Grammatik af Kelly [London 1803,
Douglas 1870]; The Book of Common Prayer
in Manx Gælic [London 1895], hvortil Rhys
har føjet en (planløs og mangelfuld) Beskrivelse
af Manks-Sprogets Udtale; Ordbøger over
Manks af Cregeen [Douglas 1835] og
Kelly, Publications of the Manx Society Bd 13.
Cymrisk: D. Silvan Evans, Dictionary
of the Welsh Language [Carmarthen 1872 ff.,
ufuldendt]; ældre Ordbog af William Owen
[Dr. Pughe] [London 1793 (1803)], god til
Lekture, men blandet med en Del
Grammatikeropfindelser; en bekvem lille Ordbog er
Spurrell, English-Welsh and Welsh-English
Dictionary [Carmarthen, i mange Opl.]; Kuno
Meyer, Peredur ab Efrawc edited with a
Glossary [Leipzig 1887]; J. Strachan, An
Introduction to Early Welsh [Manchester 1909];
J. Morris Jones, A Welsh Grammar
Historical and Comparative [Oxford 1913]; E.
Anwyl, A Welsh Grammar for Schools [London
1907]; Rowland, A Grammar of the Welsh
Language [Wrexham i mange Opl.].
Cornisk: Norris, The Ancient Cornish Drama
[Oxford 1859]; Williams, Lexicon
Cornn-Britannicum [Llandovery og Lond. 1865].
Bretonsk: Loth, Chrestomathie bretonne [Paris
1890], behandler som Indledning ogsaa Gallisk.
Grammatik af Legonidec [Paris 1807];
Ordbog af samme [2. Udg. St. Brieuc 1847, heri
ogsaa Grammatik]; Troude, Nouveau
dictionnaire breton-français [Brest 1876]; samme,
Nouveau dictionnaire français et breton [Brest
1886]; E. Ernault, Le mystère de Sainte
Barbe, publié avec traduction française,
introduction et dictionnaire étymologique du breton
moyen [Paris 1888]; samme, Glossaire
moyen-breton [Paris 1895—96]; Victor Henry,
Lexique étymologique du breton moderne
[Rennes 1900]. — Der er 2 Hovedorganer for keltisk
Filologi: Revue celtique [Paris] og »Zeitschr. f.
celtische Philologie« [Halle]).
Hlg. P.
keltisk Litteratur. Fra Historiens første
Beg. træder de keltiske Folk os i Møde som en
Flerhed; dette gælder ikke blot paa Sprogets
Omraade, hvor man kun ad Konstruktionens
Vej kan naa tilbage til en Enhed, men det
gælder endnu mere paa Litteraturens Omraade,
hvor der, i det mindste m. H. t. Indholdet,
savnes Holdepunkter for nogen som helst
Rekonstruktion af et fælles Grundlag. Man kan altsaa
kun tale om de enkelte keltiske Folks
Litteratur. At Gallerne har haft en (mundtlig)
Litteratur, ved vi navnlig af et kendt Sted hos Cæsar
i hans Bog om Gallerkrigen VI, 14 (se
Druider). Bl. de nulevende keltiske Folk har
Irerne for den ældre Tids Vedk. den
interessanteste Litteratur, dog ikke i den oldirske Periode,
hvis Sprogmindesmærker ikke er egl.
Litteraturværker, men kun Glosser (til Pauli Breve, til
en Kommentar til David’s Salmer, til Priscian
o. s. v.). Men fra den middelirske Periode
foreligger der en meget omfangsrig Litteratur. Den
Del deraf, som behandler religiøse Emner ell.
Emner fra den klass. Litteratur, kan her
forbigaas; den virkelig nationale Litteratur drejer
sig om to Sagnkredse, en ældre og en yngre.
Den ældre Sagnkreds, der behandles i
Prosafortællinger med indlagte Vers, fortæller om de
Helte, der grupperer sig om Ulster-Kongen
Conchobar, og om deres Kampe med Connacht, som
beherskedes af Kong Ailill og Dronning Medb.
Hovedhelten er Cuchulinn. Disse Sagn er en
rig Kilde til Kundskab om de gl. primitive
Kulturforhold i Irland. De indeholder tillige en
Mængde psykologiske Ejendommeligheder, som
kan spores i Folkelitteraturen den Dag i Dag.
Hertil hører en stor Forkærlighed for det
bizarre og Lyst til kolossale Overdrivelser (som
naar det f. Eks. hedder, at Cuchulinn i sit
Kampraseri trækker det ene Øje saa langt ind
i Hovedet, at en Trane ikke kan naa det med
sit Næb, medens det andet Øje rager frem saa
langt som en Kedel, hvori man kan koge en
Kalv). I formel Henseende spores en
Forkærlighed for lange, buldrende og allittererende
Ramser, i hvilke det ikke kommer alt for meget
an paa Meningen. Conchobar antoges at have
levet paa Kristi Tid, og en Fortælling lader hans
Død være foranlediget af den Sindsbevægelse,
han kom i ved Efterretningen om Kristi
Korsfæstelse (hvilket i øvrigt ikke har forhindret
Irerne i at lade Cuchulinn udkæmpe Kampe
med nordiske Vikinger); men dette er et ydre
Paahæng; i deres Kerne er de gl. Sagn kemisk
rene for Kristendom; til Gengæld indeholder de
heller ikke bestemte. Erindringer om den gl.
Gudetro; kun den lavere Mytologi er
repræsenteret, navnlig Troen paa et Slags Ellefolk (side),
en Tro, som har holdt sig til den Dag i Dag.
En stor Rolle spiller (ligeledes til den Dag i
Dag) Forestillingen om visse Forpligtelser ell.
Forbandelser (gess, nyirsk geas), som et
Menneske kan paalægge et andet, og som dette ikke
kan overtræde uden skæbnesvangre Følger.
Spaamænd optræder hyppig og bærer (til den
Dag i Dag) det gl. Navn Druider i lydret irsk
Form. Betydelig mindre interessant er den
yngre Sagnkreds, der dels behandles i samme
Form som den ældre, dels udelukkende i Vers.
Dens Helte grupperes om Finn og, Finn’s Søn
Ossian (irsk Oisīn), der tillige udgives for at
være Forfattere til de gl. Digte af denne
Sagnkreds. Man har formodet, at Sagnkredsen om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
